Fortsæt til indhold

Randers gennem linsen: Stadsarkivar viser byens forvandling

De kommende måneder kan du høre en række spændende foredrag i højskoleforeningen.

Kultur og byliv
sra

Vorup Højskoleforening er klar med forårsprogrammet, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Første foredrag er torsdag 30. januar, hvor der er besøg af præst, fortæller og forfatter Flemming Kloster Poulsen. Han indleder forårssæsonen med emnet ”Se op elsk verden - om liv, tab og tro”.

Med humor og alvor fortæller Flemming Kloster Poulsen en række livshistorier, både de gode, de smertefulde og dem, der handler om meningen med det hele.

Torsdag 27. februar fortæller journalist og forfatter Martin Breum om det moderne Grønland - om løsrivelse, kongerigets fremtid og stormagternes interesse.

Grønlands betydning for Danmark og resten af verden vokser hastigt. Den internationale udvikling har øget interessen for Grønland og Arktis fra Donald Trump i USA samt Rusland og Kina.

”Byens liv og liv i byen” er emnet torsdag 27. marts, når den lokale stadsarkivar Tina Knudsen Jensen kommer på besøg. Er Randers stadig byen med mange pladser torve og parker?

På disse steder har byens befolkning gennem årene kunnet boltre sig til både officielle og uofficielle sammenkomster. I de sidste 150 år er de mange begivenheder også blevet fotograferet, og fra denne billedkavalkade har Tina Knudsen Jensen valgt eksempler på begivenheder og illustrerer dem med randrusianernes fotos.

Endelig fortæller guitarist og sanger Jørgen Glerup om glæden, sorgen og lykken, når han holder foredrag torsdag 24. april. Foredraget er et causeri om menneskelivet i glæde og smerte og vil indeholde egne erindringer fra sidste halvdel af det tyvende århundrede og danske fortællinger i prosa og lyrik fra Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig til Benny Andersen og Anne Linnet.

Efter foredraget er der generalforsamling i foreningen.

Alle foredrag finder sted i Johanneskirkens sognelokaler.