Efter kulturrekord i 2024: Det kan du glæde dig til i et lige så vildt 2025
Ny rapport og rekordhøje besøgstal i 2024 viser klart, at aarhusianerne er vilde med kultur. Der er lagt op til et lige så vildt 2025.
Sidste års undersøgelse af aarhusianerne kulturforbrug viste, at kun sølle fire procent bruger ikke byens tilbud. 78 procent af aarhusianerne synes, at Aarhus er en god by og de fleste peger på kulturlivet som grunden til det.
I 2024 havde Tivoli Friheden, Musikhuset, Den Gamle By og Aarhus Teater henholdsvis rekord eller næstflest gæster nogensinde. Aarhus er byen, hvor kultur er noget af det allervigtigste. Byens kulturinstitutioner fortsætter da også i samme stil i det nye år med mindst lige så mange store forestillinger og koncerter.
Redaktionen har her samlet en håndfuld af de mest markante som inspiration til at kaste sig ud i det voluminøse kulturliv.
Thomas Helmig Teaterkoncert
Aarhus Teater har solgt billetterne til en helt nye teaterkoncert om Thomas Helmig i rekordfart, da nyheden om den kom ud i efteråret.
Teaterkoncerten skal markere hele to jubilæer i det aarhusianske kulturliv: Aarhus Teaters 125-års jubilæum og Aarhus Festuges 60-års jubilæum.
»Som født og opvokset fuldblods aarhusianer er det selvfølgelig en kæmpe ære for mig, at Aarhus Teater har valgt at lave en forestilling bygget op omkring mine sange. Jeg ved ikke, om man kan knibe sig i armen og klappe sig selv på skulderen på én gang, men det er lidt sådan, jeg har det. Jeg ved, at det bliver med vanvittigt dygtige folk ved roret, så jeg glæder mig og venter i spænding på at se/høre resultatet,« siger hovedpersonen.
Den opføres på Aarhus Teater 28. august til 4. oktober.
Tessa og Artigeardit
Fed Fredag i Friheden trækker 180.000 gæster på et år. To af dem, der trækker fuld plæne er Tessa og Artigeardit.
»Det vildeste, der sket i dansk rap i ti år,« lyder ordene fra Orgie-E, der er en selvudnævnt proletar fra Suspekt, om Tessa.
Hendes koncert i K.B. Hallen i 2021 blev udsolgt på under 24 timer. Tessas skæringer er sublimt selvsikre og hun er ikke bange for at sætte fokus på seksualitet, temperament og store følelser. Hun leverer linjer med overskud og no bullshit.
25. maj er der igen rap under bøgetræerne - denne gang med Artigeardit, hvis seneste album Længe Leve har fået topkarakter af samtlige anmeldere. De skriver blandt andet: Ardit har givet os et rørende og medrivende evangelium for kærlighed til sig selv og til alle andre. Og: Dette er albummet Ardit vil blive husket for.
Lyden er ikonisk, forførende og let genkendelig og hans loyale fans kæmper om forreste række til hans koncerter. De er den mest festparate generation hidtil: Generation Z.
2. maj er Tessa og 25. maj er Artigeardit på Fed Fredag
Sting og Queen i Musikhuset
Musikhuset i Aarhus byder på den gigantiske musicalsucces We Will Rock you har solgt flere end 20 millioner billetter i 30 lande.
Det er med numre som We Are The Champions, I Want to Break Free, Bohemian Rhapsody, Don’t Stop Me Now, Another One Bites the Dust og mange flere af rockbandets allerstørste hits, når den nye version af musicalen tager publikum med på en musikalsk tour-de-force ind i Queens forunderlige verden.
Også Stings liv er blevet til en musical, han selv har skrevet. Han var sidste år i Danmark for at præsentere The Last Ship. Det er en fortælling om sømanden Gideon Fletcher, som vender hjem til en lille havneby efter mange år på havet. Den verden, han forlod, har forandret sig for altid.
Sting selv er fra en lille havneby Wallsend, og det er barndomserindringerne fra særligt skibsværftet, der har inspireret Sting. Hans klassikere som All This Time, Island of Souls og When We Dance indgår i musicalen.
Queens musical kan opleves 16.-20. april. Stings er 9.-18. maj.
Festens frihed
Bora Bora inviterer med forestillingen Glimt publikum ind i festens pulserende univers.
Danseteateret skriver at forestillingen er inspireret af festens pulserende univers:
”Friheden selv er når dans, puls og rytme kulminerer. Da mistede jeg hver en følelse i min krop. Mens jeg fløj afsted blandt stjernerne op, op, op.”
De unge dansere undersøger konfirmationens langbord, forfestens intimitet og fødselsdagens forventning. De sammenkomster, hvor vi i lysets og festtøjets glimtende skær reflekteres i hinanden.
Der er koreografier skabt af Amalie Stitz og Marc Lapuerta samt Lene Bonde i tæt samarbejde med danserne.
Det sker 2. februar.
Forfulgte jøder i Aarhus
Den Gamle By er som bekendt ikke længere bare gammel men har kvarterer op til 2014 og arrangementer, der er nutidige. Et af årets første begivenheder ser dog tilbage i tiden. Det er et foredrag om de jødiske beboere i Aarhus under 2. verdenskrig.
Da Gestapo gik i aktion mod de danske jøder i København 2. oktober 1943, omfattede den også den jødiske minoritet i Aarhus. Heller ikke har i byen kunne jøderne være sikre, og flugtvejene herfra til Sverige var lange. Samtidig fungerede byens som gemmested for Jødebørn fra København, fordi man derovre mente det var mere sikkert her. To jødiske forretninger i Aarhus blev tømt for alle værdier, så mere sikkert var det ikke.
Cand. mag. Klaus Bertelsen fra Aarhus Besættelsesmuseum fortælle om den nyeste forskning om jødiske indbyggere i Aarhus under Anden Verdenskrig.
23. januar i Helsingør Teater i Den Gamle By.
Europas største korfestival
Musikhuset i Aarhus samler tusindvis af korsangere fra hele verden ved European Choir Games.
Op mod 8.000 korsangere kommer til at fylde byen med sang. På programmet er masser af koncerter, konkurrencer, workshops og kulturel udveksling mellem kor fra hele verden.
Aarhus er internationalt anerkendt som en by med en stærk tradition for kormusik. Blandt andet har Vocal Line vundet internationale priser. Byen gør sig også bemærket ved at have utrolig mange sangkor for folk i alle aldre og genrer.
Deltagerne i European Choir Games synger på forskellige scener i byen og i Musikhuset.
Det gør de mellem 28. juni og 6. juli.