Fortsæt til indhold

Operaåret åbner med Verdi

"Trubaduren" fra operaen i Firenze til det store lærred i Kino i Grenaa.

Kultur og byliv

Tirsdag 14. januar indleder Kino i Grenaa anden halvdel af operasæsonen med Verdis dramatiske mesterværk ”Trubaduren” i en optagelse fra operaen i Firenze. Operaen fik sin førsteopførelse i Rom i 1853, og den er skrevet i en af Verdis mest produktive perioder fra 1850-1853, hvor han også skrev ”Rigoletto” og ”La Traviata.” Alle tre operaer hører til Verdis bedste og mest opførte operaer, og Trubaduren er siden førsteopførelsen i København i 1857 en af de mest spillede operaer i Danmark.

”Trubadurens” popularitet skyldes, at Verdi i denne opera til fulde viser, at han først og fremmest besidder en enestående melodiske opfindsomhed. Den ene smukke arie og duet følger den næste, og også koret spiller en stor rolle, og de fleste vil således kunne genkende det berømte sigøjnerkor fra operaens anden akt.

Handlingen er yderst indviklet, og nogen vil kalde den en anelse forvrøvlet med forviklinger og forbyttede børn. Men handlingen er dramatisk, og den giver alle hovedpersonerne mulighed for at udfolde sig på scenen med den ene smukke melodi efter den anden. Temaet i handlingen er som så ofte hos Verdi den altopslugende kærlighed, der vil få de elskende til at gå i døden for hinanden. Men også et andet kendt Verdi - tema spiller en stor rolle i ”Trubaduren, nemlig hævnen og hævnens omkostninger for den, der søger hævn. Hovedpersonen i operaen er trods operaens titel en gammel sigøjnerske Azucena, der ønsker hævn over grev Luna for moderens frygtelig død på bålet mange år tidligere, og Azucenas ønske om hævn får tragiske følger for en række af operaens hovedpersoner.

Forestillingen drigeres af den berømte indiske dirigent Zubin Mehta, som trods sin høje alder har været aktiv på dirigentpodiet foran Europas og USA´s ledende orkestre. Fra 1985 til 2017 var han chefdirigent for Firenzes operaorkester, som han i 2022 vendte tilbage til for at dirigere Verdis mesterværk om kærlighed, hævn og forbyttede børn. Hovedrollerne synges af sangere, der alle har sunget på Europas førende operascener, så Jesper Holm Skov fra Kino i Grenaa håber, at operaentusiasterne fra Djursland vil tage godt imod Verdis gribende mesterværk med de mange smukke melodier og med en handling, der fortæller os alle om kærlighedens veje og vildveje. I pausen byder Kino på et glas mousserende vin, for det skal være festligt at gå til opera – også i Kino i Grenaa.