Fortsæt til indhold

Legendarisk band på Turbinen: De synger ’Tingel-Tangelmanden’

Folkemusik i Randers inviterer til årets første koncert, der er med Burnin Red Ivanhoe.

Kultur og byliv
sra

I mere end 50 år har Burnin Red Ivanhoe været et fast begreb i dansk musik. I årenes løb har bandet stået på scenen mere end 1.000 gange, i Randers senest i 2023.

Onsdag 22. januar er det legendariske band igen på scenen i Turbinen i Randers, skriver Folkemusik i Randers i en pressemeddelelse.

Som i 2023 er det med Karsten Vogel i spidsen og på saxofon og keyboard. Den centrale rolle som guitarist og sanger varetages af Jens Runge, der i usædvanlig grad har levet sig ind i den særlige Burnin’ske ånd.

Lone Selmer er med sin overbevisende vokal og sikre keyboardspil med til at tegne Burnins profil. Burnin Red Ivanhoes musik har altid baseret sig på en formidabel rytmegruppe, og med Klaus Menzer bag trommerne og Assi Roar på bas er den linje fastholdt.

Denne besætning sikrer både orkestrets traditioner og hele væremåde samtidig med, at der er garanti for det høje energiniveau.

Publikum kan glæde sig til at opleve et repertoire, der indeholder både nye sange og klassikere som ’Ivanhoe i Brøndbyerne’, ’Tingel-Tangelmanden’, ’Rotating Irons’ og ’Ridder Rød’.

Fælles for alle Burnin-job er – udover dette klassiske sæt sange – stor spilleglæde, musikalsk slagkraft, stor opfindsomhed og et uberegneligt sceneshow. Oplevelsen af at være der selv. Den ægte vare.

I begyndelsen hed det syrerock – i dag en del af kulturarven! Altid genkendelig, altid udtryk for en bestemt måde at gå til musikken på, en unik lyd og en særlig holdning til det at spille musik for publikum.

Billetter til det, der pt. er Burnin Red Ivanhoes eneste koncert i Jylland i 2025, kan købes via vaerket.dk.