Klar til jubilæumsfestival: »Vi satser på et brag af en fest«
Verdens største musikfestival for mennesker med udviklingshandikap lægger op til brag af en fest, når der til sommer fejres 40-års jubilæum.
I snart 40 år har mennesker med udviklingshandikap danset og rokket med til tonerne af musik, de har hygget sig med venner og ledsagere, og de har fået gode oplevelser med måske nye venskaber og kærester.
Og det er netop det, Sølund Musik-Festival er sat i verden for. At give mennesker med udviklingshandikap en god oplevelse.
Til sommer afvikles Sølund Musik-Festival for 40. gang. Og det kommer ikke til at gå stille for sig.
»Vi starter opstilling den 20. maj og lukker ned den 20. juni. Vi satser stadig på et godt samarbejde med kommunen, byen, bostederne, skolerne og sportsklubberne. Vi satser på et brag af en fest,« lyder det forventningsfuldt fra festivalleder Lasse Mortensen.
Holdet bag festivalen lægger mange kræfter i planlægningen af årets festival.
Og allerede nu kan man blive klogere på musikken.
»Det er lykkedes os at hive Nik & Jay hjem, og med dem er det et spørgsmål om villighed og interesse. De to drenge er meget socialt profilerede. De har en meget open minded tilgang. Men hele deres produktionshold gik nok i knæ, da de hørte, hvad vi kunne betale,« lyder det med et lille smil fra Lasse Mortensen, der hvert år lægger mange anstrengelser i at finde god musik til de udviklingshæmmede.
Og det er lykkedes, mener han.
Ud over Nik & Jay har Sølund Musik-Festival foreløbigt annonceret Birthe Kjær, Fede Finn & Funny Boyz, Gas-Bi-Dua, Luftens Helte, Magtens Korridorer, Rasmus Bjerg, Mumle, Jonah Blacksmith, Lars Lilholt, Ben Noke, Bomles Venner, Carpark North, Ester & Møller, Grand Prix Orkestret, Johnny Madsen Jam, Shu-Bi-Dua 2.0, SO90S, Stig & Vennerne, Thomas Helmig Jam, One Love Marley Band, Lis Sørensen, Matroserne og Tom Donovan.
»Vi har forsøgt at lave et musikprogram, der afspejler en 40-års fødselsdag, og et musikprogram, der er værd at komme til. I år kigger vi også lidt tilbage og kigger på, hvem der var med i begyndelse. Lars Lilholt hyrede jeg som den første, og Lis Sørensen var også med helt i begyndelsen. Det er ikke et romantisk tilbageblik for at tilfredsstille Lasse Mortensen, men lige så meget fordi de også er store navne i dag også,« lyder det fra Lasse Mortensen.
Og responsen har indtil videre været god.
»I al beskedenhed har vi fået mange roser for programmet i år. Mange er glade for det, vi har lavet. Alle brugerrelaterede favoritter er tænkt ind i programmet, og det er sådan noget, vores medhjælpere lægger mærke til. Mange medhjælpere er på beboernes side og er meget kritiske over for det, vi gør – men de glæder sig også på vegne af vores gæster,« fortæller Lasse Mortensen.
Vi sælger betydeligt flere dagsbilletter end flerdagsbilletter. Om det betyder, at det er sværere at få en ledsager med i flere dage, kan ikke udelukkesLasse Mortensen, Sølund Musik-Festival
Fortsætter kampen
Og det er netop de udviklingshæmmede mennesker, der i første omgang skal have en fest.
Med tiden er det blevet sværere og sværere at få ledsagere til de udviklingshæmmede gæster, og det har sat sit præg på antallet af gæster. Sølund Musik-Festival har længe kæmpet for at få forbedret ledsagerordningen – en kamp, som de gerne fortsætter med at kæmpe.
I sommer var Lasse Mortensen og Sarah Theibel på Christiansborg i forsøget på at råbe politikerne op for at øge fokus på mennesker med udviklingshandikaps ret til kultur. Det kastede i slutningen af 2024 1,8 millioner kroner af til ledsagelse under Sølund Musik-Festival. Og håbet med den pulje penge fra Bolig- og Socialministeriet er, at endnu flere mennesker med udviklingshandikap nu får mulighed for at komme på festival.
Men det er alt for tidligt at sige, om puljen får betydning for billetsalget, for puljen er ikke fordelt endnu.
»Vi afventer lige nu, at Bolig- og Socialministeriet kommer med designet. Rammerne er i støbeskeen, og vi har været med til at præge udformningen, men vi kender ikke det endelige design på puljen endnu. Men vi har gjort, hvad vi kunne for at få indflydelse på designet,« lyder det fra Sarah Theibel. Hun var umiddelbart efter offentliggørelsen af tildelingen af de 1,8 millioner kroner til ledsagelse under Sølund Musik-Festival glad og fuld af forhåbning for, at endnu flere med udviklingshandikaps får mulighed for at komme på festival til sommer.
»Så snart planen er der, får vi den på mail, og den bliver også sendt ud til bostederne,« siger Lasse Mortensen.
Men det er svært at gisne om, hvorvidt puljen får succes.
»Succesen for puljen må være, at vi får et tydeligt billede af, hvor vi står med udfordringerne i forhold til ledsagelse. Det er målet. Puljen er til, for at der skal kunne komme flere af vores kernepublikum på festival. Det bliver interessant at se,« siger Sarah Theibel.
Godt gang i salget
Festivalduoen lægger dog ikke skjul på, at der allerede er godt gang i salget af billetter til 40-års jubilæet til sommer.
»Det går udmærket med billetsalget. Vi havde en god start. Vi startede trods alt en måned senere på billetsalget i forhold til sidste år, og vi har solgt flere billetter nu i forhold til samme tidspunkt sidste år,« fortæller Lasse Mortensen.
Han og Sarah Theibel har lagt mærke til en sjov detalje.
»Vi sælger betydeligt flere dagsbilletter end flerdagsbilletter. Om det betyder, at det er sværere at få en ledsager med i flere dage, kan ikke udelukkes,« lyder det spekulativt fra duoen, der glæder sig til at blive klogere på, om billetsalget afspejles i puljen på 1,8 millioner kroner.
De håber det.