Fortsæt til indhold

Folkedansere til vinterlegestue

Gjerrild Folkedanserforening holder liv i mangeårig tradition.

Kultur og byliv

De forstår at holde liv i traditionerne i Gjerrild Folkedanserforening, som ser frem til at afvikle den årlige vinterlegestue for folkedans i Gjerrild.

Det sker i gymnastiksalen på Gjerrild Friskole lørdag 25. januar fra klokken 19.30-23.30.

En flok glade spillemænd, hvoraf de fleste er medlemmer af Spillemandslauget, har meldt deres medvirken til at gøre aftenen festlig for alle danselystne med polka, vals med mere i pardans, kredsdans og kvadriller. De veloplagte spillemænd ledes af Trio Midt bestående af de gæve musikere Allan, Tom og Jan, og Doris Jensen vil engageret føre deltagerne gennem dansene.

Midt på aftenen ryddes dansegulvet, og der dækkes op til kaffepause med lækkert kagebord, der er inkluderet i entréen, men man skal selv huske at medbringe kaffekop og tallerken.

Da dansegulvet i gymnastiksalen er meget glat, opfordres man også til at vurdere sine dansesko.

Alle er velkomne til at finde de gode dansesko frem og find vej gennem skoven til friskolen, og blive en del af en flok danseglade mennesker, der har svært ved at sidde stille, når musikken spiller.