Fortsæt til indhold

Grammy-vinder spiller i to byer - og den ene er Randers

Americana-legenden Lucinda Williams kan til maj opleves på Værket som et af kun to steder i landet.

Kultur og byliv
sra

Den Grammy-vindende sanger og sangskriver Lucinda Williams kommer til Danmark og spiller to koncerter i foråret 2025. Og den ene af dem er på Værket i Randers. Det fortæller Live Nation og Værket i en fælles pressemeddelelse.

Lucinda Williams har skabt sin egen vej gennem mere end fire årtier. Født i Lake Charles, Louisiana, blev Williams præget af et ”kulturelt rigt, økonomisk fattigt” verdenssyn. Flere år med optrædener på barske klubscener gav hende et solidt fundament til at indspille sit selvbetitlede tredje album i 1988, der blev et pejlemærke for den gryende Americana-bevægelse – og inspirerede utallige musikalske karrierer.

I det meste af 1990’erne flyttede Williams rundt i USA og slog sig ned i Austin, Los Angeles og Nashville, hvor hun skabte værker, der vandt enorm respekt i musikbranchen, samtidig med at hendes kultpublikum voksede støt.

Selvom hendes udgivelser i perioder var sparsomme, blev de værker, der udkom, rost – som for eksempel ”Car Wheels on a Gravel Road” fra 1998, hvor hun for første gang vandt en Grammy som performer.

De efterfølgende år bragte yderligere udvikling, både musikalsk og personligt.

2020’s ”Good Soul Better Angels” indbragte hende to Grammy-nomineringer og omtale i The New York Times, Rolling Stone, Los Angeles Times og mange flere. Lucinda Williams optrådte igen på The Late Show with Stephen Colbert og blev fremhævet i et indslag på NPR’s All Things Considered.

I oktober 2021 blev Lucinda Williams optaget i Austin City Limits Hall Of Fame. Hun har senest udgivet det bredt anmelderroste ”Stories from a Rock n Roll Heart” fra 2023, der er det 15. studiealbum i rækken.

Koncerten på Værket finder sted 8. maj. Billetter kan købes via vaerket.dk.