Fortsæt til indhold

Sov blandt bøgerne på biblioteket

Rollespilsforening rykker ind på Grenaa Bibliotek i vinterferien.

Kultur og byliv

At sove blandt hajerne i Kattegatcentret har i flere år været et populært valg, men nu får man også muligheden for at overnatte blandt de mange bøger på Grenaa Bibliotek.

Det sker i vinterferien - fra tirsdag 11. februar til onsdag 12. februar - fordi Rollespilsforeningen R.I.R. forvandler Grenaa Bibliotek til et magisk sted. Med Hattemagerens skøre teselskab fra ”Alice i Eventyrland” som omdrejningspunkt indtager de Grenaa Bibliotek og alle børn og voksne med interesse for rollespil er inviteret med.

Når dørene lukkes for offentligheden tirsdag, åbnes der for et spændende program med hyggelige aktiviteter. Man kan blandt andet lave sin egen hattemagerhat i en af de kreative workshops og man kan spille brætspil eller rollespil.

Der vil være højtlæsning, snacks og masser hygge, hvor man kan møde andre, der synes rollespil, brætspil og læsning er sjovt.

Og så kan man selvfølgelig komme med til Hattemagerens skøre te-selskab hvor alt bliver vendt på hovedet og der selvfølgelig er både søde kager og te til alle. Ind imellem det hele kan man også gå på opdagelse i alle bøgerne og få lov at komme med en tur ned i bibliotekets kældre og se de hemmelige gemmer.

Kreativ forening

Rollespilsforeningen R.I.R fra Ryomgård har til daglig mange forskellige aktiviteter og er kendt for deres hyggelige og kreative medlemsaftener, hvor der udover brætspil også laves kreative masker, magiske bøger, sys kostumer eller hvad der nu er lyst til. Foreningen oplever lige nu stor interesse og mange nye medlemmer fra hele Djursland.

Ud over bordrollespil har R.I.R. både liverollespil i skoven og på deres magiske skole – Magiskolen Brogg . De har også stået i spidsen for flere større arrangementer og senest den velbesøgte Hjelm Dyb-festival på Roselholm Slot. Nu rykker de ind på biblioteket for at skabe en uforglemmelig aften og nat for børn og voksne i alle aldre.

Med i prisen for en billet er pizza som aftensmad, morgenmad, snacks og drikkevarer. Børn skal deltage sammen med en ansvarlig voksen. Man ankommer om eftermiddagen og medbringer selv sovegrej. Når det er sengetid finder man sig et sted på biblioteket hvor man kan lægge sig til rette, med mindre man da vil læse hele natten igennem. Næste morgen er der morgenmad og fortsat hygge, brætspil, læsning med mere.

Tilmeldingsfrist til arrangementet er tirsdag 28. januar.