Fortsæt til indhold

Hele byen må bruge ny aktivitetsplads

Norddjurs Friskole har med solid økonomisk støtte fra fonde og sponsorer etableret en grøn aktivitetsplads.

Kultur og byliv

Torsdag var en stor dag på Norddjurs Friskole, hvor der var officiel indvielse med snoreklip, taler, sang og musik.

På en kølig vinterdag kunne man glæde sig over, at der var hul igennem til solen på dagen, hvor man endelig kunne tage en af de helt store satsninger i brug - en aktivitetsplads på et 1700 kvadratmeter stort område med insekthoteller, hængekøjer, forhindringsbane og legeområder til glæde for ikke blot for skolens elever, men også for områdets beboere.

Skoleleder Jesper Bjørn Andersen opfordrede til at slippe sit indre legebarn løs på aktivitetspladsen. Foto: Søren Andersen

For aktivitetspladsen er ikke kun skabt til skolens elever - men til brug for alle i Grenaa, og såmænd også byens gæster.

Der er blevet arbejdet med projektet i et par år - med to forældre til børn på skolen til at trække det største læs, Cecilie Hammerum og Stine Petersen.

Hul på bylden

De har i spidsen for styregruppen ”Vision Legeplads” taget det store slæb med at skrive ansøgninger om tilskud fra fonde og sponsorer. Og der kom for alvor hul på bylden, da Nordea Fonden sendte ikke mindre end 905.305 tusinde kroner i retning mod den grønne aktivitetslegeplads. Også Friluftsrådet med 167.000 kroner og såmænd skolen selv har bidraget økonomisk, akkurat som en stribe lokale sponsorer.

To forældre til børn på skolen, Cecilie Hammerum t.v. og Stine Petersen har i spidsen for styregruppen taget det store slæb med at realisere projektet og fik bifald som tak. Foto: Søren Andersen

Og nu er den så taget i brug. Med åbning torsdag eftermiddag.

Det her skal være et sted, hvor man kan slippe det indre legebarn løs. Uanset alder handler det om at lege og svinge sig i livstræets krone
Jesper Bjørn Andersen

Skoleleder Jesper Bjørn Andersen tog i sin tale udgangspunkt i den omdelte sang, ”Livstræet”, da han fik ordet, fordi sangen netop opfordrer til leg, at føle livet er stort og og at skue de blå horisonter.

»Det her skal være et sted, hvor man kan slippe det indre legebarn løs. Uanset alder handler det om at lege og svinge sig i livstræets krone,« sagde han og opfordrede til at hver en kvadratmeter af aktivitetspladsen vil blive brugt.

Han remsede hurtigt op, hvad den grønne aktivitetsplads indeholder: Rutsjebane, små legehuse, hængekøjer, fortællehjørne, tarzanbane med forhindringer, sceneområde med plads til hele skolen og udendørs musikinstrumenter i træ.

Det hele inden for målsætningen om at fungere i et transparent og åbent miljø, som skal skabe nærvær til naturen og sørge for trivsel til børn og unge. Ikke kun i skoletiden, men alle ugens dage - måske som et mål for en søndagsudflugt for familier med madpakker, gå-ture med bedsteforældrene eller blot til leg og læring.

1700 kvadratmeter med aktivitet og leg står til rådighed ved Norddjurs Friskole. Foto: Søren Andersen

Grenaa har for tiden 14.200 indbyggere, og det nye aktivitetsområde står til fri afbenyttelse for dem alle hele året rundt.

Det bæredygtige projekt er blevet til med lokal inddragelse og med blik for biodiversitet. Træet, der er brugt til legeredskaberne, er af sorten robinie, og særdeles velegnet til at stå i jord. Naturligvis FSC-mærket og skovet under forhold, der blandt andet betyder, at hver gang et træ fældes, bliver der som erstatning plantet et nyt.

Jesper Bjørn Andersen fremhævede forældregruppen for mod, drive og vedholdenhed i at tro på projektets muliggørelse.

Snoreklippet blev foretaget af en af skolens elever og Sebastian Halkjær-Grauert fra Kultur og Fritidsudvalget i Norddjurs. Foto: Søren Andersen

Det var planen, at borgmester i Norddjurs, Kasper Bjerregaard, skulle have foretaget snoreklippet, men han var forhindret, så i stedet gik saksen til Sebastian Halkjær-Grauert fra Kultur og Fritidsudvalget, og han glædede sig naturligvis også den nye aktivitetsmulighed i Grenaa - og at det er lykkedes at få det store projekt realiseret.

Så var der juice til børnene, kaffe og kage til de mange, der var mødt frem. Og naturligvis fri leg.