Fortsæt til indhold

Ravna åbner særlig butik med et hekseritual

Her kan du godt få en simpel buket tulipaner, men hvis du lader Ravna trylle, bliver det sjovt.

Kultur og byliv

Travle Nørregade har fået sig en ny beboer i nummer 53. Blomsterbutikke, Frk. Flora er forsvundet og har overladt sine lokaler til et nyt og magisk blomsterværksted: BlomsterHexen.

Aarhusianske Ravna Constantine Hauberg som har overtaget butikken, inviterer alle interesserede ind i et univers, som er mere end bare blomster.

BlomsterHexen åbner med et magisk ritual, der indebærer performances, smukke buketter og Ravna Constantine Haubergs helt egen te-blend. Foto: Neil Poulsen

Hun lover, at det bliver en særlig oplevelse:
»En fortryllende verden hvor naturens magi møder kreativ blomsterkunst,« som Ravna Constantine Hauberg siger.

Hvis man undrer sig over, hvorfor butikken hedder BlomsterHexen, er svaret simpelt:

»Det kunne ikke blive anderledes, for Blomsterheksen med k var taget,« forklarer hun, der helt naturligt synes, at hun kender heksekunsten.

BlomsterHexens koncept er at kombinere traditionel blomsterbinderi og plantepasning med et eventyrligt og bæredygtigt twist. Pressefoto

Ravna Constantine Hauberg begyndte i branchen allerede som teenager i Oasen på Park Allé og har senest arbejdet hos Pindstrup i M.P. Bruunsgade.

Hun arbejder især med det eksperimenternede, det bæredygtige og materialer fra naturen. Der bliver primært anvendt naturmaterialer og samtidig er der ikke sparet på farverne.

BlomsterHexens koncept er at kombinere traditionel blomsterbinderi og plantepasning med et eventyrligt og bæredygtigt twist.

Butikken har været under stor renovering siden starten af januar, og snart er det muligt for aarhusianerne at træde ind i det eventyrlige blomster-univers.

Det sker med et magisk og hekse-agtig åbningsritual 1. februar kl. 11-16. Man kan i løbet af dagen opleve performances, smukke buketter og dekorationer samt BlomsterHexens helt egen unikke te-blend.

I det daglige kan man forvente en usædvanlig blomsterbutik med øje for det specielle, det skæve og ind imellem lidt provokerende.

Særligt fortolkninger af eventyr og historiefortællinger er inspirationen, fortæller Ravna Constantine Hauberg, der betragter sig selv som nysgerrig inden for sit fag.

Hun har for eksempel lavet dekorationer og masker i en årrække til de optrædende i de aarhusianske Cabaresque-shows, der er en slags burlesque i kombination med cabaret.

Ravna Constantine Hauberg er udlært blomsterdekoratør fra Violen i Odder og har haft egen vejbod de sidste par år, mens hun har arbejdet for flere forskellige blomsterbutikker.

Udover at binde alt fra brude- til bårebuketter, har hun også designet artefakter og masker til forestillinger og workshops.