Populær kaffefestival vender tilbage - klog af skade efter kø-kaos
Kaffe og Sensorik prøver igen med en større og længere festival i de brune bønners tegn.
Aarhusianske kaffe-connaisseurs kan roligt allerede rydde kalenderen den 11. og 12. oktober i år.
Kaffefestivalen ’Kaffe og Sensorik’ vender nemlig tilbage i udvidet form og i helt nye rammer, oplyses det i en pressemeddelelse.
Da festivalen for første gang blev afholdt på Centralværkstedet i 2024, var det ikke en udpræget succes.
I hvert fald brokkede mange gæster sig over, at der var for lidt plads og alt for lange køer.
Det prøver man nu at råde bod på. Festivalen er blevet flyttet til markant større omgivelser i Aarhus Congress Center og er nu udvidet til kaffeslabberas over to dage i stedet.
»Selvom det var en fornøjelse at se så mange nysgerrige, positive og glade mennesker, blev vi overvældet over den store interesse for vores festival og nye koncept sidste år. Kaffen samler virkelig folk. Vi er en nation, der knuselsker en god kop kaffe. Derfor føler vi os forpligtet til at lytte til den konstruktive feedback, vi har fået, levere en endnu bedre oplevelse for alle og dermed indfri det potentiale, som der viste sig at være,« siger Samuel Rose, der er en af arrangørerne bag.
På festivalen kan gæsterne igen i år opleve forskellige workshops, talks, smagsoplevelser, dialoger med udstillere, konkurrencer, madoplevelser og koncerter i bedste festivalstil.
Kendte navne som Outlandish, Aura Dione, Back to Back og Tue West er på plakaten sammen med et væld af kaffefolk - blandt andet flere lokale som Berry and Bean, Lajmi Coffee Roasters, Europa Kaffe & Te, Clever Coffee og Aoife Coffee.
»Vi glæder os til at vise de mange forbedringer og byde både kaffeglade gæster og branchens aktører velkommen til en større og mere inspirerende festival,« siger Samuel Rose.
Hos Centralværkstedet var der kun plads til 700 gæster, mens man i kongrescenteret vil kunne rumme 4.000-6.000 gæster. Lokationen betyder også, at festivalen kan adskille koncerter og udstillingsstande til hver sit lokale.
»Det vil forhåbentlig give bedre mulighed for dialog mellem vores gæster og vores udstillere. Køerne kan vi desværre ikke helt undgå – især hos de populære udstillere. Men vi prøver at forebygge længden på køerne ved at øge antallet af barer, så vi i 2025 tilbyder fire steder at få slukket tørsten. Vi opsætter desuden flere food trucks for at sikre hurtigere servering og større variation i madudvalget, fortæller medarrangør Michael Larsen og fortsætter:
»De nye tiltag kommer alle fra vores gæsters feedback, og vi lægger os i selen for at indfri gæsternes ønsker og vise, vi tager den feedback, vi har fået alvorligt.«