Helmig lover at spille på Sjælland - i 2026. Springer han virkelig Aarhus over?
Thomas Helmig har netop offentliggjort næste års koncerter lidt kryptisk i sit nyhedsbrev.
I 2025 holder Thomas Helmig fri fra scenen. Der er på nuværende tidspunkt ikke annonceret nogen koncerter overhovedet i løbet af dette år.
Det tætteste man kommer på at opleve popkongen live er, når Aarhus Teater viser teaterkoncerten ”Thomas Helmig” i september måned.
Den bygger på udvalgte sange, som ikke fremføres af ham selv men af teaterensemblet, og det er den første teaterkoncert om ham og hans mange, mange hits gennem 40 år.
Aarhus Teater lover ”En groovy og visuel rejse ind i Thomas Helmigs varmblodede sangunivers, som i fire årtier har været soundtrack til vores kærlighedsliv på tværs af generationer.”
Klar igen i 2026
Efter et stille 2025 fra musikerens side er han til gengæld klar til at give koncerter igen i 2026.
Han har netop i sit nyhedsbrev offentliggjort, at det kun kommer til at ske indendøre i Royal Arena i København. Og at det bliver den eneste koncert på Sjælland.
Det skal foregå fredag 13. marts og lørdag 14. marts 2026.
Der står også noget kryptisk, at yderligere koncerter først vil blive annonceret efter sommer. Hvor efterlader det Aarhus? Vi han virkelig springe sin hjemby over, eller kan vi håbe på en openair-koncert?
Det officielle billetsalg til Royal Arena i København starter fredag 31. januar.