Fortsæt til indhold

Turbinen skruer op: »Jeg har hele tiden haft det mål for øje«

Efter fire år er Turbinen igen udpeget som regionalt spillested.

Kultur og byliv

Turbinen i Randers er i år og de næste tre år udpeget som regionalt spillested. Det betyder, at vi alle sammen får meget mere fra Turbinen. Med udpegelsen følger en sum penge, der gør, at de kan skrue op for deres aktiviteter.

»Der kommer til at ske en masse ting på kulturfronten, som ville være svære eller vanskelige at gennemføre, hvis vi ikke fik de midler,« siger Michael Gonzalez, der er musikansvarlig på Turbinen.

Han fik at vide lige før sommerferien, at spillestedet de næste fire år ville være regionalt spillested.

»Jeg blev megaglad og meget lettet. Jeg er samtidig stolt over, at det store stykke arbejde, som vi lægger i Turbinen, er blevet set og anerkendt,« fortæller han.

Man bliver udpeget som regionalt spillested fire år af gangen. Turbinen har været det før, men ved sidste udpegelse glippede det.

»Jeg har arbejdet ud fra ambitionen om, at vi skulle blive det igen. Jeg har hele tiden haft det mål for øje, i de ting jeg har lavet. Jeg har også forsøgt ikke at lukke ned for projekter. I stedet har vi holdt gryden i kog på et lavere blus, og nu kan projekterne vokse med bevillingen,« siger han.

»De er populære«

Helt konkret vil Turbinen arbejde med tre hovedoverskrifter som regionalt spillested. De har valgt ’mere musik’, ’flere fællesskaber’ og ’større ansvar’.

»’Mere musik’ handler om, at vi får et bredt, varieret koncertprogram, hvor der er alt fra store navne, der er kendt fra hitlisterne, helt ned til vækstlaget og lokale navne. Vi arbejder med nye formater, hvor vi vil lave koncerter i naturen, kirker og byrum,« siger Michael Gonzalez.

Der er allerede etableret vandrekoncerter, hvor man oplever musik og natur samtidig.

»Det er noget, folk gerne vil. De er populære, og der er allerede udsolgt,« siger han.

En del af planen er også, at alle folkeskoleelever i Randers Kommune en gang om året skal tilbydes en gratis koncert.

»På den måde får de måske hørt noget musik, som de ikke er vant til. Måske kan det udvide deres horisont, og måske kan de spejle sig i dem på scenen, så de også får lyst til at spille trommer eller bas,« siger den musikansvarlige.

Styrker det lokale

Overskriften ’flere fællesskaber’ handler om, at Turbinen gerne vil indgå i flere samarbejder, så de er med til at skabe flere miljøer, der kan styrke den lokale kultur.

»Så kan musikken blomstre, og man kan dele viden og erfaring,« forklarer Michael Gonzalez.

Han fortæller, at Turbinen, Randers Bibliotek og Underværket allerede er gået sammen om at skabe en metalfestival, der finder sted i slutningen af februar. Derudover kommer der senere flere koncerter i samarbejde med Underværket.

»I stedet for, at jeg skal gætte på, hvad de unge gerne vil høre, så har vi spurgt de unge selv,« siger han.

Koncert på festival

’Større ansvar’ handler blandt andet om bæredygtighed. Det kan være grønne tiltag og energibesparelse. Men det handler også om kønsdiversitet, udvikling af musik og sårbare målgrupper.

»Vi er blevet en del af et netværksprojekt, som bands fra Randers kan søge om at komme med i. Det band, der bliver udvalgt, kommer med på workshops og får at vide, hvad de skal gøre for at forbedre deres sangskrivning og scene-presence,« siger Michael Gonzalez og fortsætter:

»De lærer, hvordan musikvideoer bliver laver, og det ender med en turné rundt i de byer, der er en del af projektet, og det sluttes af med en fælleskoncert på Spot Festival.«

Derudover kommer Turbinen til at lave nogle særlige koncerter for sårbare unge.

»Det foregår i intime, trygge rammer. Så dem, der af alle mulige grunde ikke er tilpas ved en fyldt sal og for meget lyd og lys, kan få et rum til at opleve glæden ved musik,« siger han.