Jytte fylder 100 år: Fra Københavns Nordvest til Djursland - livshistorie fyldt med gymnastik og lærergerning
Fra København til Vivild: Jytte Hald ser tilbage på et langt liv, hvor glæden ved gymnastik og at undervise børn som lærer på Allingåbro Skole, som den hed dengang, var stjernestunder.
Jytte Hald fylder 100 år den 8. februar, og det er en milepæl, hun tager med et smil.
»Det kan jeg ikke løbe fra,« siger hun ved spisebordet i sin hyggelige og rummelige andelsbolig i Vivild.
Trods sin alder virker Jytte Hald rask og rørig og tager glad imod besøgende.
»Selv om jeg nu ikke var så begejstret, da min nabo kom og fortalte, at du ville kigge forbi,« kluklér hun.
Hørelsen driller
Selvom hørelsen driller lidt, klarer hun samtaler fint, når de er én-til-én.
»Det er helt umuligt, når der sidder flere omkring bordet, og alle taler i munden på hinanden. Så flyder alle stemmer sammen. Det er frygteligt,« siger hun og ryster på hovedet.
Københavner med K
Jytte Hald er født i Københavns Nordvestkvarter, hvor familien boede i en sidegade ned til Søerne.
»Jeg var enebarn,« fortæller hun.
»Min far var vicevært i en femetagers ejendom med lokummer i gården. Han skulle holde dem og ejendommen ren. Prøv at tænke dig, hvordan det var at bo uden toilet på femte sal og skulle ned i gården en mørk nat for at tisse.«
Gymnastikken
Gymnastikken har været en stor del af Jytte Halds liv.
»Gymnastikken har altid fyldt meget for mig, helt fra jeg var helt lille. Jeg gik til gymnastik, så snart jeg kunne komme til det,« siger hun.
Interessen kom ikke fra familien, men Jytte Hald har alligevel altid været vild med gymnastik.
Jeg var naturligvis knust, for jeg havde sådan glædet mig
Uddannet gymnastikpædagog
Jytte Halds passion for gymnastik blev styrket under den berømte gymnastikpædagog Ellen Paul-Petersens vejledning.
Ellen Paul-Petersen samlede et gymnastikhold til Olympiaden i 1952 i Helsinki, hvor Jytte Hald skulle have deltaget, hvis ikke en skade havde sat en stopper for drømmen.
Ellen Paul-Petersen var en stor inspirationskilde og mentor for Jytte Hald, og hun spillede en afgørende rolle i Jytte Halds udvikling som gymnast.
Jytte Hald uddannede sig senere til gymnastikpædagog under Ellen Paul-Petersens vejledning og gennemførte et toårigt kursus, hvor hun blev uddannet i treenigheden - gymnastik-, svømme- og danselærer.
Jytte Hald var som fortalt på nippet til at deltage i OL i 1952 i Helsinki, men to overrevne akillessener ødelagde drømmen.
»Jeg var naturligvis knust, for jeg havde sådan glædet mig,« mindes hun.
I stedet måtte hun tilbringe seks uger med fødder og underben i gips.
Men hun kom hurtigt tilbage til gymnastikken og deltog som et plaster på såret i en stor gymnastikopvisning i Rom i 1954 fortsat med Ellen Paul-Petersen som mastermind.
Lærer på aftenskole
Da Jytte Hald i de unge år mødte Kaj Hald, blev de hurtigt kærester og besluttede sammen at tage en uddannelse som lærer.
Det foregik om aftenen på Københavns Seminarium fem dage om ugen.
»Vi arbejdede om dagen for at tjene penge. Jeg var heldig at få et job som gymnastiklærer på Ordrup Skole, og jeg havde også på et tidspunkt et kontorjob,« fortæller Jytte Hald.
Uddannelsen tog seks stive år, fordi de først skulle bestå en præliminæreksamen, før lærerstudiet ventede.
»Det var lange aftener nogen gange, men sommetider skulkede vi også lidt og tog i stedet for en festlig sejltur med svenskerbådene frem og tilbage over Øresund og festede løs,« fortæller hun grinende.
Farvel København
Med lærereksamen i hånden drog parret til Djursland.
Overraskende og tilfældigt? Overhovedet ikke. Hør bare.
»Inspektøren på Grøndalsvængets Skole, min gamle skole, anbefalede os til inspektøren på Allingåbro Skole. De to kendte hinanden fra spejderbevægelsen, og de var gamle kammerater, så det var vores held.«
Livet på Djursland
Afskeden med København voldte ikke Jytte Hald de fjerneste problemer. Tværtimod kom hun og manden til at elske livet som lærerpar på Allingåbro Skole.
»Jeg havde primært klasserne fra 1. til 7. klasse i dansk. Jeg var også klasselærer, og jeg nød det meget.«
Jytte Hald understreger, hvor vigtigt det var for hende at lære børnene det basale: at læse og stave.
Hun fandt stor glæde i at se børnenes øjne lyse op, når de knækkede læsekoden. Ikke mindst de, der havde sværest ved det.
Gymnastikken fortsætter
Gymnastikken fik hun selvfølgelig sneget ind på skemaet.
Den har fulgt hende altid, også i fritiden i Vivild.
Kaj Hald havde de ældste klasser, og hans bedre halvdel er ikke bleg for at indrømme, at han nok var en kende mere brysk overfor eleverne end hun.
»Men da de lærte ham at kende og fandt ud af, at han kunne lære dem noget, elskede de ham.«
Ingen problemer
Selv oplevede hun ikke problemer med hverken børn eller forældre.
»Dejlige børn og gode kolleger, det var en skøn tid, og jeg har aldrig ønsket mig tilbage til København.«
Jytte Hald er til gengæld glad for, at hun ikke er lærer i dag.
»Uha, de ændringer, der er lavet siden min mand og jeg stoppede i 1987. Jeg misunder bestemt ikke de lærere, der underviser i skolen i dag.«
Udfordringer og sygdom
I 1987 stoppede Jytte Hald og hendes mand som lærere. Det var galt med blodomløbet, så han fik amputeret sit ene ben.
»Der gik nogle år frem til 2005, så blev han alvorligt syg. Han ville ikke mere.«
Jytte Hald flyttede derfor hurtigt til sin nuværende andelsbolig, hvor hun har boet de sidste 17-18 år.
Rejser og oplevelser
Sammen med sin ægtefælle nåede hun at se store dele af Europa.
Hun remser op: »Norge, Sverige, Finland - vi stod på ski i Norge i vinterferien, Tyskland, Spanien, Portugal, Grækenland og Italien. Min mand rejste ikke til sidst, så jeg rejste i stedet med en gammel seminariekammerat.«
Hverdagen
Efter hun blev alene, fortsatte Jytte Hald med at holde sig aktiv, men coronaen satte en stopper for den ugentlige svømning i Auning.
Det er hun ked af.
Nu nyder hun hverdagen fra sin hofstol foran fjernsynet og går en tur i ny og næ med rollatoren som støtte.
»Tidligere familie og venner er gået bort. Jeg har min søn og en stedsøn, som bor i Silkeborg, men det er særligt, at man ikke længere kan snakke fælles minder og oplevelser med stort set ingen. De er døde allesammen,« siger hun stille og eftertænksomt.
Refleksioner om døden
Jytte Hald har et roligt forhold til døden.
For Jytte Hald er døden lidt som en gammel ven, der venter tålmodigt ved dørtrinnet, klar til at tage hende med på den sidste rejse.
»Jeg har det godt med, at min fremtid er meget kortere end min fortid. Jeg tager døden roligt. Den vej skal vi alle, og jeg frygter ikke døden.«
Hun ser døden som en naturlig del af livets cyklus, en skygge, der langsomt falder over landskabet, indtil alt bliver stille og fredfyldt.
Fødselsdagen
Den runde fødselsdag skal fejres stille og roligt.
»Der kommer nogle af mine gamle kolleger, som er tilbage til min fødselsdag. Det er ikke ret mange, men det er fint, for så kan jeg høre, hvad de siger,« griner hun højlydt.
Måske borgmesteren kigger forbi? Sikkert. Der er ikke mange som passerer de 100 i hans kommune.
»Jeg glæder mig til at få en hilsen fra Kong Frederik, jeg kan godt lide Frederik.«