Container var fyldt med Carstens kunstværker - nu får de nyt liv: »Jeg er mere imponeret nu, end da han levede«

Det er en bleg morgen i januar, og på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus er det stadig stille, men luften er tyk af forventning.

Om få dage åbner en udstilling, der på én gang er en hyldest og en afsked.

Carsten Poulsen, den aarhusianske maler og mangeårige Vissing-bo, som i næsten et halvt århundrede lod penslen tale for sig, døde i april sidste år.

Hans livsværk samles nu i en retrospektiv udstilling, udvalgt af hans enke, Karin Esmann, og hans nære kollegaer i kunstgruppen Primus, Allan Stochholm og Niels Frank.

Denne udstilling er ikke kun en samling malerier.

Den er et møde med et menneskes sjæl – og en påmindelse om det paradoksale i at sørge over én, mens man samtidigt fejrer hans liv og de spor, han har efterladt.

Forberedelser: Et livsværk på væggene

Carsten Poulsen var ikke en kunstner, der vendte sit blik mod de store verdensbegivenheder eller mytologiske landskaber.

Hans fokus var på det nære, det daglige.

Han malede de mennesker og de steder, han havde kærlighed til. Det nære var hans livs essens, og det blev hans kunst. Hans malerier var aldrig naturalistiske, men de bar altid en form for genkendelighed – en konkret virkelighed set gennem hans øjne.

»Han malede det, der var omkring ham,« fortæller Karin, mens hun går langs væggene, der så småt er fyldt med hendes mands værker.

»Det var landskaberne omkring Vissing, hans familieliv, dørene i hans hus. Jeg kan se ham stå og male dem, fra hans lænestol, fra vores hus i Italien… Alting var tæt på ham, og derfor var hans malerier også så nærværende.«

I udstillingen er det netop disse motiver, der dominerer.

De landskaber, han malede i de rolige stunder i Italien, dørene, der altid inviterede til undren – hvad gemmer der sig bag døren? Og ikke mindst hans skildringer af kroppen, som blev endnu mere nærværende, da han selv blev ramt af Parkinsons sygdom.

Sorgen: Livet gennem kunsten

Forberedelserne til udstillingen har været et både fysisk og følelsesmæssigt arbejde for Karin Esmann og hendes venner i Primus.

»Jeg har været igennem så mange billeder nu. Jeg kender jo hver eneste af dem. Det har været en mærkelig proces,« siger Karin Esmann med et smil, der bærer både sorg og styrke.

»Det har været svært at vælge, hvilke der skulle med. Jeg har mange værker hjemme, og ikke alle kan være med, men det er godt at kunne dele det med verden.«

Allan Stochholm, en af Carsten Poulsens nærmeste kollegaer, reflekterer over den proces, de har været igennem sammen.

»Det er som at samle et livsværk. Når man ser på det hele samlet, forstår man dybden af hans arbejde. Carsten havde altid en idé, en tanke bag hvert maleri. Jeg er glad for, at vi nu kan vise det frem – det er en måde at ære ham på.«

De tre kuratorer har arbejdet tæt sammen om at vælge de billeder, der bedst afspejler Carsten Poulsens kunstneriske rejse. Fra de tidlige abstrakte værker til de senere nøgne kroppe og landskaber.

»Det er en retrospektiv udstilling, hvor vi forsøger at vise udviklingen – men også den røde tråd, der løber igennem hans liv og malerier. Det er meget karakteristisk for ham, at han hele tiden har holdt fast i det figurerende,« forklarer Allan Stochholm.

Karin Esmann ser udstillingen som en måde at ære sin mands liv og arbejde, men det er også en måde at bearbejde den sorg, hun har stået i, siden han gik bort.

»Jeg er mere imponeret nu, end jeg var, da han levede. På en måde er det som at få en ny forståelse af hans værk. Der er så meget, han har efterladt sig, og nu ser jeg det med nye øjne.«

Hun fortæller, hvordan han altid har malet, fordi han ikke kunne lade være.

For Carsten Poulsen var maleriet ikke bare en hobby – det var en nødvendighed. En nødvendighed, der nu bliver en del af hendes helingsproces.

»Det bliver ikke værre af at se hans billeder. Jeg kan stadig mærke ham i dem. Det er en stor glæde at kunne snakke om ham, selvom han ikke er her mere.«

Allan Stochholm nikker og tilføjer.

»Carsten havde en fantastisk evne til at udtrykke følelser gennem sine malerier. Jeg håber, folk vil se det, når de står foran hans værker. De skal forstå, at hans kunst var en del af ham – hans følelser, hans tanker, hans måde at bearbejde verden på.«

Hyldest: Fejringen af en kunstner

Denne udstilling er ikke bare en mindeudstilling.

Det er en fejring.

En fejring af en mand, der ikke blot var en kunstner, men også en ven, en mentor, en ægtemand. For Karin Esmann og Allan Stochholm er det mere end bare en samling af værker – det er en mulighed for at vise verden, hvad Carsten Poulsen har givet dem og mange andre gennem sin kunst.

»Det har været en gave at arbejde med denne udstilling,« siger Allan Stochholm. »Jeg ville gerne have, at Carsten kunne have set det.«

Udstillingen står som en påmindelse om, hvordan kunst kan bringe os tættere på dem, vi har mistet. Hvordan værkerne fortsat kan tale, selv efter at kunstneren er gået. Og hvordan vi kan finde trøst og glæde i at dele det, vi elsker, med andre.

Carsten Poulsen lever videre i sine malerier, i sine landskaber, sine kroppe og sine døre. Og i denne udstilling bliver hans værker endnu en gang vidne til hans liv og den kærlighed, han gav verden gennem sin kunst.

Mindeudstillingen kan opleves allerede nu og frem til 2. marts i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.