Fortsæt til indhold

Få vilde idéer sammen med Opfinderskolen

Kultur og byliv
sra

Fantasi, nytænkning og evnen til at få skæve idéer. Det er noget, som børn er mestre i.

På Museum Østjylland får børn i vinterferien chancen for at udfolde deres kreativitet og få skæve idéer, når børn i alle aldre inviteres indenfor i en sjov workshop. Det skriver museet i en pressemeddelelse.

Ved lange borde på museet kan børnene udtænke, hvordan en fjernstyret bil ser bedst ud og ikke mindst kører bedst. Skal det være en rummelig stationcar til hele familien? Eller måske en lille smart bil, der kan køre virkelig hurtigt? Opfinderskolen står klar som fødselshjælper for alle de gode idéer, så børnene i workshoppen får lavet netop deres drømmebil.

»Vi slår et slag for de gode idéer, for fantasien og for evnen til at tænke på tværs, omvendt og helt skørt,« siger museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

Når børnene har udtænkt en god bil-idé og derefter bygget bilen, skal den selvfølgelig afprøves i praksis. Børnenes nyopfundne bil-designs prøvekøres på en lang forhindringsbane, der er lavet til lejligheden inde i museets udstillingsrum.

Når workshoppene er slut, får børnene selvfølgelig deres designs med hjem.

Opfinderskolen kan besøges mandag 10. februar og tirsdag 11. februar på Museum Østjylland i Kulturhuset. Der er gratis adgang.