Fortsæt til indhold

Årets landsby kåret: »Det viser, hvad vi kan her i byen. Det vidste vi jo godt selv, men nu har andre også fået øjnene op for det«

Smilene er store i driftig og initiativrig landsby, der i et skarpt felt af stærke og initiativrige landsbyer løb med titlen som Årets Landsby 2025 og 10.000 kroner.

Kultur og byliv

»Det er så fantastisk. Jeg har haft armene oppe i de halvanden uge, jeg har vidst det. Det viser, hvad vi kan her i byen. Det vidste vi jo godt selv, men nu har andre også fået øjnene op for det, og vi er superglade for den anerkendelse,« lyder det fra en glad Søren Glasius fra Borgerforeningen Gl. Rye, efter Landsbyfællesskabet fredag offentliggjorde, at landsbyen løber med titlen som Årets Landsby 2025 i Skanderborg Kommune.

Med prisen følger 10.000 kroner, som overrækkes 2. marts ved Borgerforeningen Gl. Ryes store fastelavnsfest.

»Vi har da gjort os nogle tanker om, hvad pengene skal bruges til, men endnu ikke lagt os fast på noget bestemt. Men det bliver helt sikkert noget, der kommer byens borgere tilgode,« understreger Søren Glasius.

Gl. Rye går nu videre i forløbet om at blive Årets Landsby i Region Midtjylland. Her er der mulighed for at vinde 150.000 kroner.

»Kommunen spurgte os, om vi ville indstilles til den regionale pris, og det vil vi naturligvis gerne, også selv om det kom til at kræve noget ekstra arbejde med ansøgningen. Det har vi allerede styr på og den er sendt afsted.«

Stærkt fællesskab

Det er det stærke fællesskab og engagement i foreningslivet, der nu har sikret Gl. Rye titlen som Årets Landsby.

Gl. Rye Mountainbike Klub er netop kåret som Årets Idrætsforening 2024, blandt andet for sit målrettede arbejde med at trække unge mennesker ind i et inkluderende fællesskab omkring motion og natur.

Borgerforeningen står bag den årlige juletræstænding, fastelavnsfesten og tilløbsstykket Running Dinner, hvor over en tredjedel af byens voksne borgere deltager. Foto: Borgerforeningen i Gl. Rye

Idrætsforeningen GRIF har gang i en omfattende renovering af klubhuset og får hjælp fra frivillige borgere. GRIF oplever en markant medlemstilgang og har desuden succes med fællesspisning hvert kvartal, hvor over 100 borgere samles om måltid og samvær.

Borgerforeningen står bag den årlige fastelavnsfest og juletræstænding og står også bag det årlige højdepunkt Running Dinner, hvor en stor del af landsbyens borgere mødes til middag hos hinanden. Værterne kender ikke gæsterne på forhånd, og gæsterne får først lige inden arrangementet at vide, hvor de skal spise forret og siden hovedret. Aftenen rundes af med en stor fælles fest i byens hal, hvor alle værter og gæster mødes.

Et nyt initiativ er Foreningen Bageriet, der udsprang af et ønske om at få et bageri til byen med friskbagt kvalitetsbrød. Bageriet er drevet af frivillige og foreningen har på kort tid skabt et kulturelt og socialt mødested i Gl. Rye med plads til snak over kaffen og aktiviteter som foredrag, små koncerter, ferniseringer, bogklub, og vinsmagning.

Det er fuldt fortjent, at Gl. Rye i år vinder titlen som Årets Landsby 2025 i Skanderborg Kommune. Jeg er dybt imponeret over dét aktivitetsniveau, Gl. Rye lægger for dagen
Helene Simoni Thorup, Landsbyfællesskabet

Bageriet står også bag Gl. Ryes fælles sommerferie i uge 30, hvor landsbyens beboere byder ind med aktiviteter, hvor alle kan deltage fra morgensang til kreative workshop, minigolf i private haver og fællesspisning.

Vandt også i 2017

»Det er fuldt fortjent, at Gl. Rye i år vinder titlen som Årets Landsby 2025 i Skanderborg Kommune. Jeg er dybt imponeret over dét aktivitetsniveau, Gl. Rye lægger for dagen. Gl. Rye er et levende bevis på, hvad et stærkt fællesskab kan udrette. Sådan et fællesskab, kommer ikke af sig selv. Det kræver folk, som i bund og grund vil hinanden – og som har viljen og evnen til at tage fat, få mange med og samarbejde på tværs, med det formål for øje at skabe et bedre lokalsamfund for alle,« siger Helene Simoni Thorup, der er formand for Landsbyfællesskabet.

Nye borgere i Gl. Rye bydes velkommen med en særlig gavekurv. Foto: Borgerforeningen i Gl. Rye

»Samtidig har Gl. Rye evnet at holde liv i det gamle – for eksempel byens imponerende blad ’Aktuelt i Gl. Rye’ og Møllelaugets mange aktiviteter – men også at sætte mange nye skibe i søen, som det nye kreative mødested ’Bageriet’. Derudover arbejder lokalsamfundet målrettet med byens fremtidige udvikling. Det er dybt imponerende og inspirerende,« understreger hun.

Også Tage Nielsen, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, er imponeret over Gl. Ryes mange foreninger, der drives af borgere, som gerne vil gøre en forskel i deres by.

»Vi anerkender og fejrer Gl. Rye for deres enorme arbejde for foreningslivet. I Gl. Rye mødes folk på kryds og tværs gennem mange forskellige aktiviteter og arrangementer drevet af frivillige borgere,« siger han.

Det er anden gang, at Gl. Rye vinder prisen som Årets Landsby i Skanderborg. Landsbyen løb også med titlen i 2017.