»Hvad er meningen? Meningen er, at vi skal være lys og håb i hinandens liv«

Hvad er meningen med livet?

Det spørgsmål har sikkert mange svar, men søger vi i evangeliet, er det meget klart: Meningen er, at vi skal være lys og håb i hinandens liv.

Det kan også siges mere poetisk, som Steen Kaalø gør i salmen ”Gå i mørket med lyset”:

»Gå for andre med håbet.

Gå mellem skred og fald.

Gå i flakkende skygger.

Gå – mærk, at vi skal!

Gå i mørket med lyset.

Gå i visheden om

ikke at gå alene.

Gå med lyset. Kom!«

Nu kan man med god grund spørge, om det altid er så let og enkelt, som det umiddelbart lyder. Der kan jo være mange grunde til, at man ikke føler, man har overskud eller kræfter til at være lys i andres liv. Måske har man nok at gøre med blot at holde blus på sit eget lys.

Men evangeliets glædelige budskab til os er, at det brændstof, vi har brug for til at holde blus på vores eget lys – og endda have rigeligt at dele med andre – ikke er noget, vi selv skal præstere.

Det rækkes os nemlig kvit og frit, når vi søger hen, hvor det livgivende brændstof skænkes og har sin kilde. Nemlig til Gud – han, som er ophav og kilde til al lys og kærlighed.

Derfor er vi så heldige at have kirkehuse, med deres ritualer, ord, salmer og musik. For her kommer Gud os i møde: Når han overøser os med livets og håbets vand i dåben. Når han baner sig vej helt ind i kroppen på os med kærlighedens og tilgivelsens brød og vin i nadveren. Og når han skænker os troen gennem ordene og musikken, vi hører, og salmerne, vi synger.

Ja, her møder Gud os. Hvis vi vover at åbne os, kan han åbenbare sig for alle vores sanser, så vi fyldt med lethed og frimodighed kan rejse os, gå ud i hverdagen og møde det liv, der er vores – og bære glædens blus til andre. Alt sammen i visheden om, at vi ikke går alene, eller selv skal magte og klare alting. For Gud er der – selvsagt – også.