Fortsæt til indhold

Vintage-tøj og smykker åbner sammen i en ny butik i Graven

Ifølge indehaverne er Refashion Factory og DetPynter et perfekt vintage-match.

Kultur og byliv

To af byens vintagebutikker samler sig nu til en, som man finde midt i en af byens mest populære gader: Graven.

Refashion Factory har siden oktober holdt til i Kunsthus Tese, der også ligger i Graven. Der har Simone Wohlert, som driver butikken, forhandlet kurateret vintagetøj og redesignet tøj og accessories af lokale designere.

Elina Munk og Simone Wohlert inviterer til åbning af: Refashion Factory X Detpynter. Det sker lørdag 1. februar klokken 12-18. Pressefoto

I kunsthuset mødte Simone Wohlert kvinden bag Detpynter, Elina Munk. Hun driver en online webshop, der forhandler restaurerede vintagesmykker.

De to kvinders samarbejdet viste sig fra dag ét at have et stort potentiale.

»Vi har oplevet at begge vores koncepter opfylder et efterspurgt behov for en bred og varieret kundeskare i Aarhus - for ikke at tale om de redesignere og recrafters der gennem butikken får mulighed for at fremvise deres talenter,« siger Elina Munk, der er grundlægger af Detpynter.

Derfor greb de to chancen, da Meso Vin opsagde lejemålet i Graven 23 st. tv., hvor de nu sammen åbner en opgraderet version af Refashion Factory og Detpynter.

Den nye butik hedder Refashion Factory X DetPynter. Den forhandler vintage-tøj og -smykker. Og så afholder den workshops. Pressefoto

Kom med til workshop

Foruden selve butikslokalet, er der smykkeværksted, hvor kunderne har mulighed for at deltage i redesign- og smykke workshops.

Den første workshop finder sted allerede 13. Februar fra klokken 17 - 20. Den er i samarbejde med smykkebrandet Glasstyk.

I Refashion Factory kan man leje unika design som denne kjole. Det gjorde Simone Vohlert selv, da hun blev gift i august. Foto: Tahmasbi

De nye rammer skaber grobund for et større udvalg af både Detpynter’s vintagesmykker og Refashion Factorys vintage- og redesignede tøj, samt større synlighed og tilgængelighed for bæredygtig mode i Aarhus.

De to iværksættere inviterer til åbning af Refashion Factory X Detpynter 1. februar klokken 12-18.

De byder på en kold forfriskning og hygge. Gode venner fra den japansk inspirerede pladebutik Basho vender plader, og i dagens anledning tager lækre vinyler med til salg.