Publikum strømmer til: Thure Lindhart ville aldrig mere spille teater, men måtte bare sige ja til hovedrolle i Aarhus

Efter sin monstersucces med ”Erasmus Montanus”, der har vundet tre Reumert-priser og solgt mere end 100.000 teaterbilletter, har Christian Lollike kastet sig over ”Jeppe på bjerget”.

Filmstjernen Thure Lindhart ville aldrig mere spille teater og da slet ikke Holberg, som han ikke kan lide. Men han har alligevel sagt ja til hovedrollen på Aarhus Teater, fordi han kender Christian Lollike og har stor respekt for hans arbejde.

»Han er det allerbedste, vi har. Han udfordrer os, og han tvinger os til at tænke. Det virker, som om han er ret ligeglad med, om vi kan lide det eller ej,« ler Thure Lindhart, så det runger i teaterets buer.

»Lollikes version af stykket er flabet, modig og har noget på herte. Han er ikke bange for at vride vrangen ud på tingene. Og det synes jeg er dejligt befriende,« siger Thure Lindhart om ”Jeppe på bjerget”, der på forhånd er stort set udsolgt på Aarhus Teater.

22.000 billetter er solgt, så der er 600 tilbage til dem, der kommer først.

Bruger humor i tragedien

Jeppe er gennem tiden blevet spillet på et hav af måder, men den garvede skuespiller gør det på helt sin egen ved pressevisningen på Aarhus Teater.

Netop som han vågner helt forvirret i baronens forgyldte seng klædt i guld fra top til tå, slutter Christian Lollike scenen med et ja tak. Men Thure Lindhart bliver i rollen.

Han blinker, stirrer og tror ikke sine egne øjne. Den klassiske replik i den situation er: Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Men skuespilleren improviserede:

»Nej, nu må I sgu holde op, altså. Er det ikke den samlede verdens presse, der er til stede?« siger Jeppe med store vantro øjne og til stor underholdning for pressekorpset, der ved denne anledning er ekstra stort.

Da der senere opstår ventetid, mens Thure Lindhart ligger på gulvet som en livløs og døddrukken Jeppe, løfter han hovedet.

»Det er tredje gang, at jeg ligger her stangstiv. Jeg har et fantastisk job,« siger han med et kæmpe grin, der afslører hans karakteristiske mellemrum mellem fortænderne.

Har spillet over for Tom Hanks

Han springer ubesværet fra at være i intense scener, hvor Jeppe lider, til hurtigt at gå ud af dem igen og være en underholdende Thure Lindhart.

»Når du går ind i de rum, der er meget følelsesmæssige, er det også vigtigt, at du går ud igen, ellers kan du blive bims, hvis du hele tiden skal rende rundt i smerte, PTSD og traumer,« forklarer han bagefter, da vi får en snak med stjerneskuespilleren.

Han har bl.a. spillet over for Tom Hanks i ”Engle og Dæmoner” og sammen med Dwayne Johnson – med tilnavnet The Rock i – ”Fast & Furious 6”. I Danmark har han været med i film som ”Flammen og Citronen”, ”Blå Mænd” og ”Pelle Erobreren” plus en lang række danske og tyske tv-serier og meget, meget mere.

Der er ingen tvivl om, at den erfarne mand er godt tilpas i rollen og blandt kollegerne på Aarhus Teater, selvom det er første gang, at han er med på holdet i Aarhus, og fem år siden, at han sidst spillede teater.

»Jeg har aldrig brudt mig om Holberg. Jeg synes, at han udleverer sine roller, og det kan jeg ikke lide. Jeg har spillet Erasmus Montanus og brød mig faktisk ikke om det. Men det er helt anderledes med Jeppe, for ham tager Holberg i forsvar, og man er ikke i tvivl om, at han kender og elsker Jeppe,« siger Thure Lindhart.

Og det har han til fælles med gode gamle Holberg, der blev født i 1684.

»Jeg elsker Jeppe og forstår ham. Ikke intellektuelt, men min krop gør. Jeg kan ikke lade være med at holde af ham, selvom han var forfærdelig,« ler Thure Lindhart, som stadig er klædt i en guldkåbe, der skjuler Jeppes rå tatoveringer, der breder sig på hele overkroppen.

Han fortæller, at han i går gik forbi fire Jepper, der sad på et af Aarhus’ brune værtshuse og snakkede, skændtes og grinede og var i deres fællesskab. Sådan et, som vi alle jo brug for – også Jeppe. For Jeppes kone tæsker ham, ridefogeden er efter ham, og degnen gør ham til hanrej.

»Hans ægteskab, der bør være trygt, er en krig. Hans chef fører krig, og ham, der skulle være et helligt frirum, går i seng med hans kone,« siger dette stykkes Jeppe.

Jeppe er ikke uduelig

I flere hundrede år har vi grinet og moret os over den fordrukne og håbløse Jeppe, som bliver offer for en grovkornet spøg, da baronen lader den alt for ofte døddrukne bonde vågne på slottet i baronens seng. Det får Jeppe til at tvivle på, om han egentlig er vågen? Eller om han er død?

Et meget kendt citat fra komedien er i årtier blevet gentaget igen og igen: »Alle taler om, at Jeppe drikker – men ingen taler om hvorfor.«

Christian Lollike påpeger, at Jeppe i stykket rent faktisk selv svarer på, hvorfor han drikker: Han drikker, fordi han har været i krig.

Derfor er Jeppe a la Lollike en veteran, der lider af PTSD efter 10 år i krigstjeneste. Og det er omdrejningspunktet i ”Jeppe på bjerget” 2.0.

Her er han ikke bare en uduelig bonde og doven slyngel, men en martret mand, der har gjort tjeneste i krigshærgede områder og i dag stadig er i krig – med sig selv.

Krigstraumer og dæmoner hjemsøger Jeppe og dukker op på scenen i form af Holstebro Dansekompagnis utrolig dygtige dansere.

Det 303 år gamle stykke foregår på Aarhus Teater i nutiden. Jeppes ydmyge hytte, Jacob Skomagers værtshus og baronens herregård er erstattet af et storbymiljø i en ekspressionistisk farveskala fuld af rødt, hvidt, blåt og rigtig meget guld.

På drejescenen er det moderne barmiljø og baronens gemakker, ikke tilfældigt, bagsiden af Nille og Jeppes hjem, som i højere grad er Nilles horehus end et hjem.

Nilles pisk, ”Mester Erik”, er erstattet af en revolver, som hun skyder op i luften, så Jeppes krigstraumer reaktiveres for fuld udblæsning.

Har spillet 1.073 gange

Jeppe drikker sig i hegnet, præcis som han har gjort det 1.073 gange før. Så mange gange er stykket blevet spillet på Aarhus Teater. Også denne gang bliver han samlet op af baronen og hans mænd, der finder ham bevidstløs på gaden.

»Det er jo flaske-Jeppe. Soldaten. Han er garanteret fædrelandselskende, fascistoid, nationalistisk og dybt alkoholiseret. Er det ikke manden, vi alle hader? Føj, hvor er han læææækker. Ham må vi kunne tappe for traumer,« siger baronen i form af Jacob Madsen Kvols.

Han er en dekadent figur, der udtænker private og overgrebsagtige realityshows. Under dække af at lave stor kunst gør baronen den intetanende Jeppe til en slags stjerne.

»Vi vil undersøge, om man virkelig har et jeg. Eller om man kan være en anden? Kan man ændre et menneske ved at flytte det i tid og rum? Vi transporterer ham tilbage i tiden til engang, hvor han var den privilegerede,« siger baronen begejstret.

Og så går det løs ...

”Jeppe på bjerget” har premiere på Aarhus Teater 6. februar og spiller til 13. marts.