Otte udstillinger venter i Baunhøj Mølle
Årsprogrammet er lagt og året byder på mange varianter af kunst.
Baunhøj Mølles årsprogram er nu trykt og kan hentes på bibliotekerne. Samtidig kan det hentes i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa og hos Norddjurs Kommune i Glesborg og Allingaabro.
Programmet beskriver otte alsidige kunstudstillinger, og den første udstilling åbner fredag 14. februar. Kunstnerne er Yoko Meinertz, Johanne Rye Kjer og Susan Ogstrup, som alle er nyuddannede fra Aarhus Kunstakademi.
Forårsudstillingen i marts/april er den traditionelle udstilling med de lokale kunstnere fra gruppen Nordkant - Ketty Steffensen, Ole Stenholm, Aase og Troels Kvorning, Vidar Utvik, Bente Lyhne, Bent Vinkler, Katja Herrik og Trine Brix. Kika Møller er gæsteudstiller.
Derefter følger seks meget forskellige udstillinger resten af året. Her kan nævnes de lokale kunstnere fra Norddjurs og Syddjurs, billedkunstner Lars Kalmar Kastanje og keramiker Lars Ibsen, som fra 8. februar udstiller på Fåborg Museum inden de 28. maj åbner i møllen. Duoen Lars og Lars har udstillet sammen mange steder siden 2017, hvor de startede på Tinghuset i Ebeltoft. Lars Kalmar Kastanje har tidligere udstillet i møllen, men det er første gang at de udstiller sammen her.
Fire til hver
Møllelauget tilrettelægger fire årlige udstillinger, og Grenaa Kunst- og Musikforening tilrettelægger også fire årlige udstillinger.
»Mange turister besøger møllen, de fleste i sommertiden, som i år er fra 30. marts til 26. oktober, og vi håber på passende vind, så mølleriet kan arbejde og vingerne dreje rundt hver søndag eftermiddag. Mølleriet betjenes af 16 frivillige møllersvende, som gerne vil have nye kolleger, så hvis du har lyst til at være med i et hyggeligt fællesskab omkring en hollandsk vindmølle, er du mere end velkommen,» siger Birgit Purup, der er formand for Baunhøj Mølle.
Årets højdepunkt for møllerne i Danmark er Dansk Mølledag, som altid er den tredje søndag i juni, i år er det 15. juni, hvor mange af Danmarks vind- og vandmøller er åbne med aktiviteter. Siden møllernes storhedstid i 1800-tallet er mange af de markante bygninger forsvundet, og der er nu mindre end 300 tilbage på landsplan.
»I Grenaa er vi så heldige at have en flot, hollandsk vindmølle på toppen af Baunhøj som byens vartegn. Arbejdet med at planlægge mølledagen er i gang. Vi vil gerne have besøg - der er altid gratis adgang,« lyder det fra Birgit Purup.