Her havde fru Salling egen butik: Nu må efterfølger dreje nøglen som andre på Strøget
Fru Salling havde i 1960'erne en modebutik i lokalerne. I næsten 40 år har det været en garnbutik, som nu må lukke.
Lene Hedegaard har efter 17 år som indehaver af Garnlageret i Rosenkrantzgade taget en beslutning om at lukke butikken, selv om den skulle have haft 40 års jubilæum som garnbutik i august.
Det sker næsten samtidig med at Paw Sko og Holst Sko på Strøget lukker efter henholdsvis 51 og 28 år.
»Her kommer simpelthen ikke kunder nok,« er Lene Hedegaards helt korte begrundelse for at hendes butik, der er nabo til Strøget, giver op.
»Det er rigtig træls for byen, for jeg synes, at den har brug for sådan en all round og helt nede på jorden butik som denne her. Og så er det en butik med en lang historie,« fortsætter hun.
Lene Hedegaard viser et foto fra Aarhus Stadsarkiv taget i 1938, hvor Harmsens Handskefabrik holdt til i lokalerne i nr. 31.
»Jeg har haft en kunde, der har været i lære der, og som kom for at købe garn. Det var vikelig sjovt,« fortæller hun.
Der er også et foto fra 1960’erne, hvor man ser Sallings udstillingsvinduer på hjørnet af Rosenkrantzgade loige ved siden af den butik, som i dag er Garnlageret. Dengang var det en tøjforretning, som kunsteren Sys Brammer drev. Hun blev gift med Herman Salling i 1958, efter at hans første kone, Lissi Petersen, døde i barselsseng med parrets barn i 1952.
De brølende 1960’ere havde gjort deres indtog, og Sys Brammer gik i sin mands fodspor. Hendes modebutik hed: Hos Sys. Den var til voksne piger, som der stod i en annonce i september 1967, hvor åbningen blev annonceret.
Historien fortæller ikke, hvornår Sys Brammer lukkede mpodebutikken, men hun blev skilt fra Herman Salling i 1976.
I 1985 rykkede det dengang kendte Grønhøj Garn ind på adressen, og 15. august 1988 blev det til Garnlageret.
Der er siden gået mange garnnøgler, strikkepinde og opskrifter over disken i den hyggelige butik med trægulve og gammel købmandsdisk.
»Vores storhedstid var i slutningen af 00’erne, hvor den økonomiske krise var over os, og alle blev nervøse. Det fik folk til at strikke. Både dem, der kunne, og dem, der skulle lære det. Vi havde sindssygt travlt,« husker Lene Hedegaard.
Travlheden gik lidt efter lidt i sig selv igen, og der blev mere stille. Siden kom corona-nedlukningen, som var en meget hård periode.
»Vi er aldrig kommet tilbage efter det. Jeg har rigtig mange stamkunder, og der kommer nye til, men det er ikke nok. Garnlageret har en velfungerende netbutik, men den er heller ikke travl,« fastslår Lene Hedegaard.
Der er mindst 10 garnbutikker i Aarhus, men selv om de har et rigtig godt samarbejde, er der hård konkurrence om kunderne.
Mens vi taler med Lene Hedegaard i garnbutikken, kommer en ung pige ind og spørger om råd til at finde det helt rigtige garn.
»City Stoffer sagde til mig, at jeg skulle gå herhen til dig for at finde det, jeg mangler,« forklarer hun og bekræfter det gode samarbejde mellem byens garnbutikker.
Men det er ikke nok til at redde Garnlageret.
»Jeg har ikke været hurtig nok til at komme på de sociale medier. Det interesserer mig ikke, så jeg har ikke været med i front. I dag har jeg ansat en, der styrer Facebook og Instagram for mig, men det skulle jeg have gjort mere ved noget før,« mener den 61-årige butiksindehaver, der har en fortid som sagsbehandler i en a-kasse.
For 17 år siden ville hun gerne noget helt andet, og nu er hun klar til at skifte spor igen.
»For mig personligt er det egentlig ok at lukke butikken, selv om det er ærgerligt. Jeg trænger til at arbejde med noget andet,« fastslår hun.
Garnlageret begynder sit ophørsudsalg 1. marts, og Lene Hedegaard håber at sælge så meget ud, at hun kan lukke en måned eller to derefter.