Var tæt på at give op - men så bippede den: Nu er vildt guldfund med på top 10
Et unikt guldfund på en mark ved Højlund Boes er med på årets Top 10 over de mest spektakulære arkæologiske fund i 2024.
Da to unge detektorførere sidste vinter i bidende kulde gik over en pløjemark ved Boes i Skanderborg, forestillede de sig næppe, at de få minutter senere ville gøre et spektakulært guldfund. Faktisk var de på grund af kulden og den bidende blæst på nippet til at opgive, for at komme tilbage en anden dag.
Alligevel blev de enige om lige at tage fem-ti minutter mere. Det kom de ikke til at fortryde, for få minutter senerer gav den enes detektor udslag. I mulden omkring ham lå et tre centimeter langt velbevaret guldsmykke – en guldberlok – begravet sammen med et fragment af en sølvfibel samt utallige dråber af smeltet sølv.
Deres fund er nu med på Slots- og Kulturstyrelsens Top 10 over de mest spektakulære arkæologiske fund i 2024.
»Genstandene er formentlig kommet frem under efterårets pløjning, og det var lidt af et lykketræf, at de to mænd valgte at søge på netop den mark. Blot et par pløjesæsoner mere ville have ødelagt genstandene og de anlæg længere nede i mulden, som de stammede fra,« fortæller Ejvind Hertz, der er leder af Museum Skanderborgs arkæologiske afdeling.
Det er et helt unikt og utrolig sjældent fund. Vi har tidligere i vores område fundet fragmenter, men den her var utrolig fin. Der var jo næsen ikke en bule i den. At finde sådan et helt fint velbevaret eksemplar er meget sjældentEjvind Hertz, Museum Skanderborg
De to detektorførere er en del af Detektorgruppen Skanderborg, som Museum Skanderborg har ansvaret for. De vidste derfor godt, hvor vigtigt det var, at gå forsigtigt til værks. Hurtigt kontaktede de Ejvind Hertz, der var på vej hjem på weekend, men i stedet skyndte sig til Boes.
»De havde fundet den her guldberlok. Det er et helt unikt og utrolig sjældent fund. Vi har tidligere i vores område fundet fragmenter, men den her var utrolig fin. Der var jo næsen ikke en bule i den. At finde sådan et helt fint velbevaret eksemplar er meget sjældent,« understreger Ejvind Hertz.
Museum Skanderborg foretog med penge fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter en skattefundsudgravning samt en mindre forundersøgelse på marken.
Udgravningerne afslørede, at genstandene stammede fra en lille nedgravning, hvori der stadig lå genstande i deres oprindelige placering. Ud over guldberlokken og sølvfibelen blev der fundet to sølvbægre, fragmenter af to pragtfibler i sølv med guldindlægning, en sølvfingerring med indfatning, mindst to bennåle samt cirka 250 gram dråber af smeltet sølv.
Alt, på nær guldberlokken, er ildpåvirket, og de mange små metaldråber formodes at stamme fra de smeltede sølvbægre, hvoraf kun fødderne og en smule rand er bevaret i den oprindelige form. Alle genstandene er dateret til 70-170 e. Kr. – det, der også er kendt som ældre romersk jernalder.
Mens guldberlokken er fremstillet af lokale guldsmede, så er sølvbægrene importeret fra Romerriget og kan have været gaver til en fyrste ved Boes. I forvejen kendes der kun ganske få romerske sølvbægre i Danmark, men der hvor de optræder, forekommer de parvis, netop som her i Boes.
»Det interessante spørgsmål er, hvorfor disse pragtgenstande lå netop her på marken i Boes,« understreger Ejvind Hertz.
Yderligere udgravninger på marken har vist, at genstandene lå på en gravplads fra den sene del af ældre og den tidlige del af yngre romerske jernalder. I alt blev der fundet 16 jordfæstegrave og to urnegrave.
En af de ældste grave var en jordfæstegrav fra slutningen af ældre romersk jernalder, hvori der var nedsat 11 lerkar og flere jerngenstande. Oveni denne ældste grav lå en yngre, men stærkt nedpløjet grav med spor efter en importeret, stavbygget spand med bronzebeslag, en guldring, glasperler og flere sølv- og bronzegenstande, som endnu ikke er undersøgt.
Ifølge Ejvind Hertz tyder fundenes karakter samt placeringen nær gravpladsen på, at der er tale om rester fra en fyrstebegravelse. Fundet bidrager med væsentlige oplysninger om en hidtil ukendt og rig, østjysk fyrsteslægt - en fyrsteslægt med gode sydlandske forbindelser i romersk jernalder.