Byens centrale torv bliver tømt: Hvad sker der?
Aarhus Kommune har ryddet Bispetorvet, der ligger øde hen.
I disse dage fjerner Aarhus Kommune de sidste stumper af træerne, træterrasserne og de grønne skråninger på Bispetorvet, der ligger øde hen.
En lille grøn oase med få nøgne stammer står tilbage i den ende, der ligger ved Clemens Torv.
Pressekonsulent for Teknik og Miljø, Anders Lai, har forklaret Din Avis Aarhus Onsdag, at trækonstruktionen kun var tænkt som midlertidig, da den blev sat op i 2015.
Der er siden blevet skiftet brædder og lappet huller, men små reparationerne er ikke længere nok, der skal noget mere grundlæggende til.
Samtidig havde belysningen Light Line kabelfejl, og armaturerne ville ikke holde særligt meget længere. Båndene var desuden installeret i den udtjente trækonstruktion. Derfor er Light Line fjernet, hvilket giver en årlig besparelse på cirka 28.000 kroner.
Aarhus Kommunes ”Vi Udvikler Aarhus” skrev i begyndelsen af januar på Facebook, at man nu gik i gang med at rydde torvet.
»Vi fjerner alt langs Kannikegade, mens konstruktionerne mod Sankt Clemens Torv ved rytterstatuen og mod Skolegade-krydser får lov at blive. Det er endnu ikke besluttet, om noget erstatter det, vi fjerner,« står der.
Aarhus Kommune arbejder løbende med at skabe grønne byrum og er lige nu i gang med sådan et på Fredens Torv. Men der er altså endnu ikke besluttet at gøre noget af den slags på den centrale plads mellem Aarhus Domkirke og Aarhus Teater.
Det seneste forslag, der har været oppe at vende, er at etablere et vikingemuseum på Bispetorvet i samarbejde med Moesgaard Museum. Tanken er, at det netop var her, at vikingerne grundlagde byen Aros i sin tid, men det har fået en blandet modtagelse.
Det næste, der sker, er at Moesgaard på et tidspunkt skal i gang med nogle forskningsudgravninger.
Vi følger sagen om byens centrale og meget tomme torv.