Fortsæt til indhold

Clara flyttede alene fra Aarhus til København som 13-årig for at følge sin drøm: »Jeg har aldrig fortrudt det«

I denne uge var balletdanser Clara Adrian tilbage i sin hjemby, hvor hun skulle opføre "Ballet De Luxe" i Musikhuset Aarhus.

Kultur og byliv

Tirsdag morgen møder vi Clara Adrian, der netop er hjemvendt til Aarhus for enkelt dag. Hun venter spændt på, at det er premieredagen for hendes første turné. Men det er kun enkelt dag, at hun får lov til at danse i de hjemlige rammer.

Rejsen til at blive balletdanser startede helt tilbage ved Clara Adrians 12-års fødselsdag. Der fik hun en helt særlig gave. Hun blev optaget på Talentholdet på Balletakademiet i Aarhus. Siden barnsben har hun drømt om at blive optaget.

Sommerferien efter 6. klasse blev anderledes for Clara Adrian. Her fik hun muligheden for at flytte til København. Hun pakkede hele sit liv sammen og flyttede langt væk fra familien, som blev boende i Aarhus.

Det var svært for Clara Adrian at skulle undvære sin familie. Hun har dog aldrig fortrudt, at hun flyttede i en ung alder for at blive balletdanser.

Væk fra trygheden

Da Clara Adrians drøm gik i opfyldelse, var det ikke et svært valg at flytte fra Aarhus og familien. Den unikke mulighed opvejede det hele, og hun var klar på at kaste sig ud i nye udfordringer.

»I begyndelsen var jeg vildt opslugt af det hele. Både af nye venner, balletskolen og København. Jeg så mig ikke tilbage. Det var først efter et stykke tid, at jeg kunne mærke savnet til min familie. Men det kom lidt i perioder,« siger Clara Adrian.

Der var særligt et tidspunkt, hvor savnet var størst.

»Jeg havde en periode, hvor jeg havde en skade i foden og ikke kunne danse. På det tidspunkt var det svært at undvære min familie.«

Når man som balletdanser er skadet og ikke kan deltage i træningen, kan man risikere at komme uden for fællesskabet.

»Mine forældre var gode til at være der for mig, og min mor kom meget over til København i den periode.«

Det er langtfra den eneste skade, Clara Adrian har fået. For dansen slider på kroppen. Det anbefales, at balletdansere skal gå på pension eller skifte erhverv, senest når de er 40 år. Indtil da er der fysioterapeuter, som hjælper med at forebygge skader for danserne, forklarer hun.

Selvom det ikke var et svært valg for Clara Adrian at skulle flytte, var det sværere for hendes forældre at sende hende afsted. Privatfoto

Et anderledes arbejdsliv

I dag går det langt bedre med hendes fod. Selvom hun har haft skader siden, har det ikke sat begrænsninger for hendes videre karriere.

Hendes hverdag er dog anderledes end andre jævnaldrendes. Hun har ikke meget fritid, især ikke når hun er på turné som i denne uge eller har mange forestillinger i træk.

»Jeg elsker mit job. Formen er som regel den samme med at øve en forestilling og så vise den. Men samtidig er der ikke nogen perioder, som er ens, fordi vi opfører forskellige forestillinger,« siger Clara Adrian.

Det har krævet hårdt arbejde for Clara Adrian at nå hertil, hvor hun er i dag. Selvom balletdanser er et tidskrævende erhverv, ønsker hun bestemt ikke at ændre på det.

»Jeg kan godt savne at have mere fritid, men jeg synes helt klart, at det er det hele værd.«

Fællesskab på tværs

I denne uge glædede hun sig til at vise ”Ballet De Luxe”, der består af flere små stykker.

»Jeg har måske lidt ekstra nerver på, når det er premieredagen. Men jeg har danset stykket før, så jeg glæder mig også. Det er en af mine yndlings.«

Hun er en del af stykket ”Etudes”, der er koreograferet af danskeren Harald Lander. Den handler om den tekniske rejse, man er på som danser.

»Det bedste ved forestillingerne er, at man får en følelse af sammenhold. Man skal være god til at holde øje med ens kollegaer, hvordan de andre står, og om vi udfører dansen på samme måde,« siger Clara Adrian.

Danserne bliver gode til at samarbejde, især fordi de bruger meget tid sammen. Selvom der kun er seks dansere tilbage fra Clara Adrians årgang, har de et stærkt sammenhold på trods af aldersforskellen mellem danserne.

Clara Adrian var heldig at få en fastansættelse ved Den Kongelige Ballet tilbage i 2023. Her har hun 70-90 kollegaer i forskellige aldre op til 40 år. En stor styrke for hende er, at hun kan lære af erfarne dansere.

Clara Adrian har danset, siden hun var tre år gammel. Foto: Josephine Emborg

Deadline for karrieren

Clara Adrian er i dag 20 år gammel. Hun har en del år tilbage som balletdanser. Hvis hun skal følge kravene og stoppe som 40-årig, er hun ikke i tvivl om, at hun ønsker at fortsætte i et andet erhverv.

»Lige nu vil jeg nyde at arbejde som balletdanser og arbejde hen imod større roller. Jeg har mange drømme. Generelt vil jeg gerne prøve at få nogle af de store titelroller, men jeg synes også, at de mindre mimiske roller er interessante.«

Selvom det var en omvæltning at flytte til København, så er byen blevet mere hjemlig for Clara Adrian i dag. Hun er i tvivl, om hun overhovedet flytter tilbage til Aarhus. Men hun er ikke i tvivl om, at hun skal fortsætte karrieren, når tiden rinder ud for balletten. Men hvad vil hun arbejde med, når det er slut med ballet?

»Noget, som måske slet ikke har med dans at gøre. Jeg har jo stadig 30 år tilbage på arbejdsmarkedet til den tid. Så jeg tror, at jeg vil lave noget helt andet,« afslutter Clara Adrian.