Vildfaren tjener dukker op i Aarhus i en Reumert-nomineret satire
Forestillingen Restaurant Europa gæster Teater Katapult i februar med sin hudflettende satire.
På den hæderkronede restaurant omgivet af krystalkarafler, stivede duge og et farverigt klientel af forretningsfolk møder du den aldrende tjener, der med pedantisk stolthed holder de gamle traditioner i hævd. Stedets personale er lige så broget: en alkoholiseret kok, en lidt for ærlig barchef og en halvdøv huspianist. Og en dag gør nye kunder deres entré og vender op og ned på den etablerede orden. De bestiller sære svampe og drikker espresso af tekopper. Kort sagt: Katastrofe!
Sådan beskrives forestillingen Restaurant Europa i en pressemeddelelse fra Teater Katapult, der får besøg af forestillingen 19. og 20. februar.
I hovedrollen som den aldrende tjener finder du Jacque Lauritsen, der i 2023 blev nomineret til en Reumert for sin præstation.
Restaurant Europa er en hudflettende satire over et kontinent med værdier i skred. Et signalement af en kultur, der bryster sig af fordums storhed, men reelt er ved at krakelere bag en sminket facade. Forestillingen er en dramatisering af romanen The Hills fra 2017 af den fremtrædende norske forfatter Matias Faldbakken og er udgivet i 16 lande.
Forestillingen kan opleves på Teater Katapults store scene, Black Box, på Godsbanen i Aarhus.
Billetter kan købes via katapult.dk.