Til kamp for ny café: Vil du hjælpe til?
Kulturhus lægger lokaler til en ny café med grønt formål.
Hammel fik en tilbage i efteråret 2021. Hinnerup fulgte efter og oprettede en for et år siden. Nu skal Hadsten så gøre dem kunsten efter.
Der er tale om en såkaldt Repair Café, hvor borgere kan komme forbi med deres ødelagte ting og få dem repareret af frivillige fiksere.
Initiativet til Favrskovs tredje Repair Café er taget af Alfred Borg, der er formand for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening. Han er selv fikser i Hinnerup-udgaven af caféen.
»Vi har alle en opgave med at begrænse klimaforandringer, for eksempel ved at undgå overforbrug, så jo mere, der kan repareres og genbruges, jo bedre. Og så er det også rigtig hyggeligt at sidde sammen med andre og fikse ting. Man hjælper hinanden, når det ikke lige er til at se, hvordan man for eksempel skiller en ting ad for at se, om det kan repareres,« siger han i en pressemeddelelse.
Hos Favrskov Bibliotekerne var man ikke i tvivl om, at man gerne vil hjælpe initiativet på vej ved at stille et lokale til rådighed:
»Vi kan jo se, at interessen er stor i både Hammel og Hinnerup. Nu tænker vi, at det vil være rart for Hadsten-borgerne at kunne få deres ting repareret lokalt,« siger Marianne Hyldal Vollmer, kulturformidler i Hadsten Bibliotek, til Din Avis Favrskov – hun fortsætter:
»Men det hele står og falder jo med, om nogle har lyst til at bruge nogle frivillige timer om måneden på at være fikser.«
Er du fiks på fingrene?
Første skridt er derfor at afholde et informationsmøde i Sløjfen i Hadsten.
»Så hvis du har hænderne rigtigt skruet på og erfaring med at reparere diverse sager i hjemmet, elektronik eller er ferm med nål og tråd og lyst til at være frivillig i et nyt socialt fællesskab, er det her, du skal møde op,« lyder det i en pressemeddelelse
Informationsmødet er arrangeret af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Favrskov og Sløjfen som en del af Klima Favrskov. Selve caféen bliver dog en del af den landsdækkende organisation Repair Danmark.
Til en start vil Repair Caféen holde til i Kulturhuset Sløjfen.
»Men vi ved ikke, om den skal blive ved med at være her. Det afhænger af, hvor ofte den skal have åbent, og hvor stor interessen er,« siger Marianne Hyldal Vollmer.
Første gang, Repair Café Hadsten holder åbent for borgerne, er 26. april til Klimahandlingens Dag i Sløjfen.