To Overtaci-værker er pludselig dukket op og vises på auktion med over 150 andre Gallo-værker
»Vi glæder os meget til at modtage de to malerier og endnu mere til, at vi kan vise dem for offentligheden,« siger museumsdirektør.
For nylig blev to værker af Ovartaci fundet i Galleri Gallo i Aarhus. De havde simpelt hen forputtet sig blandt de mange øvrige værker i galleriet i Nørre Allé i en årrække. Men snart vises de frem.
Galleri Gallo inviterer til kunstauktion i Kulturhus Bunkeren og overdrager samtidig de to nyopdagede værker, så de bevares for eftertiden.
Det skriver Mueseum Ovartaci en pressemeddelelse.
Der er tale om to malerier, som begge er meget karakteristiske for Ovartaci. Det ene værk har en kvindelig person i lotusstilling placeret i midten på en dekoreret baggrund med hvide noder, mens det andet værk forestiller et torv i en sydlandsk by - muligvis en af Ovartacis erindringer fra opholdet i Argentina.
Ovartaci, der borgerligt hed Louis Marcussen, kunne være blevet verdensberømt, allerede da han levede, men han foretrak et stille liv i Aarhus, hvor Museum Ovartaci er opkaldt efter ham.
Hans kunst blev vist på Biennalen i Venedig for to år siden i et afsnit for sig selv.
»Vi glæder os meget til at modtage de to Ovartaci-malerier og endnu mere til, at vi kan vise dem for offentligheden,« siger museumsdirektør Mia Lejsted.
Frøken Svennevig fra Café Kølbert svinger hammeren over de 150 værker, som sættes til salg på kunstauktionen. Det sker hvert år med de værker, der er indsamlet i galleriet i forbindelse med udstillinger.
Der er både tegninger, skulpturer og oliemalerier, som er indsamlet og modtaget som donationer. Der vil være værker af blandt andre Erik Martin Larsen, Kirsten Andersen og Christina Cruz Dia.
Det hele foregår 1. marts kl. 14. Der vil være gennemsyn fra kl. 13, og det indtjente går til Gallo Aktiviteterne.
Svenning svinger hammeren
Frøken Svennevig er Café Kølberts kyndige, åndelige og korporlige leder – en serveringens Florence Nightingale. Hun er kendt som en dame med en fast hånd som i en god sagstjeneste godt kan svinge en kindhest.
Galleri Gallo blev stiftet i 1980 af tidligere overlæge og psykiater Johannes Nielsen (1924 – 2017). Galleriet udstiller fortrinsvis værker af psykisk sårbare kunstnere, men psykisk raske er også velkommen til at udstille. Galleriet er dynamisk – og lidt skråt og skævt.
Museum Ovartaci har tidligere været en del af psykiatrisk Hospital i Risskov, men genåbnede 17. maj 2023 i Kulturhus Bunkeren. Her indgår museet som en aktiv medspiller i et levende kulturhus i en ny ung bydel i Aarhus Nord.