Anmeldelse: Aldrig har Aarhus haft et spisested som dette
Rygtet om det nye spisested Mleko Bar viser sig at være sandt. Vil du spise mad, som kun din østeuropæiske mor kan lave den, skal du gøre det her.
”Polsk bistro til folket” lød reklamen inden åbningen på Aarhus’ nyeste spisested. Martin Fryd og Mads Schriver driver både Bardok og Partizani Grill på Åboulevarden. Nu har de fået et østeuropæisk barn mere: Mleko Bar.
Med i projektet er Rasmus Barslund fra natklubben Café Paradis. Planen var at åbne en technoklub. Men en mælkebar – eller Bar Mleczny, som det hedder på polsk, altså en slags kantine, hvor man kommer, som man er og spiser nærende comfort food i et lokale med postkasserøde vægge, lød sjovere.
Mleko Bar råder over to lokaler (indtil kommunen giver lov til at bryde væggen ned): en restaurant med spisestue-borde og et barlokale med høje borde. Alt var fyldt på en onsdag.
Min polske mor var med
Min polskfødte mor – hun har serveret polsk mad for mig i årevis, så hun skulle med – var spændt.
Menukortet er overskueligt: Supper, mindre snack-retter og hovedretter.
Den unge venlige tjener vidste ikke så meget om retterne, så en af ejerne kom ud og forklarede, at lige nu tester de nogle ting af.
Vi startede med borsjtj, rødbedesuppe, samt vegetariske dolmas, altså risfyldte vinblade, og røget ferskvandsfisk, som i dag var en ørred – serveret med et bjerg af løg.
Allerede første skefuld af den kraftige suppe, som gemte på et stort stykke oksekød, knockoutede min medspiser. Så smooth og lækkert. Borsjtj er jo en test, der viser om en restaurant, som gerne vil servere østeuropæisk mad, kan deres kram. Fisk og dolmas sad i skabet.
Så kom Pelmeni Sibirskaya, små dejkugler fyldt med lam, som svømmede i en syrlig suppe toppet med creme fraiche. For meget eddike, for lidt dild, mente min medspiser.
Det er oprindelig en sibirisk ret og medlem af pierogi-familien. De skal bide fra sig! Ellers bestil pelmeni med kartoffelfyld. Jeg har spist alle afarter af dumplings (kinesiske, georgiske) i Aarhus, og Mlekos lamme-pelmeni er skønne.
Kutaisi - en by i Georgien
På bordet var også en Kutaisi-tallerken. Grillede oksekødsruller i en rød sovs rig på chili og korianderdrys.
Kutaisi er en by i Georgien, og ifølge ejeren, som serverede, er kødet marineret efter en opskrift fra en slagter fra byen. Det hvide baguettebrød – kommer med flere af retterne – var ikke spændende, men skal jo bruges til at skovle sovs eller dyppe i borsjtj.
Man bliver muligvis ikke mæt af hovedretter som disse to. En snack skal der til. Vi fik en smagfuld rumænsk tallerken: bacon, skinke og pølse. Parret overfor fik saltede agurker og spæk. Man kan tilrettelægge sit centraleuropæiske måltid, som man vil.
Vi bestilte husets øl en Flensburger til 30 kroner og en enkelt Pestojna peber-vodka, som ikke forstyrrede halsen, hvilket billig vodka vil gøre. Pestojna var blød og raffineret og kunne sagtens erstatte øl.
Ejerne producerer selv de tre slags vodka. Blandt andet en bisongræsvodka, som også serveres med æblemost som drink med det blærede navn Tatanka. Der var græsk vin på køl. Måske vil man en dag tilbyde østeuropæisk vin, cider eller endda kompot. Saft hører altså til i en rigtig mælkebar.
Sidder man i restauranten, må man være klar på at dele bordet med andre gæster.
Biznislunch hurtigt og billigt
Idéen er at dumpe ind og snacke eller spise en hurtig frokost. Biznislunch, der består af dagens suppe, brød, øl, kaffe og sødt koster 125 kroner, hvilket lyder virkelig studentervenligt.
Det er god business at besøge Mleko Bar. Kun én ret, Shkmeruli, koster over 100 kroner, og en halv kylling med hvidløgssovs til 165 kroner rækker nok til to.
Der var ingen desserter på menukortet. Men vi spurgte, og de havde skam en ukrainsk “pannacotta” med chokolade. Vi delte. Meget fin. Min mor sagde, den kunne være polsk. Tjeneren vidste ikke, hvad desserten hed. De tre ukrainske kvinder, som havde lavet maden, var gået hjem.
Og det siger alt om Mleko Bar. Ejerne har allieret sig med andre eksperter, som bare vil lave mad, de selv kan lide at spise. De prøver ting af. Inspirerer hinanden. Kald det, hvad du vil. Borsjtj staves alligevel forskelligt alt efter region.
Men det er lidt sløset, at der er fejl i menuen. Der er ikke noget, der hedder kabanoszy. Men kabanosy, de tynde polske ølpølser, så lækre ud ved nabobordene.
Allerede et hit
Da mine forældre kom til Aarhus i 1970, var der i en kort overgang en polsk restaurant. Min mor husker, at den lå tæt ved Busgaden. Men i 50 år har det været umuligt at opdrive en skål pierogi eller klassikeren żurek, som er en surdejssuppe.
Det er nye tider i lokalet, hvor Indian Curry House i årtier kokkerede eksotisk mad. Nu kan man rejse til Østeuropa. Toiletkabinerne får en til at tænke, at man er på festival. Eller på en færge til Świnoujście.
Og hey, folkene bag Mleko Bar vil jo netop tilbyde deres gæster noget, de ikke rigtig havde tænkt på, de skulle prøve. Vi betalte 620 kroner for to personer. Det er billigt. Vi var mere end mætte.
Menuen vil skifte. Nye retter vil komme til. Måske żurek? Bare de ikke fjerner Korbáčik, slovakisk røget ost formet som macaroni og en klassiker til bryllupper i de polske bjerge.
Vi kunne desværre ikke spise mere. Szkoda – en skam.
Bardok-folkene og deres venner har nu i flere år været bannerførere for det centraleuropæiske køkken i Aarhus.
120 rød-hvide t-shirts med Mleko Bar-logo er revet væk. Stedet er allerede et hit.