Annette bor i 350 år gammelt hus: »Dukkehuset er en del af mit DNA«

Kan man få et helt hus ind under huden? Ja, vil Annette Kjærsgaard helt sikkert svare, hvis hun fik stillet spørgsmålet. I 2005 flyttede hun ind i en lille bitte stråtækt bindingsværksidyl på Adslevvej i Hørning, der i folkemunde går under navnet Dukkehuset, og inden hun helt vidste af det, blev huset en del af hendes DNA.

»Huset har været gennem meget, men det har bevaret sin sjæl, og det er det vigtigste for mig. Jeg holder utrolig meget af det hus, og jeg bliver aldrig træt af at grave i dets historie.«

I dag kan Annette ikke forestille sig at bo noget andet sted – hun er ganske enkelt og med stor tilfredshed blevet kustode for livet i Dukkehuset i Hørning.

Og det er da også et hus med historie – masser af historie – for Dukkehuset er faktisk med sine 350 år det ældste hus i Hørning.

»Det var lidt et tilfælde, jeg endte i Dukkehuset. Jeg var på udkig efter noget lidt i stil med kvarteret omkring Møllestien inde i Aarhus, men det var afsindigt dyrt. Jeg er ikke selv fra Hørning, men havde nogle venner her, som gjorde mig opmærksom på, at huset her var til salg. Og jeg blev forelsket i huset fra første blik,« fortæller en smilende Annette, der 1. marts havde boet i Dukkehuset i 20 år.

Historien trænger sig på

Annette havde ikke boet længe i huset, før interessen for at grave ned Dukkehusets historie begyndte at trænge sig på.

»Når jeg var udenfor i forhaven, stoppede forbipasserende op og fortalte mig historier, de kunne huske om huset. Og nogle gange lå der også gamle avisudklip og andet i postkassen, som folk puttede i, når de kom forbi. Selv i dag, stopper folk op og vil tale om husets historie med mig. Det er en fantastisk oplevelse. Dukkehuset er en del af rigtig mange lokales historie.«

Mellem kaffekopperne på spisebordet ligger bunke på bunke med avisudklip, gamle fotos, beskrivelser og optegnelser om Dukkehusets historie. Men selvom Annette har gravet dybt, gemmer huset stadig på mange hemmeligheder. Hvorfor bliver det for eksempel kaldt for Dukkehuset, hvem fandt på det og hvornår?

»Præcist hvornår huset er opført, er svært at fastslå præcist. 1675 er det år, der fremgår af BBR, men huset kan sagtens være bygget endnu tidligere. På arkivet mener de, at huset er opført som arbejderbolig til en af de gårde, der lå i området. Det kan også være, det var et aftægtshus,« fortæller Annette, der ikke har fundet ret mange oplysninger om husets historie fra før år 1900.

Storbrand og fattighus

Hun har dog fundet oplysninger om et storbrand i 1859, hvor Dukkehuset som et at ganske få huse overlevede. Branden begyndte på Foerløsegård, hvor gårdens enkefrue fra stuehuset opdager, at der er ild i møddingen tæt på bygningen. Selvom gårdens folk strømmede til for at hjælpe, bredte branden sig med stor hast. Alle byens gårde lå tæt, og der blæste en kraftig vind. Samtidig var Hørning-egnen det år ramt af en usædvanlig tørke, og derfor var branddammen og de andre vandhuller næsten udtørrede.

I starten af 1900-tallet omtales Dukkehuset som fattighus. På en husliste fra 1901 er matriklen opført som kommunens fattighus og af en folkeoptælling fra 1906 fremgår det, at familien, der boede i huset på det tidspunkt, var på fattighjælp. Det var Rasmus Jensen Nørgaard, hans hustru Rasmine Jansine Rasmussen og deres sønner Jens Laurs Rasmussen Nørgaard og Valdemar Søren Rasmussen Nørgaard.

Af gamle optegnelser har Annette fundet ud af, at Rasmus var urmager og havde to klumpfødder. I perioder arbejdede han på savværket ved Beringbro som drejer. Han kørte efter sigende ofte til arbejde i en lille vogn forspændt med to geder. Det fremgår, at Rasmus døde i 1918 og at Rasmine nu bor alene i huset sammen med den nu voksne søn Valdemar - kaldet Maler Valde.

»De har boet trangt. Dengang var der hverken baghus eller det lille forhus. Det er først bygget til senere. Og der var kun beboelse her i stueplanet,« forklarer Annette og peger rundt i det lille rum med køkken, spisestue og stue i åbent plan. Tidligere var der en væg ind til et lille kammer, dér hvor Annette i dag har sin sofakrog.

Solgt for 900 kroner

i 1936 bliver Dukkehuset for første gang solgt til en privat køber, Anton Andersen, som køber huset for 900 kroner. Han boede i huset sammen med sin hustru og deres fire børn. Samme år blev der lavet fortov udenfor og huset blev kloakeret.

»Kloakken gravede Anton selv ud til og anlagde. Det er samme kloak, vi stadig har, for vi er ikke blevet kloaksepareret endnu,« fortæller Annette.

I 1950 bliver huset købt af Andreas og Ebba Petersen for 3.500 kroner. De havde sønnerne Leif og Birger, der senere blev filialdirektør i Hørning for Middelfarts Sparekasse. Birger, der i dag hedder Thyrring, har fortalt Annette om sin tid i Dukkehuset.

»Hans far byggede baghuset med toilet i 1952. Indtil da var der et udhus med et das i baghaven. Det lille forhus med indgang byggede Anton i 1960. Han stemplede arbejdsløshedskort, og så kunne han sidder der i forhuset og gøre det. Oprindeligt blev det opført i træ, men på et tidspunkt kørte en lastbil så tæt forbi huset, at forhuset blev revet af. Så blev det genopført i mursten,« forklarer Annette.

Birger og hans bror delte det lille kammer, mens forældrene delt en sovesofa i stuen. Loftshøjden var i den højeste ende 180 centimeter under de synlige bjælker, mens der i den laveste ende kun var 160 centimeter. Opvarmningen bestod af en kakkelovn i stuen, hvor der blev fyret med træ og koks. Det gav en god varme i stuen, men med frostblomster på vinduerne i de øvrige rum.

»Selvom huset er lille bitte, kunne Birger fortælle om masser af familiefester i huset, og at der for eksempel var 24 gæster med til hans brors konfirmation i 1959, som blev holdt hjemme i stuen,« fortæller Annette.

På julemærket

I 1969 var Dukkehuset blandt de første huse i Hørning, der fik indlagt fjernvarme. I 1981 slap Dukkehuset med skrækken, da et kæmpestort kastanjetræ lige ved siden af huset væltede. Så heldig var nabohuset ikke. Kastanjen væltede ned i det.

»Dukkehuset har også været afbildet på Hørnings egne julemærker. Det havde vi tilbage i 1985 i Hørning. Det var tegnet af Dalby Design,« oplyser Annette.

Siden skiftede Dukkehuset ejere et par gange, inden det i 1990 gik på tvangsauktion og blev opkøbt af en foretagsom herre, Claus Frostholm, der gik i gang med en gennemgribende renovering af huset.

»Han gav Dukkehuset den helt store tur, men i respekt for husets historie. På det tidspunkt lå det på den bare jord. Han fik gravet ud og isoleret, og det var også ham der fik indrettet førstesalen til beboelse.«

Værdifuld historie

»For mig er der følelser i huset her, og det er blevet en del af mit DNA. Du kan bare se på min mailadresse – dukkehuset1675, det år huset blev bygget,« griner Annette.

»Jeg synes, det er vigtigt at bevare husets historie. Den fortæller os noget om dem, der var her før os. Jeg synes, det er værdifuldt at bevare, og jeg føler mig meget privilegeret at bo i et hus med så lang en historie.«

»Nu er Dukkehuset blevet min historie, og det er op til mig at sørge for at bevare den,« tilføjer Annette eftertænksomt.

»Der er stadig mange hemmeligheder gemt i det her hus. Tænk, om de gamle bjælker kunne fortælle deres historie. Rykkes huset ned, så er historien væk for altid.«