Thure Lindhardt: »Jeg er ikke god til noget som helst. Men i en rolle kan jeg være sadist, morder og alt muligt andet«

»Jeg er ikke god til noget som helst. Jeg kan ikke sige nej, og alt det der man skal kunne som et voksent menneske. Men i en rolle kan jeg være sadist, morder og alt muligt andet,« smiler skuespilleren Thure Lindhardt til en fuld Kampmanns Salen på Aarhus Teater.

Scenen er sat med personlighedspsykologen Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet i samtale med Thure Lindhardt om personlighedens mange facetter.

De åbner Århundredets Festival 2025, der varer til 16. marts. På Aarhus Teater spiller den helt udsolgte Jeppe på Bjerget til 13. marts med netop Thure Lindhardt i hovedrollen.

»Hvor mange har set Jeppe på Bjerget?« bliver salen spurgt.

Mange rækker hånden op.

»Hvor mange ville gerne se den?« spørger en kvinde i salen, der åbenbart var en af dem, der ikke nåede at få en billet.

Salen kvitterer med et latterbrøl.

De fremmødte på Aarhus Teater er blevet lovet et kig ind i hovedet og hjertekulen på skuespiller Thure Lindhardt, der arbejder med personligheden i livet på scenen.

Psykologen misunder Thure Lindhardt muligheden for at kunne slippe for sig selv og være en anden.

»Roller befrier en, så man slipper for at være sig selv. Man kan privat være genert, uformående og en sky festfrø. Men i rollerne kan man blive hvem som helst og være fri for sin egen usikkerhed. Vi har det her ene liv og kan være i vores egne roller, så jeg misunder skuespillerne, at de i perioder kan være både den ene og den anden,« siger Henrik Høgh-Olesen.

»Men kan du ikke opleve, at du alligevel kan gøre det, når du læser, at du træder ind i en anden verden for en stund? Jeg tror, det er det, man gør,« spørger Thure Lindhardt professoren, der giver ham ret.

Den 50-årige skuespiller har været langt omkring i sin karriere. Vi kender ham blandt andet fra Flammen og Citronen, Broen, Badehotellet, Engle og Dæmoner og mange roller på de danske teatre og i tyske tv-serier.

Blandt dem er teaterrollen i stykket Forbrydelse og Straf, der handler om en falleret studerende, som myrder en pantelånerske for pengenes skyld.

»Jeg læste den som 18-årig og flyttede ind i bogen, som jeg boede i. Jeg forstod den følelsesmæssigt og syntes, at det var rigtigt at slå pantelåneren ihjel. Men da jeg fik rollen som 35-årig, forstod jeg den intellektuelt, og det var noget helt andet,« siger Thure Lindhardt.

Op til denne rolle, havde skuespilleren arbejdet med film i USA og skulle nu pludselig stå på den kongelige scene med den sammensatte rolle.

»Jeg tænkte, at det kunne jeg slet ikke, så jeg tog ud til Ghita Nørby, der har været min mentor. Hun sagde: ”Selvfølgelig kan du det. Du kender afmagt. Kom i gang.” Og hun havde ret. Jeg skulle ikke spille tingene en til en, men jeg har misbruget, afhængigheden og afmagten i mig. Så jeg kan spille det på min egen måde,« forklarer han.

»Måske var det ikke en gammel pantelåner, jeg skulle slå ihjel men noget andet i mig. Vi har alle brug for at komme af med et eller andet, og pludselig kunne jeg slå ihjel i trygge rammer på Det Kongelige Teater,« forklarer en afslappet og storsmilende Thure Lindhardt til stor underholdning for salen.

Samtalen om sorte personligheder fortsætter med fokus på en anden af skuespillerens roller. Den hvor han er Natascha Kampuschs fangevogter. Wolfgang Priklopil kidnappede den østrigske pige, da hun var 10 år, og holdt hende indespærret til hun stak af som 18-årig.

Under forberedelserne til rollen, mødte Thure Lindhardt virkelighedens Natascha Kampusch. De talte om Wolfgang Priklopil, og skuespilleren spurgte hende, hvad hun troede, hendes fangevogter ville opnå?

Hun svarede, at Wolfgang Priklopil ville have kontrol og magt. Og bad skuespilleren om at spille ham mild og blid. Han flegnede, når hun ikke gjorde, som han synes, hun skulle, men det meste af tiden var han helt rolig. Og i virkeligheden var han selv en fange, forklarede Natascha Kampusch.

»Den rolle var noget af det sværeste, jeg har arbejdet med. Jeg skulle finde ind i Priklopil uden at dømme ham - finde hans behov. Hvordan finder man mennesket i noget så umenneskeligt, som at frarøve en 10-årig pige hendes mor og far og holde hende indespærret i årevis?« spørger Thure Lindhardt.

Skuespilleren er så heldig at have hjælp lige ved hånden, eftersom hans mor er psykiater. Hun forklarede, at Priklopil var narcissist. Han havde fået tæsk af sin alkoholiserede far, en bedstefar der i angst for russerne byggede en hemmelig kælder og en overbeskyttende mor, der ikke ville lade ham være alene og flyttede ind i hans lejlighed.

Han tilstod overfor en ven, da hun var flygtet, at han troede, at han aldrig ville blive elsket af en kvinde. Derfor ville han bortføre en jomfru og gøre hende til det perfekte menneske og lave sin egen koncentrationslejr.

»Det var en svær opgave. Jeg skulle spille et meget paranoidt menneske over for en instruktør, der også var nervøs, så der var så meget paranoia omkring mig. Jeg kom selv i paranoide tilstande, hvor jeg røg hele tiden, sov dårligt og glemte mine replikker. Det var ikke en tryg oplevelse, så jeg blev stresset og måtte have hjælp til at skille det ad,« forklarer skuespilleren.

Thure Lindhardt forstod Wolfgang Priklopils oplevelse af, at det var andres handlinger, der gjorde ham voldelig: Se hvad du fik mig til at gøre-agtigt.

»Jeg begyndte også at forsvare ham over for mine venner, men det var jo ikke opgaven. Men jeg var nødt til at gå ind i det rum, for ellers kunne jeg ikke spille ham,« uddyber Thure Lindhardt.

Henrik Høgh-Olesen har som personlighedspsykolog hjulpet politiet med at danne profiler på gerningsmænd. Han har også været optaget af denne uhyrlige sag, og synes, det er spændende at høre om skuespillerens arbejde med den.

»Det uhyrlige optager både som mennesker og psykologer. Det er underligt, at noget så forstyrret hører hjemme i en kategori, som ikke kun Priklopil havner i. En type af seriemordere og -voldtægtsforbrydere kalder vi magt- og kontrolorienterede. Ham her lyder i høj grad, som sådan en. Behovet for ham var så stærkt, at han ligefrem spærrede folk inde,« siger professoren.

Der er ikke mange af dem men nok til at de har fået en kasse for sig. Der er også de sorte personlighedstræk som narcissisme, psykopati og machiavellisme, der blandt andet betyder at man manipulerer sig til kontrol og magt. De tre træk følges ofte ad.

»Personer med disse træk tror, at verden er til for deres skyld. De får andre til at hoppe og danse for dem og mangler ofte empati. De har ofte også en hurtig og overfladisk charme, samtidig med at de er hurtige til at give os det, vi gerne vil have, men kun kort og for at opnå deres egne mål,« siger psykologen.

Thure Lindhardt undrer sig over, at en række ledere gennem tiden har disse træk. Han lader sit blik hvile på den storslåede domkirke, som er lige uden for Kampmann Salens vinduer.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke på citatet om, at vi skal passe på de falske profeter: Der vil komme mange af mit navn, men de er i virkeligheden ikke mig,« siger han.

Det er et smukt sted at stoppe samtalen, der kunne vare meget længere. Men tiden er fløjet af sted, og Thure Lindhardt skal samle sig om dagens kraftpræstation. Foran 700 forventningsfulde gæster skal han levere aftenens prisbelønnede ”Jeppe på Bjerget”.

»Thure kan godt stå bag tæppet og tænke, at han er alt for træt, men Jeppe tager over, når tæppet går,« smiler Thure Lindhardt.