Aarhusianske Dorthe fik hård kritik i Løvens Hule - men endte med vigtig investering
57-årig vinterbader fra Højbjerg har fået Louise Herping Ellegaard med i ejerkredsen efter deltagelse i Løvens Hule.
I seneste afsnit af det populære DR-program Løvens Hule fik aarhusianske Dorthe Mose Kirchner en investering med.
Den 57-årige tidligere handelsskolelærer har kastet sig ud i iværksætterlivet med sin virksomhed VinterBaderen, der designer eksklusivt tilbehør til vinterbadere.
Dorthe Mose Kirchner bad om 330.000 kroner fra løverne, og efter en del kritiske spørgsmål fra investorerne, der særligt kredsede om virksomhedens økonomi og uklarhed omkring tallene, hoppede de to kvindelige løvinder Louise Herping Ellegaard og Anne Stampe alligevel på.
20 pct. af virksomheden blev parterne enige om, at de skulle have. Men efter programmet er de to investorer blevet enige om, at Louise Herping Ellegaard tager hele investeringen.
»Jeg investerede i Dorthe, fordi hun fremstår sympatisk og passioneret, og fordi jeg i VinterBaderen ser en forretning med lovende vækst. Selvom vinterbadning ikke er noget, jeg selv har dyrket, er jeg nysgerrig på, hvad der tiltaler folk ved det. Samtidig ser jeg et stort potentiale i virksomheden, da Dorthes produkter også er anvendelige i andre sammenhænge – f.eks. når jeg sejler om sommeren,« siger Louise Herping Ellegaard i en pressemeddelelse.
Dorthe Mose Kirchner besluttede efter 17 år som handelsskolelærer sig for at skifte retning.
Endnu en skolereform blev dråben, der fik hende til at sige farvel til lærergerningen og i stedet forfølge en spirende passion for vinterbadning.
»Jeg oplevede den enorme følelse af velvære, som det giver at bade året rundt. Men jeg oplevede også, hvordan landets vinterbaderklubber og saunafaciliteter har ventelister, der er uoverskueligt lange. Derfor gjorde jeg det, som de fleste vinterbadere gør, nemlig at tage til stranden og bade uden omklædningsfaciliteter og et varmt bad,« siger hun.
Den type vinterbadning stiller større krav til udstyret, forklarer Dorthe Mose Kirchner.
»Jeg manglede en ordentlig badekåbe, der hurtigt kunne give mig varmen, og som hurtigt kunne tørre, så den ikke bare blev tung og våd. Så sammen med en designer gik jeg i gang med at udvikle en luksusbadekåbe i tætvævet bomuld, som ikke alene giver den de egenskaber, jeg eftersøgte, men også gør den vind- og vandafvisende. Det blev starten på det hele.«
Nu er drømmen at få VinterBaderen ud på de nordiske markeder. Det er blandt andet det, som den nye partner skal hjælpe med.
»Jeg glæder mig til at tage VinterBaderen til næste niveau med Louise som sparringspartner. Med hendes erfaring og stærke netværk bliver det en spændende rejse,« siger Dorthe Mose Kirchner.