Fortsæt til indhold

Seks fiksere har meldt sig: Ny grøn café er tæt på målet

Der mangler liiige lidt mere mandskab, før en ny Repair Café kan åbne.

Kultur og byliv
csj

»Det ser ud til, at det nok skal lykkes,« skriver initiativtageren til en Repair Café i Hadsten, Alfred Borg, i en mail til redaktionen.

24. februar blev der i Kulturhuset Sløjfen i Hadsten arrangeret et informationsmøde om mulighederne for at starte en Repair Café i Hadsten. Her meldte seks fiksere sig til at være med i initiativet.

I Repair Café kan borgere komme forbi med deres ødelagte ting og få dem repareret af frivillige fiksere.

Initiativet findes allerede i Hammel, som fik en sådan café tilbage i efteråret 2021. Hinnerup fulgte efter og oprettede en repair café for et år siden. Nu skal Hadsten så gøre dem kunsten efter.

Initiativet til Favrskovs tredje Repair Café er taget af Alfred Borg, der er formand for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening. Han er selv fikser i Hinnerup-udgaven af caféen.

Før Hadsten-caféen kan åbne, mangler der dog lige det sidste.

»Vi er ikke helt i hus endnu,« skriver Alfred Borg og tilføjer:

»Vi mangler endnu en eller to personer, som kan være tovholdere. De behøver ikke selv at være fiks på fingrene med hensyn til at sy eller bruge en skruetrækker, men gerne på tasterne på en PC, da der er lidt administration omkring Repair Café. Det er noget med at tage imod opgaverne, når de kommer ind og indberette til foreningen Repair Danmark. Der skal også annonceres på sociale medier med mere.«

Flere fiksere må også meget gerne henvende sig, skriver Alfred Borg desuden, da erfaringerne fra Hinnerup og Hammel er, at folk nogle gange står i kø for at få ting repareret.

»Specielt mangler der flere, som kan sy.«

Et nyt informationsmøde finder sted mandag 24. marts klokken 19.00 i Kulturhuset Sløjfen.