Borgmesteren klipper snoren: Så er der gasgrill, robotplæneklipper og terrassevarmer til en 50'er
Havecenter disker op med gedigne køtilbud.
En alternativ indgang. En lidt kringlet vej gennem forretningen. Et noget afpillet udvalg.
Sådan var oplevelsen i havecentret Billigblomst mandag eftermiddag 10. marts.
Der blev dog i den grad arbejdet på at få butikken på Runetoften 7 i Tilst til at stå skarpt. Der blev sat på plads og pakket ud i stor stil.
»Det må være hårdt,« sagde en kunde til en medarbejder, som responderede:
»Ja, men nu kan vi da se en ende på det.«
Og det kan de.
Fredag 14. marts klokken 7 slår havecentret nemlig dørene op til en omfattende ombygning til en samlet værdi af 40 millioner kroner. Oprindeligt hed det 30 millioner, men i januar meldte kæden ud, at ombygningen gik 10 millioner kroner over budgettet på grund af »uforudsete udfordringer«.
Sædvanen tro, når Billigblomst indvier noget nyt, bliver det med festivitas og køtilbud.
Var det eksempelvis noget med en gasgrill, en robotplæneklipper eller en terrassevarmer eller et havesæt til 50 kroner?
Da Billigblomst åbnede i Fredericia, stod den første person i kø i fem dage, for at få en plæneklipper.
»Tør du trodse forårsvejret,« spørger havecentret på sin Facebook-side.
Tusindvis af kvadratmeter
Plantecentret er ikke blot blevet større, men ifølge blomsterkæden også mere overskueligt og indrettet med fokus på at skabe en »inspirerende shopping oplevelse,« lød det i en pressemeddelelse i januar.
Et nyt spiseområde er også blevet etableret. Her kan kunderne tage en pause med medbragt mad eller måltider fra den foodtruck, der kommer foran centeret.
Derudover er der investeret i moderne, komfortable toiletfaciliteter til kunderne samt forbedrede personaleforhold.
Ombygningen medfører en udvidelse af både indendørs og udendørs arealer. Det samlede udplantningsareal vil være på 2.000 m², og udendørsområdet vil strække sig over 3.500 m². Derudover vil drivhuset være tre gange så stort som nu, hvilket giver plads til et bredere varesortiment og endnu flere muligheder for kunderne, lyder det fra blomster-kæden.
Indvielsesdagen skydes i gang med en tale klokken 6.45, hvorefter Aarhus’ borgmester, Anders Winnerskjold, er med til at klippe snoren.
Klokken 7 går det så løs.