Fortsæt til indhold

Kampagne skal gøre villahaverne vildere

Med meget få virkemidler kan haveejere gøre en masse for biodiversiteten. Det er tanken bag en ny kampagne i Syddjurs Kommune, som 12. april inviterer til åbning af en inspirationshave.

Kultur og byliv

De fleste kender efterhånden udtrykket vild med vilje, men nu skruer Syddjurs Kommune en smule op for vildskaben med kampagnen Virkelig Vilde Haver.

Det handler i bund og grund om at give plads til naturen og dermed skabe flere levesteder for både planter og dyr.

»Villa- og sommerhushaver rummer et stort potentiale, når det kommer til at give plads til naturen,« mener antropolog Maria Nielsen, som er projektleder på kampagnen.

Politisk blev det besluttet at støtte med 200.000 kroner fra kommunens naturpulje, og samtidig er biolog ved kommunen, Annette Limborg Madsen, koblet på, så de to nu danner parløb om at inspirere haveejere til at lave små forvandlinger, der kan få stor betydning.

Antropolog Maria Nielsen (tv.) og biolog Annette Limborg Madsen står bag Syddjurs Kommunes nye kampagne Virkelig Vilde haver. De er netop nu i gang med at lave en inspirationshave i en offentlig park i Ebeltoft. Tilsendt foto

»I Danmark findes der cirka 1,2 millioner private haver, og selv små indsatser i haven kan gøre en stor forskel,« forklarer Annette Limborg Madsen.

Derfor vil Virkelig Vilde Haver formidle praktiske løsninger og eksempler, der kan inspirere alle, der har lyst til at gøre en forskel i egen have.

»Mange vil gerne gøre noget, men ved ikke helt, hvordan de skal gribe det an. Der er mange muligheder for at starte i det små og hurtigt se resultater,« forklarer Maria Nielsen.

Blomster i haven er gode for både øjet og biodiversiteten. Her ses et bed med blåhat, som er god for rigtig mange insekter. Foto: Annette Limborg Madsen

»Mange villa- og sommerhushaver i Syddjurs Kommune ligger i nærheden af naturområder, og ved at omlægge sin have kan man aktivt støtte den værdifulde natur, der i forvejen er i nabolaget. Og samtidig skabe de her grønne korridorer, som er så vigtige for, at arterne kan bevæge sig,« siger Annette Limborg Madsen.

Men selv vilde haver kræver en smule kontrol, fortæller hun.

»Det er ikke lige meget, hvordan man går frem. Noget virker godt, noget har ingen betydning, og andet kan virke helt modsat af intentionen, så projektet skal hjælpe folk med at gøre det enkelt at lave en indsats, der virker i lige præcis det område, de bor i.«

En virkelig vild have skal både have skjulesteder og levesteder og overvintringssteder, mad, ly, læ og variation

»Der skal være planter, der giver pollen og nektar, og vil man have fugle, så kræver det, at der er gode betingelser for insekter, bær, orme og larver. Tingene hænger sammen, og arterne har brug for hinanden.«

Er man ikke kending udi arter, så ser man måske her blot en sommerfugl på en blomst. Der er tale om en sortåret hvidvinge på en oksetunge, oplyser biolog Annette Limborg Madsen, som også har taget billedet.

Den grønne græsplæne

Både Annette Limborg Madsen og Maria Nielsen er helt bevidste om, at vilde haver ikke tiltaler alle og enhver.

»Der har jo i mange år hersket en kultur, hvor en velplejet have med en grøn græsplæne og pæne bede signalerer, at der er styr på tingene i en husstand,« siger Maria Nielsen.

Hvis en sommerhusejer pludselig stopper med at køre haveaffald på genbrugsstationen, men i stedet bygger kvashegn og lader græsset gro, så kan det måske få nogle til at kigge skævt over hækken.

»Det kan tage tid at ændre denne opfattelse, men man får nye lækre oplevelser i en vild have, når de vilde dyr og planter flytter ind, så måske vil en æstetik kunne afløses af en anden. Herudover kan kultur og natur kan godt sameksistere. Man kan sagtens have en virkelig vild og samtidig pæn have.«

Af den grund tilbyder de også at tage ud til grundejerforeninger eller større grupper, der er klar til at drøfte, hvordan man sammen kan gøre sit boligområde vildere.

Her ses en sortsømmet blomsterbuk på planten blåmunke, som du kan få i din egen have til gavn for biodiversiteten. Foto: Annette Limborg Madsen

Inspirationshave

Maria Nielsen understreger, at projektet ikke vil pådutte nogen noget. Hun fortsætter:

»Vi skal selvfølgelig ikke bestemme, hvad folk skal gøre i deres haver, men hvis man er nysgerrig på, hvordan skaber mere vildskab, så står vi klar med gode råd.«

Og det er ikke det eneste, de står klar med.

I Ebeltoft er de nemlig i fuld gang med at etablere en inspirationshave i den gamle sygehuspark midt i byen.

I haven kan besøgende se forskellige eksempler på ’vilde’ løsninger og samtidig via qr-koder få information om, hvorfor og hvordan det virker på biodiversiteten.

Der graves og gøres klar i inspirationshaven i Ebeltoft, der skal vise eksempler på løsninger, man selv kan lave i sin have, hvis man vil gøre den virkelig vild. Tilsendt foto

I parken, der ligger ved rundkørslen på Nørrealle, kan man blandt andet se, hvordan man laver et kvashegn, opsætter redekasser, anlægger et vildt blomsterbed, etablerer stenbunker og får flere sommerfugle i haven.

Haven indvies 12. april 2025 klokken 13 med taler af blandt andre Frank Erichsen, kendt fra DR.

Formanden for Natur-, teknik- og miljøudvalget Kim Lykke Jensen vil holde åbningstale.

Desuden kommer Havmøllekoret og synger nogle sange om naturen, hvoraf en af sangene er skrevet særligt til kampagnen.

Der vil være mulighed for at få en gratis frøpose med hjemmehørende arter og en gratis lokalproduceret forfriskning fra Bondelauget.

Arrangementet er åbent for alle, og der er ingen tilmelding.

Kampagnen dækker hele Syddjurs og vil inddrage borgerne via arrangementer som havevandringer i inspirationshaven.