På dramatisk vis røg Lisbeth ud af nyt tv-program: »Jeg havde det så skidt, at alt andet var ligegyldigt«

Fra Lisbeth Grove Mikkelsen faldt over et opslag på de sociale medier, til hun havde skrevet en e-mail til et produktionsselskab, gik der kun ti minutter.

I opslaget ledte produktionsselskabet efter personer, der var klar på eventyr, og som var gode til at regne ting ud.

»Det lød megafedt, selvom jeg ikke vidste, hvad det gik ud på,« fortæller hun.

Lisbeth Grove Mikkelsen, der bor i Vorup, så opslaget i marts sidste år, og hun besluttede sig ret impulsivt for at melde sig til puljen af potentielle deltagere, fordi hun havde haft et »voldsomt år« i 2023.

Og på den måde kom hun med i DR1s nye tv-program Destination X.

Et »voldsomt« år

I 2023 var Lisbeth Grove Mikkelsen eneejer af firmaet Wallpipe, da det gik konkurs, og i stedet blev hun ansat som daglig leder, da firmaet blev opkøbt. Samme år mistede hun sin far, og hun fandt ud af, at hun havde nogle celleforandringer.

Og, som om det ikke var nok, så var hun også indlagt på hospitalet i 14 dage, hvor lægerne forsøgte at finde ud af, hvad hun fejlede.

»Min EKG spassede helt ud, og de troede, jeg var ved at få en blodprop. Men blodprøverne viste, at det var jeg ikke - så jeg blev undersøgt nærmest fra top til tå,« fortæller hun.

Til sidst fortalte en læge hende, at han mente, hun havde broken heart syndrome. Ifølge Hjerteforeningen er det ”et hjertesvigt udløst af psykisk eller fysisk stress”.

»Jeg fik at vide, at det skulle hele stille og roligt, og det var op til mig selv, hvor lang tid det skulle tage. Så jeg gik til psykolog og begyndte langsomt at få det bedre. Men det var en lang proces. I et halvt år var jeg inde og ude af sygehuset, fordi jeg havde dage, hvor jeg ikke kunne få luft, og når min EKG var, som den var, så var de nødt til at tage mig ind,« siger Lisbeth Grove Mikkelsen og fortsætter:

»Det var meget voldsomt for vores børn. De har fandeme set mig blive hentet mere i ambulance, end jeg har kørt i min egen bil. Jeg blev også hentet i ambulance juleaften.«

Væk fra virkeligheden

I hele det forløb, hvor Lisbeth Grove Mikkelsen var syg, bekymrede hun sig mest om, hvordan andre omkring hende havde det.

»Jeg trængte bare til at træde ud af virkeligheden og have fokus på mig selv. At deltage i en tv-konkurrence var egentlig ikke noget, jeg tænkte, jeg gad, men jeg kunne ikke slippe det igen. Og dagen efter, jeg havde sendt mailen, ringede de til mig,« fortæller hun.

Derefter udfyldte hun først et spørgeskema. Så gik hun videre til en indledende casting i Aarhus. Så fulgte et nyt, langt spørgeskema, inden hun var til slutcasting i København, gennemgik lægetjek og havde en samtale med en psykolog.

Som sagt så Lisbeth Grove Mikkelsen første gang opslaget på de sociale medier, hvor der blev søgt deltagere, i marts sidste år. I slutningen af maj fik hun at vide, at hun var udvalgt til at deltage i programmet. I starten af august fik hun en pakkeliste, og midt i august tog hun så afsted.

»Ikke en tv-fidus«

Det lidt specielle ved Destination X er, at ingen af deltagerne vidste, hvad de havde meldt sig til. De vidste stort set kun det, som de havde set i det oprindelige opslag på sociale medier - at de skulle ud på et eventyr, og de skulle regne nogle ting ud.

I første afsnit møder alle deltagerne op i Hans Christian Andersen Airport i Odense uden at vide, hvor de skal hen, eller om de overhovedet skal ud at rejse. Der er også nogle skuespillere til stede, men deltagerne aner ikke, hvem der er deltagere, og hvem der er skuespillere.

Det er først, da der bliver kaldt over højttalerne, at alle afgange er aflyst, og kun Destination X-deltagere skal blive tilbage, at de kan se, hvem deres konkurrenter er. Derefter kommer Søren Pilmark, der er programmets vært, ind og fortæller, hvad det hele går ud på.

»Det er ikke en tv-fidus. Det er først der, vi får det at vide,« siger Lisbeth Grove Mikkelsen og fortsætter:

»Jeg tænkte, at det var alt det, jeg havde turdet håbe på. Jeg tænkte ”fuck, det er fedt, det er lige mig”. Jeg har rejst meget, og jeg ved mange mystiske ting om alle mulige steder. Jeg var bare klar,« siger hun.

»Fuck mit liv«

I Destination X bliver deltagerne sendt ud på en rejse, hvor de skal gætte sig frem til, hvor de er. Deres udsyn er hæmmet, så de ikke kan følge med, og produktionen styrer fuldstændig, hvad og hvornår deltagerne kan se. Undervejs er der konkurrencer, hvor deltagerne kan vinde sig nogle fordele.

Den allerførste fordel kan deltagerne vinde allerede i lufthavnen, og Lisbeth Grove Mikkelsen er en af dem, der vinder den fordel. Om det så rent faktisk ender med at blive en fordel for hende, er en helt anden sag.

Hun og tre andre deltagere skal flyve og får dermed lov til at se, hvor de skal hen, fra oven. Resten skal køre i en autocamper, hvor de ikke kan se ud. Deltagerne får først at vide, hvad fordelen er, efter de har vundet.

»Der er jeg pissebitter. Jeg ville 100 gange hellere være kørt i en gammel autocamper. Det har jeg altid drømt om. Men det er en konkurrence, så jeg blev nødt til at tænke, at den tur skulle jeg nok komme på en anden gang. Men jeg tænkte også ”æv”,« griner hun.

Og så var der en anden lille ting, der også gjorde Lisbeth Grove Mikkelsen bitter.

»Da jeg fandt ud af, at vi skulle hoppe ud i faldskærm, tænkte jeg: ”fuck mit liv”,« siger hun og fortsætter:

»Inden jeg tog afsted, havde vi snakket om, hvad mine grænser er. Jeg ville egentlig være med på alt, for jeg tænkte, at de nok ikke ville udsætte os for noget, som vi kunne dø af - det eneste, jeg ikke ville, var at hoppe ud fra et fly. Og hvis jeg skulle hjem på grund af det, så var det sådan det var.«

»Nu dør jeg«

Selvom Lisbeth Grove Mikkelsen på forhånd havde sagt, at hendes grænse gik ved at skulle hoppe ud af et fly, så gjorde hun det alligevel.

»Mit konkurrence-mindset tog ved. Jeg var ikke kommet for at tabe, og jeg skulle bare have den fordel,« fortæller hun.

Fordelen var nemlig, at deltagerne, mens de hang i luften, kunne se omgivelserne og dermed måske gennemskue, hvor de befandt sig. Men ved at svare rigtigt på nogle spørgsmål kunne deltagerne i autocamperen spærre faldskærmsudspringernes syn.

Lisbeth Grove Mikkelsen fik nogle briller på, som gjorde, hun ikke kunne se noget. Først da hun hoppede ud, blændede brillerne op. Hun nåede at se i 20 sekunder, inden det blev helt sort igen.

»Lige i det jeg hopper, tænker jeg ”nu dør jeg”. Så går brillerne op, og jeg kan se. Det er faktisk ret trygt. Men da de lukker i igen, kan jeg bare mærke, at min krop siger ”det kan godt være, du troede, du skulle dø før, men nu dør du”. Og så husker jeg ikke så meget efter det,« fortæller hun.

Kastede op i tre kvarter

Lisbeth Grove Mikkelsens krop gik i chok.

»Jeg har aldrig haft det så dårligt før - heller ikke, da de troede jeg fik en blodprop. Det føltes som at være køresyg gange 1.000. Jeg lå på græsset i 45 minutter, hvor de ikke kunne flytte mig. Jeg kastede bare op. Det væltede ud af mig,« fortæller hun.

Efterfølgende kom hun ind i et rum, hvor hun blev tilset af ambulancereddere. Men da hverken drop eller kvalmestillende medicin virkede på hende, valgte det lægefaglige personale at køre hende på sygehuset.

»Det var højst sandsynligt køresyge blandet med chok. Der gik en fire-fem-seks timer, og så begyndte jeg at få det bedre,« siger hun.

Kunne »rende og hoppe«

De dramatiske begivenheder betød, at Lisbeth Grove Mikkelsen ikke kunne undgå at vide, hvor hun var. Hun var indlagt på et hospital i Kiel. Produktionen havde også givet hende sin telefon igen, så de kunne komme i kontakt med hende. Det betød, at hun ikke længere kunne være med i programmet.

»Jeg havde det så skidt, at alt andet var ligegyldigt. Jeg kunne ikke noget, og jeg kunne slet ikke fokusere. Programmet kunne rende og hoppe. Det var først, da jeg fik det bedre, at jeg tænkte: ”hvad så nu?”,« fortæller hun.

Hun vidste godt, at hun ikke kunne fortsætte i Destination X, men det betød ikke, at hun havde affundet sig med det.

»Jeg var bitter. Sur. Ked af det. Lidt alting på en gang,« siger hun og fortsætter:

»Efter jeg har set det først afsnit, er jeg blevet lidt mere bitter, over jeg ikke var mere med. Jeg tror, det bliver et vanvittigt program, og jeg tror, jeg kunne have vundet det. Jeg fortryder ikke, at jeg meldte mig til. Tværtimod. Jeg er bare bitter, over kroppen sagde fra. Det kommer jeg aldrig til at affinde mig med.«

Kunne du finde på at melde dig til noget lignende igen? Hvor du ikke ved, hvad der skal ske?

»Ja, det kunne jeg godt - men jeg skal nok lade være med at hoppe ud fra et fly,« siger Lisbeth Grove Mikkelsen grinende.