Måtte lukke gammel brugs med blødende hjerte - nu to år senere rykker tre butikker ind i de tomme lokaler
»Vi har haft en god aktivitet med forskellige typer lejere,« fortæller erhvervsmægler ved Engel & Völkers.
»Det er med blødende hjerte, at vi har taget denne beslutning,« lød det tilbage i 2022 fra Dagli’ Brugsen-kædedirektør Torben B. Andersen.
For her kom det frem, at Coop-koncernen var nødsaget til at skære ind til benet og lukke 12 Dagli Brugsen-forretninger rundt omkring i det ganske land - bl.a. på grund af eksplosive stigninger i energipriser og ændrede indkøbsvaner hos kunderne.
En udvikling som bl.a. ramte den 700 kvadratmeter store dagligvareforretning, der i mere end 45 år ellers havde ligget på Vorregårds Allé i det nordlige Aarhus.
Brugsen åbnede og lukkede for sidste gang i februar 2023 - og dermed sluttede en epoke ved Vorrevangen - og siden da har lokalerne stået tomme.
Indtil nu.
For én forretning har allerede overtaget ét erhvervslejemål i de gamle brugs-lokaler og to andre butikker er også på vej og står til overtagelse i maj. Det drejer sig om hhv. en burger-forretning, en cykelforhandler og en købmand, som kommer til at rykke ind i lokalerne, der nu er blevet delt op i tre erhvervslejemål.
Det oplyser Andreas Ipsen og Lars Rheder, erhvervsmæglere ved Engel & Völkers, som har stået for udlejningen af lokalerne.
»Vi har haft en god aktivitet med forskellige typer lejere, så det har været muligt for os at tilpasse, hvad der passede bedst til formålet i ejendommen, og hensynet til de beboere, som også jo bor i boligforeningen side om side med erhvervslokalerne,« siger Andreas Ipsen.
Vi var eksempelvis i dialog med nogen, som ville lave en stor restaurant, men det tillod lokalplanen bare ikkeAndreas Ipsen, erhvervsmægler Engels & Völkers
Skiftede strategi
Og det er ikke på grund af manglende interesse, at lokalerne nu har stået tomme i to år - det har mere handlet om praktik, og at få enderne til at mødes i forhold til, hvad lokalplanen har tilladt:
»Lokalerne har stået tomme noget tid, og det har de, fordi man har skullet finde ud af, hvordan man opdelte erhvervslejemålene,« forklarer Andreas Ipsen.
»Vi var eksempelvis i dialog med nogen, som ville lave en stor restaurant, men det tillod lokalplanen bare ikke. I den sammenhæng brugte vi en del tid på en forhandling med et emne, hvor vi desværre ikke kunne få en godkendelse til den respektive anvendelse hos kommunen - og så måtte vi tilbage til tegnebrættet,« siger han.
Det gjorde, at man valgte at dele lejemålet op i mindre enheder:
»Så helt fra starten har vi haft en god interesse for lokalerne og en forhandling omkring lejemålet i ejendommen. Vi har så siden ændret strategien af hensyn til, hvad der kunne lade sig gøre i den gældende lokalplan,« siger Andreas Ipsen.
Ifølge mæglerfirmaet så har markedet og interessen for forskellige erhvervslokaler i det aarhusianske fået et skub det seneste halve års tid.
»Vi oplever en markant stigning i efterspørgslen på erhvervslokaler på tværs af segmenter, herunder både kontor- og butikslejemål. Efter en mere afdæmpet markedssituation i begyndelsen af 2024 har vi siden slutningen af året og ind i 2025 set en væsentlig acceleration i aktiviteten. Dette har medført en effektiv ekspedering af transaktioner og en betydelig øget omsætning af erhvervslokaler,« siger Andreas Ipsen.
I øjeblikket står de gamle brugslokaler foran en omgang istandsættelse inden cykelforhandleren, som den første kan åbne engang i april.