Fortsæt til indhold

»Ikke bare et spillested«: Kendt musikmagasin har besøgt Von Hatten

Fire frivillige fortæller desuden om deres oplevelser med at være en del af det unikke miljø omkring stedet.

Kultur og byliv
ceb

Det kendte musikmagasin Gaffa har været en tur forbi Café Von Hatten i Randers for at snakke med fire frivillige, der er med til at gøre stedet til meget mere end et spillested.

Faktisk kalder Gaffa Von Hatten for »ikke bare et spillested, men en institution i det danske vækstlag og alternative musikmiljø«. Blandt andre bandet Carpark North har spillet koncert der i sin spæde start.

Magasinet har snakket med René Holmboe Ditlevsen, Helene Hørning Hansen, Daniel Oechlerich Bjørnsen og Mikkel Knudsen, der er frivillige på stedet.

De fortæller om, hvordan de oplever Café Von Hatten, og hvad de hører fra de musikere, der spiller der.

»På Von Hatten får musikerne altid et hjemmelavet måltid. Når man er på turné, bliver det hurtigt for meget kebab og pizza, så et sundt, hjemmelavet måltid gør en kæmpe forskel. Det føles hjemligt, og det skal være en god oplevelse at spille her,« siger Helene Hørning Hansen til Gaffa.

Derudover nævner René Holmboe Ditlevsen, at spillestedet lige nu mangler frivillige. Så hvis du vil have en fod inden for i musikmiljøet, så er det nu, du skal slå til.