Ny ladepark på vej til rasteplads ved Østjyske Motorvej
Vejdirektoratet opfører ladepark med lynladere på Ejer Bavnehøj Øst og Vest.
Vejdirektoratet har planlagt at opføre en en ladepark med 16 lynladere på hver side af motorvejen ved rastepladserne Ejer Bavnehøj Øst og Vest i løbet af 2025. Hver af de 16 lynladere kan oplade to elbiler ad gangen med en effekt på op til 400 kW.
Med Infrastrukturplan 2035 har Folketinget afsat en halv milliard kroner til udrulning af ladeinfrastrukturen, og Vejdirektoratet er i fuld gang med at etablere offentlige lynladere til elbiler langs statsvejene i Danmark. I alt bliver der opført omkring 450 ladepladser frem mod 2026.
På Ejer Bavnehøj Øst og Vest bliver minimum to af ladestanderpladserne til lange køretøjer såsom varevogne og biler med campingvogn eller trailer. Adgang til ladeparkerne bliver via rastepladserne, så der bliver ingen ændringer i forhold til eksisterende adgangsforhold.
Vejdirektoratet oplyser, at det efter en udbudsproces bliver Cirkle K og OK, der får hver otte ladestandere på hver af de to rastepladser. Efter planen vil anlægsarbejdet begynde i april, og ladeparken forventes klar i januar 2026.