Biograftips fra en filmelsker: Seks fede film i april

Anora

Oscaruddelingen i år blev en sand triumf for Sean Bakers komedie Anora, der handler om en sexarbejder, som impulsgifter sig med en russisk rigmandssøn. Filmen vandt prisen for bedste film, instruktør, originalmanuskript, klipning og kvindelige hovedrolle.

Filmen er en hylemorsom komedie og et præcist portræt af en senkapitalistisk verden, hvor mange har for meget og flere for lidt.

”Jeg bliver amerikaner, og mine forældre kan sutte min pik!” erklærer den unge, russiske oligarksøn Ivan begejstret, da han høj på ketamin og teenagetrods får idéen til at gifte sig med den russisktalende Brooklyn-pige Ani under en tur til Las Vegas. Hun er stripper og lejlighedsprostitueret, han er milliardærarving på jagt efter en måde at sabotere sine forældres forventninger. Deres ekspresbryllup er højdepunktet i en ugelang Askepot-romance med mindelser om Pretty Woman. Men da forældrene får nys om deres nye svigerdatter, bliver det startskuddet til en hektisk komedie med lag på lag.

The Outrun

Filmen er baseret på en selvbiografisk roman med samme titel af Amy Liptrot, som også er medforfatter på manuskriptet. The Outrun får en masse forærende på grund af sin lokation, da den foregår på Orkneyøerne nord for Skotland. Øgruppen er hærget af vilde storme, men der er også skønne fåreflokke og sjældne fugle og sælhunde. Og så er der havet, som på en måde er en slags hovedperson. Vand er som bekendt et alternativ til alkohol.

Dertil skal lægges selvbiografiens voldsomme plot. Kan en ung kvinde, som har mistet alt, finde sig selv, hvis hun rejser hjem og starter på en frisk? Eller flytter nissen med? Man kan ikke fysisk flygte fra et misbrug, som især er en psykisk problemstilling. Hele den kamp, i det indre og i det ydre, er filmens kerne.

Hovedrollen spilles af irske Saoirse Ronan, der er født i New York, men vokset op i Dublin, og hun bærer filmen med en nerve af autenticitet, man nærmest ikke kan mindes at have set før.

Mickey 17

Mickey er en kopi på syttende generation af en desperat taber, der meldte sig som ”undværlig” på en kolonimission mod den fjerne planet Niflheim. Teknologien er bandlyst på Jorden, men i rummet kan ingen høre dig klage, og siden er Mickey død gang på gang, mens han udførte skibets mest tarvelige opgaver. Mickey udsættes for radioaktiv stråling, så forskerne kan måle, hvornår han dør. Han udsættes også for planetens dødbringende gasser, så de kan udvikle en vaccine. Hver gang spytter en maskine ham ud igen, god som ny. Men version nummer sytten dør ikke, da han burde.

På mirakuløs vis bliver han ikke spist af planetens bænkebiderlignende, oprindelige befolkning og formår i stedet at stavre tilbage til basen. Her viser det sig, at laboratoriet har genoptrykt ham for tidligt.

”Mickey 17” er skrevet af Parasite-instruktøren Bong Joon-ho baseret på en roman af Edward Ashton. Med filmen vender instruktøren tilbage til den kulørte sci-fi, han dyrkede i sine tidligere engelsksprogede film.

Det andet offer

Det er lægers arbejde at kurere og redde liv. Men de er også mennesker, som kan begå fejl. I det danske hospitalsdrama ”Det andet offer” ser vi, hvilke forfærdelige følger det får for alle involverede, da en hårdt presset læge handler forkert.

Hospitalslægen Alexandra (Özlem Saglanmak) kommer i store problemer, da en alvorlig fejl bliver begået, og en dreng kommer i livsfare. Snart kastes der beskyldninger mellem hende og en kollega, spillet af Mathilde Arcel. Situationen bliver ikke mindre presset af, at drengens urolige mor dukker op i Trine Dyrholms markante skikkelse. ”Det er din skyld, det her,” hvisker moren intimiderende, mens hun holder Alexandre fast i et rasende jerngreb. Filmen er et intenst og ubekvemt drama om følelser, som mange oplever på arbejdspladsen. Men det er sat på spidsen med hospitalet som den ekstreme ramme, hvor en fejl vitterligt kan betyde forskellen på liv og død. Drengens far spilles af Anders Matthesen.

Queer

Daniel Craig giver sit livs mest hudløse præstation som den havarerede beat-poet William Lee med den store og stædige personlighed, der snakker sig ud af stilheden, knepper sig ud af ensomheden og fixer for at holde verden på afstand. Man mærker Daniel Craigs begejstring over at strække skuespilmuskler, han hverken har brugt som Bond eller Benoit Blanc.

William Lee lever marineret i tequila og mezcal i Mexico City i starten af 50’erne. Her møder han den nysselige Allerton med slikhår og hinkestensbriller, der er drevet syd for grænsen efter sin militærtjeneste. Vi ser ham første gang, da han overværer en hanekamp på gaden til tonerne af Nirvanas Come As You Are.

I en central scene opløser Lee omhyggeligt et drys heroin i sin ske, suger væden i en kanyle gennem et stykke vat, stikker sig og stirrer fortabt lige frem. Trangen til selvudslettelse står malet i Daniel Craigs furede ansigt til tonerne af New Orders Leave Me Alone, mens han tager et hiv af smøgen og venter på, at junken skal ramme.

Det skjulte

Emmanuelle Devos og Daniel Auteuil – to af Frankrigs fineste og mest prisbelønnede skuespillere – viser det ypperste af deres kunnen i den fængslende nye thriller fra den anerkendte instruktør Joachim Lafosse. Filmen handler om et ægtepar og deres adopterede søn, der kæmper med konsekvenserne, da en længe skjult familiehemmelighed afsløres.

Den 50-årige Astrid Schaar lever et privilegeret liv som hustru til François, en fremtrædende og mediebevidst advokat, som nærmer sig et afgørende punkt i sin mangeårige, højprofilerede sag, hvor han repræsenterer forældre til en række bortførte børn. Dag og nat venter journalister uden for deres aflukkede hjem i håb om at tage et billede og få kommentarer fra François. Men husstandens skrøbelige balance begynder at smuldre, da en person fra familiens fortid vender tilbage og indleder sin egen jagt på retfærdighed.