Netto i Assentoft er kåret som Årets Butik
Butikken har været god på flere parametre, fortæller butikschefen.
Netto i Assentoft er kåret som Årets Netto-butik 2024 i Midt- og Nordjylland.
»Jeg blev helt vildt glad, da jeg fik det at vide. Jeg var også meget overvældet, for det havde jeg ikke regnet med. Jeg overtog butikken, da den åbnede i april efter en større renovering,« siger butikschef Mathilde Mikkelsen og fortsætter:
»Det er bare gået rigtigt godt, og vi er kommet godt fra start. Vi har fået vendt det hele, og vi har en fantastisk butik. Kunderne er superglade.«
Prisen blev uddelt på et internt møde tilbage i februar, men nu har butikken fået et roll up-skilt, så de kan fejre titlen sammen med kunderne.
»Jeg synes, det er fedt at få den anerkendelse fra Salling Groups side. Man kan måske godt opleve at blive set lidt ned på i detailhandlen, men vi gør altså et kæmpe stykke arbejde. Det er megafedt, at vi har muligheden for at få anerkendelse. Det betyder mere, end man regner med,« siger butikschefen.
Lokal butikschef
Mathilde Mikkelsen overtog som sagt Netto Assentoft i april sidste år. Hun har været i Netto-kæden i snart syv år og har tidligere arbejdet i Egå.
Men hun ønskede at komme til Assentoft, for hun bor ikke særligt langt væk i landsbyen Hørning.
»Det tager lidt længere tid at fylde varer op her, fordi der er så mange, som jeg kender, og lige skal snakke med,« griner hun.
Hun fortæller, at forretningen hjælper til i lokalområdet, hvor den kan, og hvor det giver mening.
»Vi støtter forskellige arrangementer i børnehaver og på skolen. Det er blandt andet derfor, vi er kåret til Årets Butik. Vi har også haft vækst, og kunderne er meget mere tilfredse, end de har været. Vi har en flot butik, og personalet er meget venlige og imødekommende. Så vi er gode allround,« siger hun.
Med titlen følger en præmie, butikkens personale kan fejre det.