Golfklub tilpasser banen til klimaforandringer: »Vi kan ikke kæmpe imod vandet – så vi omfavner det«
Når golfspillet sejler, må man tænke i kreative løsninger og give plads til naturens gang.
Norddjurs Golfklub lægger nu banen om for at imødekomme klimaforandringerne og de massive mængder vand, der ofte følger med.
Det er en konsekvens af sidste års gedigne oversvømmelse af banen. Klubben måtte i foråret 2024 lukke golfbanen i seks uger på grund af vandet, og det fik konsekvenser på et tidspunkt, hvor klubben ellers skulle tage imod masser af greenfee-gæster.
Det resulterede i, at Norddjurs Golfklub måtte registrere sit første underskud nogensinde, da bundlinjen viste et minus på 187.000 kroner ved årets udgang.
Underskuddet får ikke konsekvenser for klubbens eksistens, men sidste års oplevelse har resulteret i, at banen ændres. Simpelthen for at sikre, at man ikke kommer til at stå i en lignende situation igen, fortæller klubbens bestyrelsesformand Wilma Thorup.
»Vi har erkendt, at vi ikke kan kæmpe imod vandet. Så vi har valgt at tilpasse os det i stedet. Det var da træls, at vi stod med underskud sidste år, men vi må jo håndtere det og komme videre. Og det gør vi nu med den her løsning,« siger Wilma Thorup.
Plads til natur
Løsningen bliver, at hul 17 og hul 18 bliver henholdsvis kortere og længere.
De ligger i det område af banen, der sidste forår var voldsomt oversvømmet, men i stedet for at forsøge at lede regnvandet væk med dyre pumpesystemer eller lange rørlægninger over naboernes jorde, vælger klubben at lade naturen gå sin gang.
Hul 17 flyttes og bliver et par 3-hul i stedet for et par 4-hul. Det giver samtidig plads til, at hul 18 bliver forlænget fra et par 4-hul til et par 5-hul.
Dermed fastholdes banens samlede par på 72 slag.
Det betyder, at når og hvis vandet igen kommer i stride strømme, lægger det sig ved siden af spilforløbet og altså ikke som sidste år, hvor det lå midt på fairways og umuliggjorde golfspillet.
»Vi indretter det lavtliggende område til at opsamle regnvandet. Det bliver en slags naturlig sø, som forhåbentlig også kan bidrage med noget æstetik og måske tiltrække lidt dyreliv,« forklarer Wilma Thorup.
Golfklubben har også forberedt sig på, at det ikke er hvert år, der kommer vand i samme mængder som i 2024. Som for eksempel i år.
»V planter nogle træer i området, som kan være med til at suge noget vand, så det ikke bliver et sumpet område. Det skal nok blive rigtig pænt,« tilføjer Wilma Thorup.
Spil med vandet
Golfklubben har netop fået godkendelse fra Norddjurs Kommune til at igangsætte ændringerne, så de er i overensstemmelse med lokalplanen for området.
Dermed regner formanden med, at man i løbet af denne sæson vil kunne påbegynde anlæggelsen af det nye hulforløb, som i høj grad skal fungere som en fremtidssikring for Norddjurs Golfklub.
»Klimaet ændrer sig, og vi må følge med. Når vi ikke kan vinde over vandet, så må vi i det mindste spille med det,« konstaterer Wilma Thorup.
Norddjurs Golfklub forventer ikke, at anlægsarbejdet kommer til at påvirke golfspillet i det nuværende hulforløb, når det sættes i gang.