"Jeg har købt en kro til jer." »Jeg troede hun tog pis på os - men nej«

Det er i starten af januar 1995. Morten Mygind og kæresten Birta Lejbølle er netop landet i lufthavnen efter nogle måneders velfortjent ferie. Forventningerne er store. Nu skal hoteldrømmen have fuld gas sammen med Morten Myginds bror Mads og hans kone.

I et år har de fire sammen drevet hotellet i Østerby på Læsø. Et spændende år, hvor ønsket om at drive en virksomhed sammen for alvor er blevet prøvet af. Men det har også været et knokleri helt ude af proportioner, nærmest i døgndrift hen over sommeren.

Derfor har de sagt forpagtningsaftalen op og er taget tilbage til Aarhus. Nu vil de fire finde et lille hotel i Smilets by. Men først skulle Morten Mygind og Birta Lejbølle have en tiltrængt pause.

»Min mor var ejendomsmægler, og inden vi tog afsted havde jeg givet hende en generalfuldmagt. Sådan en, hvor hun faktisk kunne skalte og valte med alt, hvad jeg ejede. Vi havde nemlig kig på et specifikt sted, som vi havde hørt på vandrørene nok ville blive sat til salg. Og så skulle mor bare slå til,« husker Morten Mygind.

Men allerede da han får øje på sin mor, aner han, at noget ikke er som forventet.

Ligner noget, der er løgn

»Jeg synes, det ser ud, som om hun ryster. Så buser hun ud med det: ”Jeg har købt en kro til jer – Nørre Vissing Kro!” Jeg troede, hun tog pis på os. Men nej. Hun hiver et 50 år gammelt postkort frem og viser os det. Det ligner noget, der er løgn.«

Morten Mygind griner stort ved mindet om den vinterdag for 30 år siden, hvor det gik op for ham, at han og Birta Lejbølle nu var ejere af en mere end 200 år gammel kro på landet. Helt så store var smilene ikke dengang.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg godt nok ikke særlig begejstret for min svigermors disposition,« kommer det fra Birta Lejbølle.

»Vi boede jo i Aarhus, jeg havde mit arbejde dér, og Nørre Vissing var noget helt, helt andet end det, vi havde gjort os af tanker og lagt planer for. Det var virkelig noget af en mundfuld,« smiler hun.

»Men vi tog herud og kiggede på kroen. Den var sgu ikke særlig charmerende den dag. Der var tre lag gamle tapeter og to lag gardiner, og det hele var bare mørkt og kedeligt. Og det var januar. Og det regnede. Alt tog sig ud fra sin værste side,« fortæller Morten Mygind.

»Det var bare brunt, brunt, brunt. Alle vegne. Og nikotinen hang i lofterne. Det krævede lige nogle dybe indåndinger, før vi kunne se potentialet,« konstaterer Birta Lejbølle.

Fire stjerner vendte lykken

Men der var kun en vej frem. De fire smøgede ærmerne op og gik i gang med at renovere kroen. Det var langtfra et drømmescenarie, men i begyndelsen af april var de klar til at tage imod de første gæster i en kro, der havde fået en tiltrængt makeover. Mads og Morten Mygind stod for maden, mens Birta Lejbølle passede sit fuldtidsarbejde som socialpædagog om dagen og knoklede videre i kroen om aftenen.

Mads og hans kone blev forældre og flyttede ind i den lille lejlighed på første etage i hovedbygningen, og efter at have renoveret et par gamle værelser flyttede Birta Lejbølle og Morten Mygind også ind. Det var en hård start, men så – tre måneder senere – vendte lykken.

»Vi fik fire ud af fem stjerner af Jyllands-Postens anmeldere, og fra den ene dag til den anden gik vi fra at have nogle ganske få besøgende til hver dag at have 20-30 spisende gæster,« fortæller Morten Mygind, der set i bakspejlet trækker lidt på smilebåndet af hans og Mads’ høje kulinariske ambitioner.

»Vi ville lave gastronomi og kun gastronomi. Det var det, vores hjerter brændte for. Passionen for maden og kreativiteten og at give gæsten en fantastisk oplevelse. Men man kan nok godt sige, at vi i starten var lige lidt for højrøvede, fordi vi insisterede på gastronomi. Efter et stykke tid fandt vi ud af, at så højt på strå kunne man ikke være, og så begyndte vi også at lave klassiske retter og mad til selskaber,« forklarer han og tilføjer med et glimt i øjet, at en af de store kokke engang brugte betegnelsen gastronomy light om det, brødrene havde på deres a la carte-menu.

»Det kunne jo ikke kun være sorte hummere og østers det hele – det var jo hverken det, vores gæster eller vi selv havde lyst til. Vi havde lyst til at arbejde bredere, og det er også det, vi gør i dag,« fortæller Morten Mygind.

Koldt på toppen

Selv er han uddannet kok og har trådt sine kokkebarnesko dér, hvor det for alvor gik løs på den gastronomiske scene i Aarhus. Restaurant Mahler, De Fire Årstider, Le Canard. Sammen med Sven Bøgh var han med til at starte Restaurant Seafood i Marselisborg Havn op.

»Jeg havde en dyb passion for håndværket, men der er også koldt på toppen de steder, og det blev for koldt for mig. Man snakkede ikke særlig pænt til hinanden. Det var vi enige om, at sådan skulle det ikke være her. Fra day one har det været sådan, at selv opvaskeren skal kunne sige sin mening. Der er ingen her, der skal finde sig i at blive talt grimt til. Alle skal have det godt. Det har været vigtigt for os gennem alle årene,« understreger Morten Mygind.

De to brødres parløb varede i 12 år.

»Vi havde 12 gode år sammen her i kroen, og så ønskede Mads at prøve noget andet. Da de flyttede ud, besluttede vi at gøre det samme, og nu bor vi små syv kilometer herfra. Det gav os mulighed for at rydde førstesalen og indrette 12 lidt mere luksuriøse værelser,« forklarer Morten Mygind.

I dag er Nørre Vissing Kro indbegrebet af lys, nordisk hygge i en smukt indrammet atmosfære. Indretning og interiør er Birta Lejbølles område, som hun styrer med sikker sans for, hvad der ser godt ud og giver et touch af hygge.

»Birta har altid været kreatøren. Det er hende, der har det stensikre talent for, hvad der tager sig godt ud,« oplyser Morten Mygind.

Birta Lejbølle har malet alle billederne og lavet alle blomsterdekorationerne og installationerne, som skiftes ud, hver gang hun finder inspiration til noget nyt.

Passionen er stadig vigtig

Når man er sammen næsten 24 timer i døgnet gennem 30 år, så slibes der nogle kanter af. Men mest af alt ser Birta Lejbølle og Morten Mygind tilbage på 30 år, hvor der har været masser af liv og glæde i Nørre Vissing Kro. Og passionen er der endnu.

»Vi har stadig et stort drive og lyst til at udvikle kroen. Vi kan stadig godt lide at få udfordringer. Det gør det bare mere interessant,« understreger Birta Lejbølle, der fortsatte med sit dobbeltarbejde i Aarhus og på kroen i nogle år, inden hun gik på deltid og senere igen gik all in som kromutter.

»Jeg skulle lige hjælpe Morten gennem en periode. Og den er så aldrig sluttet,« griner hun.

»Vi har da vores kampe indimellem, men på den gode måde,« siger Morten Mygind.

»Der sker jo hele tiden en udvikling – der er hele tiden noget, der skal renoveres, og der er hele tiden nye ideer, der popper op. Når jeg står op om morgenen og kigger mig i spejlet, så siger jeg: ”Morten, det bli’r sgu en god dag!” Og så bliver det bedre, end hvis jeg bare står og hænger. Vi prøver at smide noget positiv energi ind i det, og det virker.«

»Og kald det bare banalt, men jeg har stadig den der boblende glæde. Lige nu glæder jeg mig sindssygt meget til, at der lige om lidt kommer nye asparges. Og jeg går også allerede og glæder mig til de nye rabarber. Det kan jeg glæde mig over hvert eneste år. Og til efteråret glæder jeg mig til de nye rødder. Sådan er det år efter år efter år. Og så sidder nogle måske og tænker, hvordan pokker kan han glæde sig over det. Jamen, det gør jeg bare. Fordi jeg glæder mig til at arbejde med dem. Vores job er jo vildt varieret. Det er det, der gør det så spændende,« understreger Morten Mygind.

Pukka og de hemmelige trøfler

Gennem efterhånden mange år har Birta Lejbølle og Morten Mygind samarbejdet med lokale leverandører – også længe før det blev en trend at bruge lokale råvarer.

»Vi har Ole, vores mikrolandmand. Han er vores store helt. Ham holder vi ”så”-møder med om foråret, hvor vi snakker om, hvilke råvarer vi gerne vil have fra ham. Han har de mest fantastiske jordbær og indimellem kommer han også med forslag til noget nyt. Så vi har prøvet alle mulige ting af fra indiansk majs til en meter lange bønner. Han dyrker også ting, vi ikke længere kan få i markedet, som for eksempel havrerødder. Nogle gange kommer han også lige forbi med nogle skægge græskar, som han mener, vi nok kan bruge til et eller andet,« smiler Morten Mygind.

Kroparret har også honning fra Fredelige bier, et lille økologisk landbrug nær Hørning. Og så har de en større flok af lokale, der hjælper med at samle svampe, bær og ikke mindst det seneste skud på stammen: sorte trøfler.

»Det er en meget sød dame, der har trøffelhunden Pukka, som finder dem. Den har været i træning i England. Det er selvfølgelig en dyb hemmelighed, hvor de gror henne. En skøn, men lidt reserveret hund, der er mere interesseret i at finde trøfler end i at hilse på,« griner Morten Mygind.

»Vi samarbejder med lokale leverandører i den udstrækning, vi kan, men vi får selvfølgelig også varer udefra. Da hele den her nynordiske bølge og Meyers koncept begyndte, trykkede vi lidt på bremsen. Vi har dyb respekt for manifestet, men det er ikke det, vi vil. Vores indgangsvinkel har altid været rent gastronomisk og med stærk inspiration fra især Spanien, men også Frankrig og Italien. Og så har vi bygget det op omkring danske råvarer og vores måde at fortolke det spanske køkken på,« uddyber han.

Bumpene på vejen

Ikke alt har været rosenrødt i 30 år, og der har da været udfordringer undervejs, som ikke altid har været lige sjove at tackle.

»Finanskrisen var slem, det var den for alle, og corona var også et bump på vejen. Jeg tror, at det, der har været vores styrke gennem alle de år, er, at vi rammer meget bredt. Konferencehoteller bliver hårdt ramt, hvis der ikke er konferencer og kurser. Det gør vi ikke på samme måde. Vi har selskaber, vi har hr. og fru Danmark, der kommer og spiser, og vi har begravelser. En meget bred palet, som gør, at vi egentlig står stærkt i markedet.«

Corona krævede anderledes tænkning og nye måder at gribe hverdagen an på. I stedet for at fyre ansatte, som det skete mange andre steder, tog Birta Lejbølle og Morten Mygind en hurtig beslutning og lavede mad ud af huset. Og i stedet for kun at lave en ret, lavede de hele menuer som takeaway.

»Der ramte vi bare plet. 14 dage efter covid lukkede landet ned, havde vi 600 anretninger om dagen. Det var helt ekstremt. Folk stod i kø hen ad gaden, og Birta Lejbølle suste rundt og satte bånd op med afstandsmålinger. Så gik de ind i den ene ende af kroen, fik deres mad og betalte og gik ud gennem den anden ende af kroen. Det gav os troen på, at vi nok skulle komme gennem coronanedlukningen.«

Oplevelserne under corona sidder stadig dybt i parret.

»På et tidspunkt opdagede jeg, at en herre fra København, en stamkunde, havde sat 10.000 kroner ind på kontoen. Så jeg ringede for at høre, hvad han havde gang i. ”Jamen, det er, fordi jeg gerne vil støtte jer,” fortæller han så. Det var helt vildt. Vi oplevede også folk, der kom fra Randers, Norddjurs og Hobro, bare for at hente mad hos os og hjælpe os gennem coronatiden. Det var total næstekærlighed. Det er sgu ligefrem, så man får tårer i øjnene selv nu ved at tænke på det,« siger en tydelig rørt Morten Mygind.

Men den generelle udfordring i branchen ligger et helt andet sted. Det handler om det dyrebare personale, som det er svært at finde.

»I mange år har branchens største udfordring været at få personale. Vi har været heldige at have nogle gode folk. Omkring 80 pct. i vores branche er ikke med i noget som helst. Altså, de betaler jo helst for lidt. Vi har prioriteret at være med i Horesta. Vi betaler folk en ordentlig løn. Det tror jeg har stor betydning. Folk ved, at her bliver de ordentligt behandlet,« understreger Morten Mygind.

»Vi har ansatte fra hele verden og har nogle fantastiske og meget loyale medarbejdere. I vores branche ender man med at have god indsigt i kulturforskelle og forståelse for hinanden. Det er simpelthen nødvendigt, fordi vi arbejder så meget sammen og er afhængige af hinanden.«