Herdis prøver at finde sig til rette i sit nye liv: »Jeg har jo ikke været hjemme i 40 år«

Hun tøffer med raske, små skridt rundt i det store hus i et villakvarter i Ulstrup, mens hun fortæller og peger på det, hun selv kalder skrammel.

Det er bunker af papir, brugt gavepapir i pæne folder, en kasse med udtjente blomsterkrukker og pyntenips.

»Jeg har jo ikke været hjemme i 40 år,« siger hun og får det næsten til at lyde, som om det seneste år ikke har været virkelighed.

Det er nemlig præcis et år siden, at nu 75-årige Herdis Madsen stoppede som købmand på Hovedgaden.

Her har hun arbejdet siden 1971 og siden 1989 som selvstændig.

12 timer om dagen. Hver dag, fortæller hun.

Nu er hun hjemme på Kærsangervej, og når man spørger hende, om hun bruger al sin nyvundne tid på at gå i haven eller rejse, er hendes automatsvar, at det har hun og Peter da slet ikke tid til.

Som om hun endnu ikke har vænnet sig til det nye liv.

Der er sket noget med hukommelsen, kan man fornemme.

»Jeg har det lige på tungen. Vent et øjeblik, så kommer det,« siger hun flere gange, og det gør det minsandten også. I hvert fald i de fleste tilfælde.

Alligevel giver det hende en smule besvær at forklare, hvordan det har været at gå fra 40 år med fuld gas til et pensionistliv med tid og stille ro.

»Man skal lige vænne sig til det. Det er da hyggeligt sådan at have tid til at drikke morgenkaffe med Peter,« siger hun og tilføjer:

»Men det har været et hårdt år. Der var meget, der skulle tømmes, da butikken lukkede. Så blev min mand syg, og jeg har også selv lige været på sygehuset. For første gang i hele mit liv,« fortæller hun og viser hånden frem, som dog er god igen.

Ryggen krummer som et tegn på et levet arbejdsliv, hvor timerne i butikken har været én af førsteprioriteterne i hendes liv.

Og måske har det været et hårdt år for Herdis, men også et godt år, for der er sket mange ting.

Runde fødselsdage og barnedåb i familien, som hun tydeligvis er stolt af. Der har også været guldbryllup og ferie i deres sommerhus ved Ringkøbing, hvor hun ikke har været i 10 år.

Kærlighed og købmandsskab

Hendes Peter, født samme år som Herdis, var søn i købmandsbutikken på Hovedgaden i Ulstrup, da hun fik job der.

I 20 år kørte han lastbil, indtil han drejede fra og startede i branchen for gravsten med eget firma, hvor han stadig er aktiv i dag.

»Jeg bliver ved, så længe hjertet slår,« siger han.

Imens går Herdis’ hverdage med skrammel og gåture. Gerne ned i byen.

»Så vinker folk til mig fra bilerne. Der er jo mange, der kender mig.«

Ingen ville overtage købmandsforretningen sidste år, så det niver lidt i hende, når hun går forbi.

Men tiden var kommet, fortæller hun.

»Det er lidt sjovt, for det føles ikke som ret lang tid siden, at jeg var otte år og hjalp købmanden i min barndomsby. Allerede dengang vidste jeg, at det var det, jeg ville være. Jeg har altid godt kunnet lide at lave noget.«

Som med et enkelt tryk på kasseapparatet gik tiden.

»Det skulle jo slutte, og de sidste år gik det dårligere og dårligere for forretningen. Det er jo sådan, det går i alle byer. De små købmænd lukker. Men jeg savner kunderne. Jeg tror måske også, de savner mig,« siger hun med et smil, der breder sig, mens hun tager jakken på for at gå sig en tur og lade skrammel være skrammel.

I lokalerne på Hovedgaden 24, hvor den gamle købmandsbutik engang var, er Byens Genbrug i gang med at flytte ind.

»Det er fint nok, at der sker noget i gaden, men det er nu alligevel lidt underligt,« afslutter hun.