Grenaa-læge udgiver sine erindringer
Tyge Ingerslev fortæller i ny bog om sit liv. Efter 39 år som læge, blev han uddannet kunstner.
I mange år var han praktiserende læge i Grenaa - og efter at være stoppet, skiftede han spor. I 2017 søgte han ind på Aarhus Kunstakademi, og efter fire års uddannelse kunne han gå i gang med arbejdet med maleri, grafik, keramik og skulptur. Desuden er han en meget aktiv formand for Grenaa Kunst og Musikforening.
Nu er han aktuel med erindringsbogen ”Gentagne spor”, som netop er udkommet og til salg hos boghandlere.
Det er en erindringsbog om hans barndom i et travlt og livligt lægehjem med fem børn, men også en fortælling om et spændende liv som praktiserende læge og hans arbejde med kunst. Det er en historie fortalt med humor, og med dramatiske og rørende fortællinger fra en travl hverdag i almen praksis.
Efter 39 års arbejdsliv som læge - og hvad han selv har optalt til en kvart million patientbehandlinger, for det bliver til store tal, når man har haft 12 procent af Grenaas borgere som patienter - levede Tyge Ingerslev sin mangeårige drøm at blive kunstner ud.
Begyndte for et år siden
»For et år siden begyndte jeg på bogen, som har været en stor personlig fornøjelse at skrive. I skriveprocessen dukker der nemlig glemte oplevelser frem, der genskaber ens liv, men der opstår også tanker om det hele gav mening, og mon ikke det er et spørgsmål, som vi alle burde stille os selv. Jeg har bestræbt mig på at undgå en lidt kedelig kronologisk refererende opremsning af begivenheder, men i stedet er det blevet til en række fortællinger, som læseren forhåbentlig kan finde interessante og morsomme, men som også skaber eftertanke, fordi bogen også er en fortælling om vores tid og kultur,« siger Tyge Ingerslev.
Bogen giver min forklaring på Trump, løgnen og polariseringen og også et bud på, hvordan vi igen kan få fast grund under fødderne og erstatte jungleloven med ægte fællesskabTyge Ingerslev
Han besvarer spørgsmålet om hvad han mener om vores tid, således: »Mon ikke vi alle oplever den som temmelig kaotisk både politisk, men også med en eksistentiel følelse af at ‘være alene hjemme’. Bogen giver min forklaring på Trump, løgnen og polariseringen og også et bud på, hvordan vi igen kan få fast grund under fødderne og erstatte jungleloven med ægte fællesskab. Den løsning forudsætter, at vi slipper den falske forestilling, at verden blot er menneskelige individuelle ‘oplevelser’ og konstruktioner. Derved bliver sandheden om verden nemlig til ren magtkamp, hvor den stærkeste vinder retten til sandheden, men det er vigtigt at understrege, at bogen ikke har noget missionerende ærinde eller løftede pegefingre, men alene er et oplæg til samtale og refleksion.«
Bogen kan købes i boghandler og forlaget BoD-bogshoppen.