Fortsæt til indhold

Ny plan for Den Gamle By: Nu med overnatning og rollespil

Efter mange års byggeri og etablering af nye kvarterer i museet, skal kræfterne nu bruges på at gøre det til 'Et fælles hjem til tiden'.

Kultur og byliv
Tahmasbi

Rollespil, overnatning, forskning, samarbejder, mere samfundsansvar og public service i mediebilledet. Det er nogle af de konkrete indsatser, man kan finde i Den Gamle Bys strategi for de kommende fem år, som skal manifestere museets enorme spændvidde og internationale appel.

’Et fælles hjem til tiden’ lyder titlen på den nye strategi, som markerer slutningen på årtiers nybyggeri med bykvarterer frem til 2014 med hjem og butikker, faste udstillinger med smykker, plakater og bladtegninger, det store underjordiske museum om Aarhus samt en ny hovedindgang.

Opgaven er nu, ifølge museumsdirektør Julie Rokkjær Birch, en anden:

»Tiden er inde til at give plads til nye perspektiver, målgrupper og samarbejder. Nu handler det om at puste endnu mere liv i rammerne – hele året rundt,« siger hun.

»Med strategien skitserer vi et modigt, inkluderende og økonomisk bevidst Den Gamle By. Ambitionen er at sætte en større samfundsmæssig dagsorden, skabe nyt indhold og være bæredygtig i mere end én forstand,« fortsætter hun.

Selvom Den Gamle By står stærkt og med masser af potentialer, er der også udfordringer. Museet har et betydeligt efterslæb på vedligehold og samlingsvaretagelse og skal omstille sig fra en driftsøkonomi og en organisation, der har været tilpasset de senere års store byggeprojekter.

Museumsreformen (som trådte i kraft fra nytår 2025) og dens indplacering af Den Gamle By i tilskudsmodellens kategori fire har desuden givet anledning til stor undren hos museumsdirektør Julie Rokkjær Birch, som vil øge bevidstheden om museets virke og internationale status.

568.275 gæster lagde vejen forbi Den Gamle By sidste år, hvilket gør det til landets mest besøgte kulturhistoriske museum. Pressefoto

Den Gamle By vil skabe og udkomme med nyt indhold til endnu flere. Julie Rokkjær Birch ser et behov for større historiebevidsthed og for at koble nutidens store spørgsmål med historiens svar. Hun forklarer, at Den Gamle Bys unikke tidsrejse gennem danmarkshistorien bygger på stor viden, kvalitet og troværdighed. Det forpligter, mener hun.

»Vi står i en kompleks, digital og polariseret virkelighed, hvor der mere end nogensinde er brug for et fælles hjem som Den Gamle By. AI, et fragmenteret mediebillede og geopolitisk uro får os til at søge efter mening, forståelse og fundament. Derfor vil vi se os selv som et mediehus og udkomme med indhold, som kan bidrage til at kvalificere den offentlige debat og modvirke misinformation, overfladiskhed og ensomhed,« uddyber direktøren den nye vej for museet.

Den Gamle By har givet sig selv fem år til at komme i mål med strategien, hvor et af succeskriterierne er, at de kommende års udvikling skal give Den Gamle By yderligere 100.000 gæster i 2030.