Fortsæt til indhold

Aarhus Teater fejrer sine 125 år ved at hyre flere skuespillere til vild sæson med Thomas Helmig på plakaten

Med tre nye skuespillere i teaterets faste stab gør jubilaren klar til et år, der tager Aarhus til nye højder.

Kultur og byliv

Aarhus Teater har i forvejen et af landets største ensembler med 15 faste skuespillere.

I næste sæson øger det helt ekstraordinært antallet til 17 skuespillere i anledning af teatrets 125 års jubilæum. Publikum vil i 2025-26 kunne opleve tre nye ansigter i form af talenterne Marie Boda, Malte Conradsen og Kevan Nirwan Soliman.

Hvad de skal medvirke i i jubilæumssæsonen, afsløres ved sæsonpræsentationen 23. april.

Den byder blandt andet på den første teaterkoncert nogensinde om Thomas Helmigs liv og musik. Alle billetter er på forhånd revet væk, og stykket sættes op i samarbejde med Aarhus Festuge, der i år runder 60 år.

Også den legendariske musical Sound of Music får premiere. Der medvirker ikke færre end 12 børn, der skal synge og danse sig igennem det Von Trappske univers i selskab med den utroligt velsyngende Amanada Jürgensen i rollen som barnepigen Maria.

»Det er af uvurderlig betydning for Aarhus Teater, at vi har vores egne fremragende skuespillere, som er særligt udvalgt til at spille de mange forskellige roller på teatret. Vores ensemble er sammen med vores huskunstnere med til at højne kvaliteten af vores forestillinger og skærper teatrets profil,« siger teaterdirektør Trine Holm Thomsen.

»Jeg er rigtig glad for at præsentere tre stærke, unge talenter, som jeg er sikker på vil være med til at løfte jubilæumsrepertoiret sammen med vores øvrige skuespillere. Og at vi ovenikøbet får mulighed for at have 17 skuespillere i ensemblet i vores jubilæumssæson er blot en ekstra stor glæde,« fortsætter hun.

Marie Boda er kendt fra en af Afdeling Q-filmene og tv-serien om Mercur. Foto: Isak Hoffmeyer

Marie Boda er uddannet i Aarhus i 2024. Hun har været med i Christian Lollikes Reumert-vindende forestilling Skolekomedien og siden som Cordelia i Folketeatrets King Lear-opsætning. Nogle vil kende hende fra en lang række film og tv-serier som spillefilmen Department Q: Boundless og TV2-serien Mercur, hvor hun spillede Grethe Ingemann.

Kevan Nirwan bliver i år færdiguddannet i Aarhus og har været med i musikforestilling Genz Endgame. Foto: Isak Hoffmeyer

Kevan Nirwan Soliman afslutter i år sin uddannelse fra Aarhus Teater og har medvirket i musikforestilling Genz Endgame. Han skal også medvirke i afgangsforestillingen Jeanne, der får urpremiere på Stiklingen 10. april.

Malte Conradsen bliver i år uddannet fra Odense Teater. Foto: Isak Hoffmeyer

Malte Conradsen er uddannet fra Odense Teater, hvor han har været med i Narnia - Løven, heksen og garderobeskabet og fra 14. maj er aktuel i Resten kender du fra film.

Aarhus Teaters færøske skuespiller Kjartan Hansen, der blandt andet spillede hovedrollen i den Reumert-vindende Kaj Munk-forestilling Ordet, har efter eget ønske valgt at stoppe i ensemblet efter 10 år.