Fortsæt til indhold

Bruger tusindvis af kroner: Tager halloween til nye højder

Halloween i Hammel vender tilbage i et spændende samarbejde

Kultur og byliv

Mens sommeren nærmer sig, er andre allerede i gang med at forberede en af vinterens store mærkedage.

Det er nu bekræftet, at det populære event Halloween i Hammel vender tilbage 30. oktober 2025.

Favrskov Kommune har netop bevilget 40.000 kroner til arrangementet.

Beslutningen blev truffet i Kultur- og Fritidsudvalget, hvor fire medlemmer stemte for, mens Simon Buus Olsen (L) stemte imod.

En af dem, der stemte for, var Lone Boye (S):

»Jeg talte kraftigt for at støtte projektet, for det er bare så vigtigt, at der bliver givet tilskud til arrangementer bredt i kommunen, så ingen af byerne dør hen.«

Hammel Handel & Erhverv, der står bag den uhyggelige aften, har høje ambitioner.

»Vi håber, at vi kan tage Halloween i Hammel til next level i år,« lyder det entusiastisk fra eventkoordinator Rebekka Nothlev.

Halloween i Hammel har gennem årene tiltrukket mange besøgende til uhyggelige og stemningsfyldte oplevelser.

Hammel Handel & Erhverv samarbejder igen med Frijsenborg Efterskole og Dystopia Entertainment om at sprede liv, uhygge og godt humør i midtbyens gader.

Eleverne fra Frijsenborg Efterskole vil være udklædt og assisteret af Dystopia Entertainment.

Dystopia Entertainment består af en gruppe horror-entusiaster, der kan tilbyde noget helt særligt til en aften med Halloween i Hammel.

Det unikke samarbejde inkluderer flere dages planlægning og forberedelse, hvor historien udvikles sammen med eleverne.

Sidste gang var arrangementet inspireret af de lokale historier om den Sorte Greve, og i år vil eventet igen tage afsæt i lokalhistorier, der formidler byens historie – om end dramatiseret.

Hammel Handel & Erhverv håber på hjælp fra Favrskov Kommune og lokalarkivet til at finde en ny historie, som kan danne grundlag for årets Halloween, der skal inddrage gæsterne, så de kommer til at være omdrejningspunktet for de uhyggelige historier.

Sidste år besøgte omkring 500 mennesker konfirmandstuen til gys og gru, og igen i år sigter arrangørerne efter at tiltrække mange besøgende, både fra Hammel og resten af kommunen.