Renée Toft Simonsen har oplevet det vildeste og det værste. Men i en hemmelig grusgrav har hun fundet fred fra det hele

Man kan ikke påstå, at Renée Toft Simonsens liv har formet sig som de flestes. Kontrasterne går fra den tidlige barndom i det nordlige Randers’ rå betonblokke, hvor der vankede tæv i gården, til det hyggelige Trøjborg i Aarhus og det helt vilde jetsetliv som verdenskendt model i New York.

Som bare 17-årig opnåede hun titlen som ”Face of the 80’s” i 1982, skiftede Trøjborg ud med downtown Manhattan og fløj dagligt til Paris og Milano på jobs.

Hun dannede par med John Taylor fra Duran Duran og var blandt mange andre VIP-begivenheder med til Bob Geldofs bryllup med Paula Yates. Den unge aarhusianer havde George Michael på den ene side og Paul Young på den anden ved middagen. Men efter otte år stoppede den jordbundne jyde festen og sin hæsblæsende modelkarriere.

Hun ville noget andet end at arbejde med overfladen. Den eftertragtede model tog hjem, blev student, psykolog og siden manuskriptforfatter. Hun fandt familielykken i Risskov med Thomas Helmig og deres fire sammenbragte børn og begyndte et forfatterskab med de populære Karla-bøger, der er fortsat med de prisbelønnede ”Børnene fra Sølvgade”-bøger og -film.

Den 12. maj fylder Renée Toft Simonsen 60 år. Vi møder hende hjemme i byhuset på Frederiksbjerg for at tale om igen at nå toppen, 43 år efter i en ny karriere, der indebærer Mofibo, Robert- og Bodil-priser. Om hendes selvudvikling gennem 20 år, om at leve med tabet af sønnen Hugo Helmig og om at finde fred med livet, som det nu er.

Prisbelønnet forfatter

I februar vandt Renée Toft Simonsen en Robert for ”Børnene fra Sølvgade”. Hendes succes regnede også på ægtefællen, der fik en Robert for årets bedste titelsang til Sølvgade-filmen.

I marts var filmen nomineret til en Bodil, som hun dog ikke fik med hjem, men til gengæld vandt hun 14 dage senere Mofibo-prisen for årets bedste børnebog.

Bøgerne skriver hun på sit kontor derhjemme i et lille hus i haven. Der er reoler fra gulv til loft fulde af bøger, sjove skilte, religiøse figurer og fotos af familien – især børnene. Her fordyber hun sig og forsvinder ind i egne universer.

»Jeg vågner af ord, hvis der er et højt refleksionsniveau. Overvejelser om, hvem vi er, hvad vi gør, hvad skete der lige der? Det er evigt interessant. Jeg bryder mig ikke om noget, der er ensporet. Det er for fattigt, for der er altid mange vinkler at se fra,« forklarer forfatteren, der har skrevet, siden hun var en lille pige.

»Min far har lige givet mig nogle digte og sange, jeg har skrevet til ham på hans skrivemaskine. Men den trang blev væk i modelarbejdet og psykologstudiet, hvor jeg var vild med at dykke ned i emnerne, sætte teorierne over for hinanden og se forskelle,« siger forfatteren.

Lysten til at arbejde kreativt med ord meldte sig stærkt igen, da hun som nyuddannet psykolog valgte at aflyse en planlagt ph.d. for i stedet at kaste sig over Karla-bøgerne.

Når Thomas gør ingenting

De blev en stor succes både som bøger og film, og inspireret af det søgte Renée Toft Simonsen ind på en masterclass på Den Danske Filmskole. Der fik hun en af bare seks pladser og lærte at opbygge filmmanuskripter. Det har hun gjort til børnefilmene om Iqbal Farooq og til sine egne Sølvgade-bøger.

Øvelsen i at skifte mellem det strukturerede og stramme filmmanus-skriveri og det kreative forfatterskab har været svær. Ud over hendes to børnebogsserier har hun skrevet romanen ”Tirsdag formiddag” og ungdomsromanen ”Dømt til frihed”, så hun arbejder på begge planer.

»Min mand har, siden han var 17 år, arbejdet kreativt, og jeg har haft svært ved at forstå, at han nogle gange bare har ligget på sofaen, fordi der ikke lige kom noget til ham. Jeg har tænkt: ”Så find dog på noget.” Men han er mega god til at vente på de gode idéer og at kassere det, der ikke duer. Hvis jeg kasserer 60 sider, synes jeg, at jeg ikke har lavet noget,« siger hun og ryster på hovedet af sig selv.

Lige nu tillader hun dog sig selv ikke at vide, hvad hendes næste projekt bliver, og hviler i det.

Lider af perfektionisme

De store krav til sig selv har i årevis givet hende et hårdt indeklima, som hun kalder det. Sådan et går ikke kun ud over en selv, så for 20 år siden gik hun i selvudvikling for at være et ordentligt og anstændigt menneske.

»Jeg lider af perfektionisme. Jeg moslede med mit dømmende overjeg, der hele tiden sagde, at jeg skulle, at jeg burde, og at jeg kunne gøre det bedre. Det dukker faktisk stadig op, selv om jeg nu er næsten 60 år,« siger hun med ironisk selvdistance.

Da Renée Toft Simonsen satte ind for at ændre på det, begyndte hun fysisk at holde sin pegefinger op foran ansigtet, når den indre dommer meldte sig.

Hun illustrerer det for avisens udsendte ved at holde fingeren op og siger til den: »Hvad er det, du siger til mig nu? At det skal jeg ikke gøre? Det må jeg ikke?«

Så ser hun på os og siger:

»Det, der gør en forskel, er kærligheden. Kærligheden til dig selv, til den dømmende pegefinger. Thomse forstod det. Han tog min pegefinger og sagde: ”Vi kysser ham.” Og så kyssede han den,« griner hun og kysser sin pegefinger.

I dag er hun meget bevidst om, at vi hele tiden dømmer og bedømmer os selv og har meninger om, hvad andre går og gør ovre i deres andegård.

»Jeg bedømmer kun noget, når jeg er alene med min mand. Så griner vi hjerteligt af det, vi får lyst til at sige. Vi leger, giver plads til det dømmende, men agerer det ikke ud i verden. Vi ser bare kærligt på det og tænker, at det er da interessant, at vi reagerer på den måde, og så rummer vi det,« skraldgriner hun af sig selv og sin allernærmeste.

»Gå nu hjem til dig selv og gør rent på dine egne hylder og send det ud i verden i stedet for,« siger hun på sin egen bondesunde og superjyske facon, mens hun fortsat forsøger at rydde op på egne hylder.

»I et livsperspektiv er jeg enormt pligtopfyldende. Det er mit nytårsfortsæt i år, at det vil jeg ikke være mere. Heldigvis er jeg blevet glemsom de senere år, så det er blevet meget nemmere,« siger hun og slår sin karakteristiske latter op.

På køkkenbordet bag hende ligger en række sedler, hvor hun kan læse sig til det, hun absolut ikke må glemme i dag.

Om døden og Hugo

Renée Toft Simonsen har ikke bare øvet sig i at rumme sit dømmende overjeg, sin vrede og angst. Også sorgen er blevet en følgesvend, som fylder rigtig meget. For godt to år siden blev hun og familien sendt i frit fald, da Hugo Helmig pludseligt døde.

Det har krævet mange tårer og tunge timer at finde en form for fodfæste igen og acceptere det svære farvel. Det har forandret hendes måde at være i verden på.

Hun vil gerne tale om sorgen over Hugos død, men hun vil ikke gå helt ind i det private rum, hvor smerten helt sikkert får hende til at græde.

»Så løber mascaren bare, og jeg skal jo fotograferes om lidt,« siger hun på sin altid venlige facon.

Men hun vil gerne tale om at skulle leve med en ubærlig sorg. Om at glæde sig over børn og børnebørn på det foto, Thomas Helmig fik, da han blev 60 år. At lade sig fylde med liv og lykke over det i stedet for kun at savne ham, der mangler.

»Jeg har altid ment, at vi skulle kunne tale om alt. Da jeg var yngre, var jeg klar på mange niveauer på to sekunder. Men når vi taler om døden og Hugo, har jeg virkelig travlt med flugt og fortrængning. Hvor er de dejlige mekanismer. I dag tænker jeg, at vi da egentlig ikke behøver at kæmpe alle kampe – kun de vigtige,« funderer hun.

Renée Toft Simonsen handler ikke længere på hver eneste lille følelse. Der er jo 999 af dem i timen. Hvis man hele tiden skulle rykke på dem, ville det ikke være i orden for andre, som hun siger.

Går i hemmelig grusgrav

I stedet har hun fundet sin egen måde at blive tanketom og fredfyldt på. Hun beder ikke og dyrker ikke åndelige ritualer, men har til gengæld en hemmelig grusgrav, hvor hun sammen med gode venner går på jagt efter forstenede søpindsvin. De tager kaffe og sandwich med og pisker rundt i graven i otte timer.

»Det er meget mindful. Jeg er helt til stede lige nu og her, der er ikke andet end det. Der er en form og et mønster, som jeg skal finde. Jeg skal bare være et menneske i verden. Jeg skal ikke præstere noget, være på en bestemt måde, overbevise nogen om noget. Og jeg skal ikke foregive at være noget, se ud, være dygtig eller opnå anerkendelse. Det travle ego, der hele tiden vil have noget og er så grådig, bliver stille,« forklarer hun.

En anden vej til fred i sindet er at gå i haven i timevis. Hun kan gå ud klokken ni om morgenen og næsten være træt af at skulle ind klokken 18.

Sammen med gode venner hækler og strikker hun som en gal i deres egen lille strikkeklub.

»Og så går jeg til ler. Der er blevet plads og tid til det med at dyrke processen på en anden måde end tidligere i mit liv. Jeg er så heldig, at jeg har været økonomisk dygtig, om jeg så må sige, så jeg behøver ikke at arbejde med noget, jeg ikke har valgt,« siger hun, der føler sig meget privilegeret.

Hun mener, at man i den situation skal dele og give noget tilbage. Det er en af grundene til, at hun arbejder frivilligt for Børns Vilkår og lige har været på kursus, så hun også er klar til at tage en tjans på BørneTelefonen.

Fra rød til klassisk

»Jeg er ikke religiøs, men jeg har tænkt mig at melde mig ind i folkekirken, for det er et godt sted at komme og være fælles om noget, og så står den for stærke værdier som næstekærlighed, ordentlighed og anstændighed, hvilket er stærkt udfordret i disse tider,« siger hun.

Kvinden, der kommer fra en meget venstreorienteret familie og egentlig er det selv, er klar over, at hun nu er tæt på de gammeldags, klassiske konservative dyder.

»Thomse sagde den anden dag, at vi er simpelthen så klassiske, for vi lagde ud med at være ræverøde, og nu vil vi melde os ind i folkekirken,« skraldgriner hun.

»Der er ikke noget originalt i det. Vi er bare blevet ældre. Men det handler også om, at de humanistiske værdier er udfordrede i denne tid,« siger fødselaren, der selv om hun ikke længere kæmper så mange kampe dog altid vil stå op for en række værdier:

»Demokrati, lighed, solidaritet, sisterhood og broderskab er stadig utroligt vigtige værdier. De er ukrænkelige,« slår hun fast.

Hun håber, at hendes bidrag til denne verden er budskaberne i bøgerne: At mennesker er stærke, og at det kærlige holder os sammen. Det er temaerne i hendes børnebøger.

»De fortæller, at vi er fejlbarlige, gør dumme ting og indeholder egenskaber, vi ikke bryder os om, men på trods af det kan vi godt se kærligt på os selv,« siger forfatteren.

I rosende anmeldelser bliver hendes bøger sammenlignet med Astrid Lindgrens – Renée Toft Simonsens store idol.

»Hvis jeg kan være med til at præge nogle børn, er jeg stolt. For vi skal passe på hinanden, og det skal nok gå, hvis vi hjælpes ad. Også selv om alle børn ikke er lige heldige med deres forældre,« siger kvinden med de mange titler og snart 60 år på sit cv.

Dagen fejres med åbent hus derhjemme for familie og venner.