Hundelort på pose: »Helt ærligt - hvad tænker folk på«
Hundeejere samler lorten op, men efterlader plastposerne i naturen – Palle Andersen og naboerne er frustrerede.
»Det er rigtig fint, at hundeejerne samler op efter deres hund, men hvorfor i alverden smider de bagefter posen med lort i naturen?«
Palle Andersen er ikke nogen sur mand, som hans søn ellers frygter, han vil blive beskyldt for ved at stå frem med sit opråb. Faktisk er han vældig imødekommende og flink, og har kaffen klar, da Din Avis Skanderborg kigger indenfor.
Det gør vi, fordi Palle har bedt os om at hjælpe ham med at gøre opmærksom på en sag. En sag, som både han og flere af naboerne er tæt på at komme op i det røde felt over.
Når folk brokker sig over hunde og hundeejere, handler det som regel om, at hundeejerne ikke gider samle op efter deres firbenede venner. Det er ikke det, der er problemet i Stjerneparken i Skanderborg. Her husker hundeejerne at samle hundelorten op, men i stedet for at tage posen med videre til en skraldespand, bliver den smidt direkte i naturen.
Jeg ved ikke, præcis hvor lang tid, det tager for en hundelort at forsvinde af sig selv, men det tager i hvert fald rigtig lang tid, hvis den også er lagt i en posePalle Andersen
»Det har aldrig været et problem før. Vi har boet her i syv år, og det er først nu, vi oplever det. Det virker lidt som om, at hvis først der er en, som smider en pose, så kommer der hurtigt flere poser til,« konstaterer Palle.
På det lille stykke udenfor hans bolig, bliver han nødt til at fjerne poserne med hundelort, for at kunne klippe græsset. Fredag morgen lå der syv poser på det lille stykke.
»Det irriterer mig virkeligt. Helt ærligt, hvad tænker folk på,« kommer det fra Palle, mens han viser rundt i området.
»Jeg ved ikke, præcis hvor lang tid, det tager for en hundelort at forsvinde af sig selv, men det tager i hvert fald rigtig lang tid, hvis den også er lagt i en pose.«
Mens vi går gennem det grønne område bag Palles hjem, får vi hurtigt talt til 30 poser med hundelorte, men der er mange flere. De ligger overalt, og nogle af dem hænger endda på grene i træerne.
»Jeg er rigtig ked af det her. Området her med dammen og bækken er et dejligt rekreativt område, hvor mange færdes. Men det ser jo herrens ud, med alle de sorte poser med hundelort. Poserne forsvinder jo ikke af sig selv. Det kan da ikke være rigtigt, at det er alle os andre, der skal gå og samle op.«
Palle og hans familie har prøvet at holde øje med, hvem det er, der smider poserne, men indtil nu uden held. Han er egentlig også ligeglad med, hvem det er, der smider poserne.
»Jeg vil bare gerne have det til at stoppe.«